Afklaring med Danmark nødvendig

Der er ingen tvivl om, at landsstyrets behandling af NMD-spørgsmålet bliver et varmt emne på efterårets landstingssamling. Det er godt. Der er al mulig grund til at få evalueret forløbet og udtænkt en ny strategi

Tirsdag d. 5. september 2000
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Politik, Thule Air Base.

PRÆSIDENT BILL CLINTONS beslutning om at overlade afgørelsen om etableringen af et antimissilforsvar, NMD, eller ej til sin efterfølger, kommer yderst belejligt for landsstyret og kan meget vel have afværget et valg i utide. IA ville her og nu sige nej til at give USA tilladelse til den nødvendige modernisering af Thuleradaren, mens Siumut først ville tage stilling til spørgsmålet, når der forelå en konkret anmodning fra amerikanerne. Uenigheden var til at få øje på, men med USA's beslutning om at udskyde beslutningen til næste år er ihvertfald en del af valgbomben under landsstyret afmonteret. Men også kun en del. Sagen omkring NMD afslørede et dybt uenigt landsstyre uden fælles fodslag i landets sikkerheds- og udenrigspolitik. En splittelse, der har svækket de to partiers troværdighed blandt vælgerne og på den storpolitiske scene. For hvad vil landsstyret egentlig? DER ER INGEN tvivl om, at landsstyrets behandling af NMD-spørgsmålet bliver et varmt emne på efterårets landstingssamling. Det er godt. Der er al mulig grund til at få evalueret forløbet og udtænkt en ny strategi. Bill Clintons beslutning er snydeheldig for landsstyret, der nu slipper for at blive stillet til ansvar for sin slingrekurs og tage stilling til det penible NMD-spørgsmål. Men IA og Siumut må betale lærepenge for manglen på en koordineret holdning til den vitale sikkerheds- og udenrigspolitik, der først og fremmest skal beskytte vores egne interesser, men hvor politikken også skal afstemmes med partnerne i rigsfællesskabet og hensynet til den globale sikkerhed. LANDSSTYRET ER for en stakket stund sluppet ud af sin egen gabestok, og tiden er på deres side, hvis den udnyttes rigtigt. Et af de elementer, der har vanskeliggjort landsstyrets håndtering af NMD-spørgsmålet har været den manglende aftale mellem Danmark og Grønland, som klart definerer, hvor stor indflydelse Grønland reelt har på sikkerheds- og udenrigspolitikken. Det er et ønske, der allerede er fremsat af hjemmestyrekommissionen, og som man bør sætte alle kræfter ind på at få afklaret, inden Bill Clintons efterfølger vælges. Blandt de afgørende spørgsmål er Grønlands vetoret over for militære installationer på grønlandsk jord og retten til at forhandle direkte med USA. Med en klar aftale - hvis Danmark ønsker at give Grønland reel indflydelse, hvilket langt fra er givet - ville landsstyret få afklaret de politiske rammer for en selvstændig sikkerheds- og udenrigspolitik. En forudsætning for tilrettelæggelsen af landsstyrets egen politik og det fundament, der kan bygges en fælles holdning på - hvis afstanden mellem IA og Siumut ikke allerede er for stor, og samarbejdsviljen for slidt. Hvis det er tilfældet, står landsstyret selvsagt med et problem, når det drejer sig om det fremtidige samarbejde, hvis det da ikke kun gælder om at klamre sig til taburetten.