Landstingsformanden skal gå af

Hvis Ole Lynge taler sandt, så står det skidt til med demokratiet. Så er folkestyret sat helt ud af drift, og Landstingets arbejde domineres af en magttrust, der ikke viger tilbage for ulovligheder og grov manipulation. Landstingsformand Ole Lynge er vidnet, der har bekræftet det bundrådne broderskab, som bøjer demokratiet for at cementere dets egen position

Tirsdag d. 31. oktober 2000
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Politik.

FOR NØJAGTIG ET ÅR SIDEN fik den daværende landstingsformand Johan Lund Olsen, Inuit Ataqatigiit, et mistillidsvotum fra tre medlemmer af formandskabet og måtte forlade sin post. Nu er det hans partifælle landstingsformand Ole Lynges tur. Han kan stadig nå at gå selv, men gør han det ikke, må Landstinget tage initiativet. Ole Lynge har i en pressemeddelelse meddelt, at han har det fulde ansvar. Det er fuldstændig rigtigt, og derfor er det ham, der må tage konsekvenserne. I denne sag er der ikke mulighed for kompromiser. Når man som formand for parlamentet hindrer demokratiets udførelse, så er det ud af vagten. Men hvad er det egentlig, han har gjort? LANDSTINGSFORMANDEN stoppede debatten under behandlingen af Landskassens regnskaber. Under behandlingen var revisionsudvalgets betænkning i fokus, fordi den i meget skarpe vendinger gjorde det samlede landsstyre ansvarlig for at have holdt væsentlige oplysninger tilbage for Landstinget. Det er nogenlunde det værste, en regering kan gøre. Det er også derfor, det er ulovligt, og derfor at landsstyremedlemmerne alle som én kan blive straffet for det. Landstingets debat om revisionsudvalgets betænkning var derfor uhyre vigtig. Den handlede både om landsstyrets omdømme og om Landstingets suveræne, politiske beslutningsret. Når landstingsformanden afbryder en sådan debat, så dokumenterer han klart og tydeligt, at hans dømmekraft ikke rækker til den vigtige post. Ole Lynges forklaring om, at han blot fulgte flertallets (Siumuts og Inuit Ataqatigiits) ønsker, dokumenterer desuden, at han heller ikke aner, hvad arbejdet går ud på. Landstingsformanden repræsenterer ikke noget politisk flertal, når han sidder på sin formandsstol. Herfra skal han lede møderne og sikre, at de afvikles ordentligt og redeligt. Hans baggrund skal være fuldstændig neutral. Når han nu siger, at han tager det fulde ansvar for fadæsen, så er det ikke bare noget, han påtager sig. Han har nemlig allerede ansvaret - uanset om han bryder sig om det eller ej - og konsekvensen af at svigte sit ansvar på denne post er fyring. Ellers mener vi ikke noget med demokratiet. DESUDEN SKAL DEN afbrudte debat uden tøven genoptages, og her drejer det sig nu ikke mere kun om mistillid foranlediget af landsstyrets håndtering af Puisi-garantien, men også - og det er meget, meget værre - om landsstyrets vellykkede forsøg på at manipulere med landstingsformanden. Vi har Ole Lynges eget ord for, at han afbrød debatten, fordi flertallet ønskede det. Hvad det angår stoler vi på Ole Lynge. Hvorfor skulle han lyve på det punkt? Hvorfor skulle han af sig selv afbryde debatten, når hans embedsmænd i forvejen havde forklaret ham, at det kunne han ikke? Så dramatisk en beslutning træffer han ikke alene. Landsstyret eller gruppen har lagt pres på ham. Hvis Ole Lynge taler sandt, så står det skidt til med demokratiet. Så er folkestyret sat helt ud af drift, og Landstingets arbejde domineres af en magttrust, der ikke viger tilbage for ulovligheder og grov manipulation. Landstingsformand Ole Lynge er vidnet, der har bekræftet det bundrådne broderskab, som bøjer demokratiet for at cementere dets egen position. DA JOHAN LUND OLSEN for et år siden blev gået som landstingsformand, skete det på et lukket møde uden nogen officiel forklaring. Hvad den end måtte være, så har vi her på avisen aldrig haft grund til at tro, at Johan Lund Olsen i sin tid som landstingsformand spændte ben for demokratiet. Det har hans partifælle, Ole Lynge, gjort. For kort at repetere, så kender landstingsformanden ikke sin opgave. Han har ikke tilstrækkelig dømmekraft til at klare den, og han lader sig manipulere med. Ole Lynge må derfor gå, i værste fald hjælpes hurtigt på vej. Heller ikke landsstyret skal gå ram forbi. Det skal udsættes for den debat, der forleden blev fejet ind under gulvtæppet. Nu er der oven i købet endnu mere at snakke om med landsstyrets vellykkede forsøg på at påvirke landstingsformandens beslutninger. I ØJEBLIKKET er Atassut, Kandidatforbundet og Inuit Ataqatigiit enige om, at debatten skal genoptaget. Men det er ikke sikkert, det er nok (læs side 3). Det kan blive nødvendigt, at også Siumut skal stemme for en genoptagelse af debatten, og det er der flere iagttagere, der ikke rigtigt tror på. Her på redaktionen mener vi, at Siumuts landstingsgruppe er nødt til det. Ellers bekræfter den påstandene om, at landsstyret ikke bryder sig om de demokratiske spilleregler. Det kan landstingsgruppens bagland ikke være glad for, og derfor må den om nødvendigt lægge pres på gruppen, så debatten bliver genoptaget, og offentligheden får at vide, hvad Landstinget mener om revisionsudvalgets anklager.