Strejken tvinger AG til at udsende nødavis

Hvis arbejdet ... fortsætter efter 17,30 plus en margin på et kvarter, udløser det undertiden et beløb svarende til 5-6 timers løn

Tirsdag d. 18. juli 2000
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Aviser, radio og TV, Erhverv, Løn og overenskomster.

(JB) - Dagens avis bærer præg af strejken på trykkeriet. Desværre kan der kun trykkes en 16 siders nødavis, mens den normale avis distribueres til vore e-mail abonnenter, som den plejer.

Som det ser ud her mandag formiddag, er der ikke noget, der tyder på, at konflikten afblæses her og nu. Ikke hvis man skal tro parterne.

I skrivende stund er der ganske vist et mæglingsmøde i gang om konfliktens lovlighed, fordi SIK allerede har indgået en overenskomst for produktionserhvervene. Hvis arbejdsgiverforeningen får ret i den påstand, står medarbejderne på Nunatta Naqiterivia betydeligt ringere, end de gjorde før konflikten.

Strejken startede onsdag aften klokken 24. AG's torsdagsudgave var færdigproduceret, men Sermitsiaq blev ramt med fuld styrke og måtte i hast reducere ugens udgave til en 16 siders nødavis, stort set uden annoncer.

Uenigheden
Siden har parterne ikke nærmet sig hinanden nævneværdigt.

Strejken blev udløst af det første punkt, der kom til forhandling. SIK ville nemlig under ingen omstændigheder ændre væsentligt på arbejdstidsreglerne, som indebærer, at arbejdet skal tilrettelægges, så det afsluttes inden klokken 17,30 hver dag.

På et avistrykkeri forekommer det imidlertid, at begivenhederne skubber færdiggørelsen, og hvis arbejdet derved fortsætter efter 17,30 plus en margin på et kvarter, udløser det undertiden et beløb svarende til 5-6 timers løn. Et kvarters overskridelse kan altså blive en helt urimelig dyr satsning for aviserne.

Ved redaktionens slutning var stillingen uændret.

AG på e-mail
AG rammes af strejken, som det kan ses af denne nødudgave. Alligevel udkommer den normale avis, der som sædvanligt sendes til vore e-mail abonnenter, og vi vil ikke undlade at bruge denne anledning til at reklamere for dette produkt.


//////Du kan under strejken gratis downloade AG fra AG's hjemmeside
Vi har desuden besluttet at lægge avisen ud på AG's hjemmeside, som først skulle åbne til oktober. Vi venter blot på at få adressen aktiveret og kan derefter tilbyde en gratis downloadning, så længe strejken varer. Mere herom på torsdag.

Hvis det i fremtiden viser sig, at AG's faste udgivelsestidspunkter ændres som følge af bladets vilkår på trykkeriet, vil ledelsen søge andre samarbejdspartnere.

Selv om forhandlerne fra Grønlands Arbejdsgiverforening og SIK skulle blive enige om arbejdstidsregleme, er der andre punkter, der godt kan forhale en løsning.

En af dem gælder løn under sygdom. I dag er der en meget høj fraværsprocent, og trykkeriet vil gerne have indført tre karensdage i stedet .for som i dag fuld løn under sygdom.

Det forslag bliver det efter al sandsynlighed svært at få SIK-forhandlerne til at sluge.