De skæve eksistenser i klemme

I stedet har man pakket kufferten og rejst til Danmark i håb om et bedre liv. En desperat lykkesatsning for den enkelte. En falliterklæring for politikerne, der ikke har magtet at skabe et samfund med plads til et værdigt liv for store dele af befolkningen

Tirsdag d. 29. august 2000
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Grønlændere i Danmark, Sociale spørgsmål.

ARBEJDSLØSHED, boligmangel og vanskeligheder med at tilpasse samfundet en moderne tid er et af de kapitler, der har sat sig spor i hjemmestyrets unge historie. I årevis har et stigende antal borgere kastet håndklædet i ringen. Udmattet af kampen mod de urimelige livsvilkår og dystre fremtidsudsigter.

I stedet har man pakket kufferten og rejst til Danmark i håb om et bedre liv. En desperat lykkesatsning for den enkelte. En falliterklæring for politikerne, der ikke har magtet at skabe et samfund med plads til et værdigt liv for store dele af befolkningen.

I de grønlandske huse i Danmark mærker socialarbejderne effekten. Mange forsøger sig med en tilværelse i Danmark, men må sande at problemerne blot har en anden karakter.

DET ER RIGTIGT, at de sociale ydelser er højere end i Grønland. Det er korrekt, at øl er billigere. Men så starter lavinen af problemer: arbejde og boliger hænger ikke på træerne. Og normerne er meget forskellige.

Et typisk eksempel er, at man har en søster, der er gift med en dansker. Man tror, man kan bo hos søsteren. Men de danske og grønlandske familienormer er vidt forskellige. Danskeren vil normalt ikke være interesseret i at have svigerfamilien boende i længere tid. Sådan er der ikke tradition for i det danske kulturmønster - og så starter balladen.

SOM DET FREMGÅR af dagens avis er Kofoed Skole, København Kommune og Grønlændernes Hus igang med to projekter for enlige grønlandske mænd og kvinder, der af flere grunde er strandet i København. De har gennem flere år været præget af et stort blandingsmisbrug. Projekterne er i sin opstartfase, men allerede nu er tre mænd sendt hjem til Grønland for at starte en ny tilværelse.

Det er lykkedes medarbejderne at motivere dem til at forlade blindsporet. Det er glædeligt. Men det behøver ikke altid at køre så langt ud. Kodeordet hedder som så ofte før oplysning og oplysning om forholdene i Danmark. Det gælder om at punktere myten om, hvor nemt alting er dernede - og stoppe eksporten af vore egne sociale problemer.

DEN ØGEDE OPLYSNING bør især målrettes mod den gruppe arbejdsløse - ofte unge eller yngre som stadig har alternativer til Danmark. Det er ikke kun de uddannelsessøgende, der har krav på opmærksomhed og støtte, fordi man anser dem som en investering.

Politikerne har ikke formået at skabe arbejde og boliger i tilstrækkeligt omfang. Derfor er det naturligvis også deres ansvar at begrænse de sociale ulykker. Ikke med snak. Men med konkrete initiativer, som begrænser "flygtninge-strømmen" og gør det muligt at leve et godt liv i sit eget land.