Retspsykiatriske patienter skal hjem

Det er en menneskeret at kunne bo i sit eget land, uanset hvor skidt en knægt man har været, eller hvor syg man er. Og det er Grønlands moralske forpligtelse at skabe mulighed for det.

Tirsdag d. 4. april 2000
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Grønlændere i Danmark, Love og konventioner.

DER HAR i mange år været spillet ping-pong med psykiatriske patienter i Grønland, ikke mindst de retspsykiatriske. Det fik den grønlandske ombudsmand til for fire år siden at undersøge, hvordan ansvaret for hjemslusningen af retspsykiatriske patienter fordeler sig mellem Grønland og den danske stat. Nu har ombudsmand Vera Leth over for AG bekræftet, at hendes hovedkonklusion er, at Grønland ikke har det formelle juridiske ansvar for retspsykiatriske patienter (læs inde i bladet). Og hermed er der så lagt op til, at fortsætte ping-pong-spilleriet. Med mindre vi stopper op og får gjort noget ved sagen. Og det er måske ved at ske. Ombudsmanden mener, at hjemmestyret skal forhandle med staten om en løsning på området. Og landsstyreformanden siger til AG, at vi her i landet jura eller ej - har det moralske ansvar for de retspsykiatriske patienter. Og dermed er tonen slået an. DET ER NEMLIG det, det handler om. Den svære kaliber af de psykiatriske patienter - dem, vi i øjeblikket ikke selv magter at behandle - sendes til Danmark, hvor forholdene er så meget anderledes, at behandlingen vanskeliggøres. Der dækkes op til frokost under Sundhedsudvalgets besøg i den grønlandske afdeling på det psykiatiske hospital i Vordingborg Marts 2000 År efter år sidder retspsykiatriske patienter i Danmark og mister langsomt den grønlandske virkelighedsfornemmelse. De deporteres til et andet land, fordi vi ikke magter dem. De har fået den vxrst tænkelige "dom", som kan sammenlignes med tidligere tiders landsforvisning. Afskåret fra familie og venner og oven i købet spærret inde under totalt ufrie forhold under et system, der bygger på et andet livsmønster, end de kender fra Grønland. Der er næppe nogen her i landet, der synes, det er rigtigt. Det er klart, at alle grønlændere uanset hvad de fejler, og hvad de har gjort har ret til at opholde sig i Grønland. Det er da heller ikke et ønske om at eksportere problemer ud af landet, at de psykiatriske patienter sendes til Danmark. Det er af simpel nød, siger vi. Vi har ikke i dag mulighed for at behandle og forvare dem. Men det skal vi have. DER SKAL SKAFFES mulighed for at hjemtage alle. Det er en menneskeret at kunne bo i sit eget land, uanset hvor skidt en knægt man har været, eller hvor syg man er. Og det er Grønlands moralske forpligtelse at skabe mulighed for det. Ombudsmandens udmelding er alene interessant i forbindelse med de økonomiske perspektiver. Vi kan - som landstyreformanden siger ikke hænge det moralske ansvar op på Danmark alene. Men Danmark må på den anden side været indstillet på, at de forpligtelser, Danmark har på området, indfries gennem en forhandling med Grønland. Så længe retsvæsenet er placeret under staten, har staten en økonomisk forpligtelse, der kan udmøntes gennem en betalingsordning, der kan bidrage til de fysiske og personalemæssige rammer, der er nødvendige for en hjemtagning. Derfor er det rigtigt hurtigst muligt at få igangsat konkrete forhandlinger mellem hjemmestyret og staten. DET ER IKKE fordi det er nyt, at syge mennesker sendes til Danmark. Under den store tuberkuloseepidemi, der blandt andet førte til opførelsen af Dronning Ingrids Sanatorium i Nuuk, sendte sundhedsvæsenet masser af patienter til behandling og sanatorieophold i Danmark. Men de kom altid hjem, når de var raske. Helt sådan er det ikke med psykiatriske patienter, og endda langt fra med de retspsykiatriske. Det er de færreste, der bliver helt raske. De fleste kræver opsyn og behandling efter en eventuel hjemkomst, og det er vi for det meste ikke i stand til at give dem. Vi har ikke de nødvendige ressourcer. Eller også gør vi det bare forkert. Læs mere under temaet: Grønlændere i Danmark I forvejen bruger hjemmestyret mere end 20 millioner kroner på de retspsykiatriske patienter i Danmark, så der er et økonomisk grundlag at tage udgangspunkt i. Men der skal mange flere penge til. Dem må vi skaffe os gennem forhandling med Danmark, som ifølge ombudsmanden har det økonomiske ansvar for en del af området, og hvis det ikke er nok, så må vi selv punge ud, indtil alle psykiatriske patienter er kommet hjem til deres eget land.