Om lam, slendrian og overholdelse af loven

DENNE SAG har vi håndteret fuldstændig, som vi plejer. Dispensationerne plejer at sidde løst i hånden på landsstyret, men udebliver de, tilpasser vi os virkeligheden i stedet for lovgivningen

Torsdag d. 14. september 2000
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Erhverv, Love og konventioner, Politik.

DET ER EN forfærdelig situation, lammeproducenterne og forbrugerne er kommet i. Producenterne kan ikke få alle deres lam slagtet ordentlig, og forbrugerne prakkes nu noget kød på, som ikke opfylder de sundhedsmæssige sikkerhedskrav, som loven foreskriver. Sagen er i al sin korthed (læs side 7), at de meget sent afsluttede prisforhandlinger mellem fåreholderne og fabrikken i Narsaq har forsinket slagtningerne så meget, at 3.000 lam stadig er i live, når slagtningerne skal være afsluttet 25. oktober. Dermed er deres lykke imidlertid ikke gjort. Der er ikke foder til dem til den lange vinter, og de skal slagtes. Derfor må producenterne selv i gang med kniven, og sælge lammene privat. Det skal imidlertid ske direkte fra produktionsstedet. Brætsalg og videreforsendelse til kunder i byerne er forbudt. Landsstyremedlem Simon Olsen skulle angiveligt have stillet fåreholderne i udsigt, at der måske kan gives dispensation til brætsalg af hjemmeslagtet lam. Men det sker næppe, og fåreholderne er hermed tvunget ud i ulovlighed. DENNE SAG har vi håndteret fuldstændig, som vi plejer. Dispensationerne plejer at sidde løst i hånden på landsstyret, men udebliver de, tilpasser vi os virkeligheden i stedet for lovgivningen. Det er ikke kun fåreholderne, der synes, de er nødt til at bryde de fælles regler, samfundet har fastsat. Det samme gør hjemmestyret hver gang, det er nødvendigt for at løse et eller andet påtrængende problem - for Grønland eller for vennerne. Det husker vi sidst fra de helt uanstændige boligtildelinger udenom ventelisterne. Derfor kan det i pressede situationer være svært for landets borgere at holde sig på dydens rene vej. SITUATIONEN i Sydgrønland er opstået, fordi prisforhandlingerne ikke blev afsluttet i tide. Det er bare for tåbeligt. Forhandlingerne burde have været bedre planlagt, så ingen af parterne kunne bruge det fremskredne tidspunkt som pression. Men problemet hænger også sammen med den stive og firkantede prissætning, som gælder for både fisk og lammekød. Fiskere og fåreholdere forhandler om en pris, hvorefter fabriksejerne forsøger at producere med fortjeneste. Der mangler konkurrence. Konkurrence er en reel prisfastsættende faktor, som desuden kunne være med til at stramme op om produktionsmetoder både hos fåreholderne og på slagteriet. Men der er ingen konkurrence på lammekød. Importeret lam koster ekstra 25 kroner i importafgift og sikrer det grønlandske lammekød en stærk placering på hjemmemarkedet. Men afgiften er også med til at skabe forventninger hos fåreholderne om priser, der kun har berettigelse i Grønland, hvor omkostningsniveauet på alle områder i forvejen skriger til himlen. FOR AT VENDE tilbage til ulovlighederne, så har mennesker rundt om i Grønland altid haft glæde af de sydgrønlandske hjemmeslagtninger. Der har så at sige været en slags "stalddørseksport", og det er der ingen, der har haft ondt af. Salget har bygget på tillid mellem køber og producent, og hvis nogle i ny og næ har fået tilsendt et for sent slagtet vædderlam, så har han hurtigt fundet en anden leverandør. Det er blandt andet sådan konkurrence virker. Men det er altså ulovligt. Der må kun sælges direkte fra slagtestedet til forbrugere, der selv møder op på fåreholderstedet. Det er disse gråzoner, der gør det vanskeligt at sætte grænser mellem rigtigt og forkert. Der er brug for mere konsekvens - også på dette området. Enten skal virkeligheden gøres lovlig, eller loven gøres til virkelighed. LANDSSTYREMEDLEM Simon Olsens henslængte tilsagn om at skaffe dispensation for brætsalg er heller ikke med til at skabe klarhed. Og det er ikke et løfte, han kan vente at opfylde. Det tager tid at sælge 3.000 hjemmeslagtede lam. Hvis ikke de skal gå til, må de nemlig slagtes lidt efter lidt og i takt med afsætningen. En eventuel dispensation skal falde med det samme. Ellers er fåreholderne lige vidt og tvinges i forståelig desperation til at sælge, som det nu lader sig gøre - fra stalddøren, ved dørsalg, på brættet og på postordre. Ellers skal vi jo til at destruere et bjerg af lammekød, som det var nødvendigt med moskusokserne i Ittoqqortoormiit.