Voksende ventelister - et elendighedssymptom

Politikerne ryster kritikken af sig og vralter videre i karrieren, ihærdigt stimulerende deres magt og position. Og vi kommer ikke nogen løsninger nærmere

Torsdag d. 20. april 2000
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Politik, Sundhedsvæsenet.

DER ER IKKE meget godt at sige om ventelister. Grønland er så plaget af dem, at det for længst burde have startet en opstand. Her hos os er ventelister nemlig ikke sæsonbetonede. År efter år bliver de længere og længere og problemerne større og større. Det er forbløffende, at gode og dygtige politikere ikke for længst har igangsat et politisk program, der kommer ventelisterne til livs, en krig mod ventelisterne. For hvis det kunne lykkes, ville vi samtidig løse nogle af landets alvorligste problemer.

Ventelisterne, som vi kender fra snart sagt alle samfundsområder, er symptomer på, at noget er helt, helt galt. Grønlands ventelister er nemlig ikke af den uskyldige slags, der en gang imellem går i nul. De bliver støt længere og længere. Patienter, boligsøgende, daginstitutionsbørn og deres misrøgtede jævnaldrende - alle venter og venter og kan snart skyde en hvid pind efter nogensinde at nå deres mål.

MEN HVORFOR er ventelister egentlig så slemme?

Det er, fordi de er udtryk for utilstrækkelig kapacitet. Enten sættes der for få penge af, eller også er effektiviteten og måske kvaliteten for ringe.

Vi har ofte på denne plads kritiseret de manglende politiske initiativer indenfor boligområdet, sundhedsvæsenet, skole og uddannelse, institutionsområdet og flere endnu. Men det preller af som morgendug på en gåseflok. Politikerne ryster kritikken af sig og vralter videre i karrieren, ihærdigt stimulerende deres magt og position. Og vi kommer ikke nogen løsninger nærmere. Tallene på ventelisterne bliver større og større. Ligegyldigt, hvor vi vender os hen. Forbedringerne udebliver.

Men vi har også søgt at samle de mangeartede vanskeligheder, Grønland befinder sig i. Alt hænger sammen, og altings kilde er hjemmene, familierne. Også det har vi gjort et stort nummer ud af - uden politisk medsving.

VENTELISTERNE indenfor sundhedsvæsenet er steget fra 2.500 til 3.500 på et år (læs side 3). De 3.000 er operationer, mens 500 er medicinsk behandling. Man taler om en gennemsnitlig ventetid på fem år, men vi ved, at der er mennesker, der har ventet fra 1993 og 1994.

Det er ren manipulation at tale om gennemsnitlige ventetider på ventelister, der vokser og vokser. Hvis ikke kapaciteten øges betragteligt, vil ventetiden uundgåeligt bliver længere og længere, indtil den dag de syge dør, de boligsøgende udvandrer (eller flytter til Paamiut) og de svigtede børn og unge bliver buret inde som ungdomsforbrydere og psykopater.

De stadig længere og længere ventelister er en tikkende bombe under folkesundheden og den sociale velfærd, fordi de findes indenfor både sundhedsvæsenet, boligområdet og institutionsområdet, og den afledte effekt på hele samfundet er større og større elendighed.

Den tikkende bombe eksploderer dog næppe i et kort nu. Det bliver snarere en langsom implosion, et sammenbrud - en langsom rådnen op. Ineffektivitet, tilbagegang, fiasko og fornedrelse, umyndiggørelse. Alt andet end selvstændighed! De stadigt længere ventelister er symptom på en stadig større elendighed!

VENTELISTER er i bund og grund uacceptable. Men her hos os er de accepterede. Når man er på ventelisten, så skal man nok komme til - en dag. Men en dag er ventelisten så lang, at man enten ikke får glæde af den eller først får det, når det er for sent.

Sådan går det allerede i dag for mennesker, som venter på knogleledsoperationer, og som mister livskvalitet i en periode, der ellers kunne være blevet et godt livsafsnit. Sådan går det for unge, der søger bolig, men først får den, når deres børn er flyttet hjemmefra. Og sådan går det for de misrøgtede børn, for hvem det er af alt afgørende betydning at blive fjernet fra et destruktivt og ødelæggende hjem, men må vente, fordi der ikke er plads på institutionen.

MED RISIKO FOR at AG endnu engang får skyld for at være sortseende pessimist skal vi endnu engang henlede opmærksomheden på, at ventelisterne står for dårligdom. Og når dårligdommen i takt med ventelisternes vokseværk bliver værre og værre, må vi da kunne forlange et politiske initiativ.

Landsstyremedlemmerne må hver især svare på, hvorfor de ikke sætter deres stilling ind på at få løst problemerne? Hvad er det, der hindrer dem i at tage hånd om de alvorligste og tungeste og mest ødelæggende vanskeligheder, vi har? Så den grønlandske eftertid kan overleve!