Kollektiv overtrædelser af børns rettigheder

Direktoratet er vidende om, at fire kommuner i landet overtræder konventionen om børns rettigheder

Torsdag d. 15. juni 2000
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Kultur og samfund, Love og konventioner, Politik, Sociale spørgsmål.

VI VED, AT BÅDE Kangaatsiaq, Paamiut, Nanortalik og Ittoqqortoormiit har så store udgifter til anbringelser, at de til tider ikke har råd til at fjerne børn fra hjemmet. LAD OS DVÆLE lidt ved ovenstående citat. De fire kommuner har så store sociale udgifter til anbringelse af børn uden for deres eget hjem, at de ikke har råd til at tvangsfjerne alle børn, der lider under svær omsorgssvigt. Og de ved det. De er ikke hvem som helst. Citatet, som kan læses i sin fulde helhed på side 7, kommer fra direktør for Direktoratet for Sociale Anliggender, Martha Abelsen. Direktoratet er vidende om, at fire kommuner i landet overtræder konventionen om børns rettigheder, er vidende om, at børn bliver trådt på, er vidende om, at grunden til et liv i elendighed for disse børn er lagt. Og så længe, der ikke gribes ind, går dette igen i generationer. Dette ved direktoratet. DIREKTORATET vægrer sig dog ved at gøre noget ved de problemer, der sender børn i fuld fart ned ad skråplanet, før der foreligger en rapport over forholdene. Først da vil direktoratet henvende sig til tilsynsrådet. Og det er her, hele miseren ligger. Der sker for lidt. Der er alt for ofte et eller andet, der skal ventes på, mens de små til sidst bliver så vanskelige, at det offentlige føler sig tvunget til at reagere. Ofte varer det så længe, at børnene er blevet krænket så meget, at det er svært at lappe deres sjæle sammen igen og få dem til at stole på voksne. Når man bliver svigtet den ene gang efter den anden, laver man til sidst sine egne love. PROBLEMET MED BØRN, der lever under kummerlige sociale forhold med grov omsorgssvigt, er ikke opstået fornylig. Det har eksisteret i mange år, og alle har vi været vidner til det. Mon ikke mange kan nikke genkendende til nabostøjens varsler om grov svigt af nabobørnene, som på trods af anmeldelse til både politi og socialvæsen får lov at gentage sig måned efter måned. Efterhånden får man mistanke om, at det offentlige er blevet så blasert, at det mere betragtes som et normalt familiebillede, der hurtigt skal spoles forbi - eller er det fordi man har opgivet. Begge dele er lige uacceptabelt. Vi er forpligtet til at tage vare om vore børn. Lige så meget som vi har pligt til at arbejde for at redde et barn, der er ved at dø af en livstruende sygdom, har vi pligt til at tage os af et barn, der bliver såret på sjælen. Hvis ikke kommunerne har råd til at yde denne hjælp, må de have flere penge. Det er indiskutabelt. Der skal være penge til forsømte, omsorgssvigtede, misbrugte børn. FOKUSER PÅ DET positive, er mottoet blandt mange politikere. Det "positive" omkring omsorgssvigtede børn er i dag de skyklapper, vi sætter for vore øjne, alt imens vi bruger de penge, der skulle være tilfaldet dem, på materielle ting. Det handler om at prioritere - at prioritere den opvoksende befolkning.