Boligbyggeriet er et matadorspil

Unge mennesker, der gerne vil etablere et hjem, er nødt til at forsøge at indrette sig i en slags klubværelse, som deres kontubernal og hans berusede gæster skal igennem hver gang, de i nattens løb skal på toilettet.

Onsdag d. 9. februar 2000
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Boliger, Politik, Sociale spørgsmål.

PÅ DEN ENE SIDE har vi nogle borgere uden tag over hovedet, deriblandt mange unge mennesker med arbejde, kone, mand, kæreste - men ingen tag over hovedet. Og ingen udsigt til at få det.

På den anden side har vi en samling politikere, der åbenbart tror, at hjemmestyret er en matadorklub, hvor man møder op for at flytte små plastictjenestebiler, hoteller og boligkomplekser uden rigtige mennesker i. Virkelighedens verden er en umættelig boligmangel og utilstrækkelighed på adskillige områder. Unge mennesker, der gerne vil etablere et hjem, er nødt til at forsøge at indrette sig i en slags klubværelse, som deres kontubernal og hans berusede gæster skal igennem hver gang, de i nattens løb skal på toilettet (et af hundredvis eksempler fra virkeligheden). Godnat og sov godt - unge grønlandske medborgere!

Sådan er virkeligheden for boligløse, der ikke har været skrevet op i 10-15 år, og der er ingen udsigt til bolig inden for overskuelig tid. Ikke før de bliver halvgamle. Det er i alt fald den besked, de får fra de sagsbehandlere, der sidder midt i minefeltet som kontaktled mellem boligløse borgere og matadorspillende politikere.

Desuden har offentlige og private institutioner og virksomheder gennem de sidste par år accepteret skyhøje boligudlejningspriser, som ingen lønmodtagere - unge eller ældre - er i stand til at betale.

Boligbyggeriet må altså ikke stoppe. Tvært imod skal det forceres. Tempoet skal op.

LEDEREN I INI A/S i Nuuk fortalte til AG i sidste nummer, at der i øjeblikket mangler 1.000 boliger i Nuuk, og ventetiden på de almindelige boligtyper er 13-15 år. Hvis vi skal gøre os håb om at reducere boligventelisten, skal der hvert år bygges 150 boliger i byen.

Det bliver der langtfra, og der er al mulig grund til at se sort på fremtiden.

Af samme artikel fremgik det, at med en landstingsbeslutning om at flytte penge fra boligbyggeri til byggemodning har stoppet boligbyggeriet i Nuuk i fire år. Det er ikke det, de boligløse har brug for. Der skal findes andre løsninger.

MENS NUUKS BORGMESTER river sig i håret og afsætter flere penge til boligbyggeri, mener landsstyret, at netop Nuup Kommunea kan klare en større del af byrden end ved det hidtidige 60-40 byggeri. Desuden finder landsstyret ikke, at mulighederne for de byggemodnede områder i Nuuk er udtømt.

Det henleder tanken på den private Nuuk-bogtrykker Alfred Toft, der byggede et kuppelhus til sit trykkeri, fordi han ustandseligt var på jagt efter gode ideer, som kunne billiggøre byggeriet. Han udgav nogle små tryksager. En handlede om søpindsvinet, der har æren for kuplen i Peterskirken i Rom, og en anden om Rosmarinus - hvalrossen, som også er havfrue. Og så var der et lille hæfte med nogle visioner om byggeri i Arktis - og specielt i Nuuk.

Alfred Toft fortalte om verdensberømte arkitekter, der byggede bystore huse, der som gigantiske myretuer rummede en hel bys befolkning med fælles arealer som både udendørs og indendørs parker med småplantager, rekreative områder, idrætscentre, kulturhus og alt, hvad vi både har nu og ønsker os for fremtiden. Der blev lagt stor vægt på netop boligmiljøet, og Alfred Tofts arkitektguruer var netop kendt for at skabe gode rammer om livskvalitet.

Det er en lang og spændende diskussion, som nok er forpasset for det gamle Nuuks vedkommende, hvor vi for tiden diskuterer fordele og ulemper ved højt og lavt byggeri, mens det i virkeligheden handler om at skaffe nogle flere boliger.

Men den snart gamle nytænkning om enkelthus-byer, kan muligvis tages op i forbindelse med planerne om byudvidelser i omegnen af Nuuk. Kunne det give betydeligt flere boliger for de samme penge - og i tilgift en kvalitetsby, som er til at være menneske i - så er det en vej, vi kan gå.