Dumpekarakter til sikkerhedspolitik

Med sin interne slingrekurs glemmer landsstyret sin vigtigste opgave i denne sag: at beskytte befolkningen. Ingen andre gør det.

Tirsdag d. 15. august 2000
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Politik, Thule Air Base.

De to landsstyrepartier - IA og Siumut - står til dumpekarakter, når det gælder evnen til at føre selvstændig sikkerhedspolitik. Det er beskæmmende, at de to partier ikke magter at finde en fælles holdning til et så vitalt spørgsmål, som USA’s ønske om at etablere et antimissilforsvar med inddragelse af grønlandsk territorium. Et projekt, der forudsætter en modernisering af radaren på den amerikanske Thulebase, og som dermed også inddrager Grønland i en storpolitisk strid om verdensfredens bevarelse. Politikerne ønsker - forståeligt nok - øget indflydelse på udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål. Regeringen har flere gange givet tilsagn om, at det vil man imødekomme, og på flere punkter - blandt andet indenfor fiskeripolitikken - har hjemmestyret allerede fået langt mere selvstændigt råderum. Men det er mildt sagt tvivlsomt, om landsstyret er i stand til at varetage det sikkerhedspolitiske område. Hvis vi skal være herre i eget hus, må politikerne først og fremmest være rustet til at kunne honorere udfordringen. Og som grundregel nummer ét kræver det, at landsstyret er i stand til at formulere en fælles sikkerhedspolitik. Men sådan er det desværre ikke. I den aktuelle debat kræver IA, at amerikanernes ønske afvises - uanset de igangværende forhandlinger mellem amerikanerne og russerne. Modsat mener landsstyreformand Jonathan Motzfeldt - i lighed med den danske regering - at landsstyret skal afvente en henvendelse fra USA. Siumut vil dog aldrig acceptere en opgradering af Thulebasen, såfremt russerne modsætter sig. Det er en uenighed, der fremfor alt svækker Grønlands sikkerhedspolitiske profil i det storpolitiske spil. Med landsstyreformandens udmelding har Grønland nemlig allerede blandet sig i forhandlingerne mellem USA og Rusland. Ved at sige, at russerne skal acceptere USA’s raketskjold, før der kan blive forhandlinger med Grønland, har landsstyret i princippet givet Rusland vetoret. Det er ikke klogt. Enten holder man mund. Eller også har man en holdning, der vil noget. Det er jo ikke en naturlov, at USA og Rusland skal være ene om at diktere, hvad der er bedst for verden - og i særdeleshed for vort land. Grønland har sin egen berettigede stemme, og med 21 års hjemmestyre er vi altså langt over myndighedsalderen og må forvente en vis modenhed hos politikerne. Værst af alt lader landsstyret befolkningen i stikken. Ikke mindst borgerne i Thule, der ganske vist i forvejen må antages at være et bombemål, men nu er kommet endnu højere op på listen over Ruslands top 10 liste over vigtige bombemål, fordi landsstyret ikke kan enes om at afvise al snak om en opgradering af radaren. Uanset hvilke taktiske, politiske hensyn, landsstyreformanden ønsker at tilgodese, er det en hån mod hele befolkningen. Danmark ville aldrig have accepteret et lignende projekt, hvis den amerikanske radar var placeret der. Et folkeligt pres ville forlængst have tvunget regeringen til andre toner. Med sin interne slingrekurs glemmer landsstyret sin vigtigste opgave i denne sag: at beskytte befolkningen. Ingen andre gør det. En afvisning ville desuden være i samklang med England, Frankrig, Rusland og Kina, der alle har protesteret mod amerikanernes planer. Og under alle omstændigheder er det politikernes ansvar altid at flytte fronten så langt væk fra befolkningen som muligt. Nøjagtigt som USA prøver.