Ofret sendes bort, forbryderen får lov at blive

Den grønlandske kriminallov giver ikke mulighed for, at vi kan tvinge en forbryder, der voldtager børn og bomber resten af deres liv, til at skaffe sig en tilværelse et andet sted. Men med vore sociale love finder vi det i orden at sende ofrene bort.

Tirsdag d. 16. maj 2000
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Kultur og samfund, Love og konventioner, Sociale spørgsmål.

I NUUK SIDDER en godt 11-årig pige på børnehjemmet og er ved at være færdig med en årelang behandling for eftervirkninger af en fuldbyrdet voldtægt, der fandt sted for to år siden (læs side 5).

Den dengang 10-årige pige var nær blevet kvalt af seksualforbryderen, og kun usædvanligt heldige omstændigheder reddede hende fra at dø.

Selvom behandlingen i Nuuk er ved at være overstået, og pigen er klar til at komme videre med sit liv, ser tilværelsen langt fra lovende ud. Hun har mistet de fleste trygge holdepunkter og får dem ikke tilbage. Fra hendes tidligere liv er kun moderen tilbage, som i øvrigt selv har været igennem en behandling i forbindelse med forbrydelsen.

BAGGRUNDEN er, at den 10-årige pige først efter et år blev sendt til Nuuk, fordi der ikke var mulighed for kvalificeret behandling i hendes hjemby. Hun har to ældre søskende, der nu er 19 og 21 år, og moderen, der dengang ikke var klar over, hvor længe datteren skulle blive borte, blev hjemme en tid. Da behandlingen imidlertid trak ud, rejste hun til sidst til Nuuk for at være i nærheden af sin datter. Under opholdet dér bor moderen i et lejet værelse.

Uheldigvis har gerningsmanden om ganske kort tid afsonet sin anstaltsdom, og han har ønsket at komme tilbage til hjembyen. På den baggrund har de sociale myndigheder besluttet, at det nu 11-årige voldstægtsoffer af hensyn til hendes egne tarv ikke kan vende hjem til sine vante omgivelser.

Moderen fik meddelelsen herom af en repræsentant fra hjembyens socialforvaltning, der troppede op med hele sagsmappen og med en besked om, at kommunen nu "regnede dem for flyttet til Nuuk".

OFRENE for seksual- og voldsforbrydelser er en svag gruppe. Det har vi vidst længe, og emnet har været debatteret - både her i avisen, i retsvæsenskommissionen og - i ny og næ - i Landstinget. Men ikke mange har haft fantasi til at forestille sig, at et misbrugt barn foruden misbruget, overlasten og de uhelbredelige sår i sjælen bliver sendt bort fra sin hjemby og de vante omgivelser som skole, kammerater, familie... FORDI voldsmanden ønsker at vende hjem!!!

Moderen er grædefærdig og ude af stand til at finde en løsning. Og der er tilsyneladende ingen hjælp at få. De sociale myndigheder har bestemt, at de ikke må vende hjem.

Situationen er vanskelig. Moderen giver de sociale myndigheder ret i deres vurdering, at den 11-årige langt fra er klar til at møde voldtægtsforbryderen. Og det ville være uundgåeligt, eftersom han bor meget tæt på moderens lejlighed i hjembyen. Altså: En ni-årige pige voldtages og slås næsten ihjel, bliver ramt psykisk hårdt og gennemgår en langvarig behandling for at blive nogenlunde sig selv. Efter endt behandling efterlades hun i en fremmed by langt fra familie og venner uden udsigt til at vende hjem. Altsammen fordi forbryderen gerne vil hjem!!! DET KAN GODT være, at myndighedernes behandling af sagen er korrekt, og at det indenfor lovgivningens rammer ikke er muligt at gøre det anderledes. Det kigger AG på i den kommende tid. Og hvis det virkelig forholder sig sådan, må der arbejdes målrettet på at forbedre ofrenes stilling i fremtiden.

Det er jo rigtigt nok, at en anstaltsdom ikke kan skærpers med en deportation. Men vi deporterer altså ofrene.

ET AF DE FORHOLD, der gør Grønland anderledes end så mange andre lande, er småsamfundenes størrelse og den geografiske og trafikale isolerethed. Alle kender hinanden i byerne udenfor Nuuk, og det er uundgåeligt at møde hinanden en gang imellem. Også folk, der helst ikke vil.

På den baggrund er visse forbrydelser langt alvorligere end i samfundsstrukturer, hvor man enten forsvinder i mængden eller hvor muligheden for at tage ophold et andet sted takket være de små geografiske afstande ikke medfører alvorlige afsavn.

Den grønlandske kriminallov giver ikke mulighed for, at vi kan tvinge en forbryder, der voldtager børn og bomber resten af deres liv, til at skaffe sig en tilværelse et andet sted. Men med vore sociale love finder vi det i orden at sende ofrene bort.

Den grønlandske befolkningsstruktur bør tvinge os til at tænke anderledes. Ligesom nogle forbrydelser gælder på livstid (som i den lille piges tilfælde), bør konsekvenserne af de domme, vi giver, kunne række meget længere end i dag. Offeret bør altid kunne blive i sin hjemby, fordi offeret er den sagesløse.

En tvangsfjernelse bør ramme forbryderen og ikke den, der er blevet ramt af hans ugerninger.