Vi skal diskutere de mange aborter

Der er mennesker, der hævder, at nogle kvinder bruger retten til fri abort som prævention. Det er bare svært at tro, når vi ved, hvor ubehageligt det er - både fysisk og følelsesmæssigt. Men man kan godt forstå påstanden, når nogle kvinder møder op både fjerde og femte gang

Torsdag d. 7. december 2000
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Politik, Sundhedsvæsenet.

PÅ SIDE 5 i dagens AG bringer vi et par artikler, der blandt andet afslører, at vi her i landet har næsten lige så mange aborter som fødsler, 842 i alt. Det er chokerende, men ikke fordi det er et nyt problem, vi har fået på halsen. Sådan har det nemlig været i mange år. Hver gang, der fødes et barn, bliver et ufødt barn skrabet ud og smidt væk!

Det er en diskussion med mange argumenter. Det er nemt nok at begrunde vidt forskellige synspunkter om netop denne sag, og på den baggrund er det vanskeligt at blive uenige og holde liv i debatten. Men det er vigtigt at søge løsningen på problemet med de alt, alt for mange aborter.

Der er mennesker, der hævder, at nogle kvinder bruger retten til fri abort som prævention. Det er bare svært at tro, når vi ved, hvor ubehageligt det er - både fysisk og følelsesmæssigt. Men man kan godt forstå påstanden, når nogle kvinder møder op både fjerde og femte gang.

Det er også til at forstå forbløffelsen over, at halvdelen af de kvinder, der søger abort, er modne kvinder, som i forvejen har børn. Det er altså ikke kun helt unge kvinder, der er blevet gravide ved et "tilfælde".

Når man endnu engang konfronteres med den sørgelige statistik, er det sørgeligste vel, at vi ikke har gjort noget ved sagen siden sidst. Vi forholder os ikke engang til den. Hvorfor er der ingen debat om det? Hvorfor tillader vi uden videre sådan et sløseri med menneskeligt liv? For det kan vi vel ikke komme uden om, selv om det er en diskussion, der blev afsluttet i 1970'erne, da loven om fri abort blev indført både i Danmark og Grønland.

En abort er ikke det samme som at få skrabet betændelse af et sår. Det er en alvorlig sag både for den enkelte og for samfundet, der skal have alt til at gå op i en højere enhed.

DET ER TIT NOGET PJAT at sammenligne vore forhold med forholdene andre steder. Forudsætningerne er så forskellige, at konklusionerne bliver forkerte. Men vi kan vel inspireres...

Af artiklerne på side 5 fremgår det, at vi har fire gange så mange aborter, som man har i Danmark. Og her er der bred enighed om, at det er alt, alt for mange. I Danmark er der en heftig debat om, hvad der kan gøres ved det, og nogle af forslagene er radikale.

Her i landet snakker vi ikke engang om det, og på redaktionen var vi lige ved at feje emnet af bordet, fordi der ikke var noget nyt i sagen!!!

Men det er jo netop nyheden. Vi har ikke formået at gøre noget ved problemet siden sidst.

MEN DET ER også mærkeligt, at vi med afslappet selvfølge accepterer, at aborterne beslaglægger en væsentlig kapacitet i et betrængt sundhedsvæsen. Fri abort er en ret, og loven siger også, at indgrebet skal foretages indenfor et par måneder. De abortsøgende står ikke på venteliste.

Men det gør de kræftsyge og andre alvorligt syge. Her er der loft over kapaciteten, og patienterne når at blive mere syge, inden de kommer i behandling. For nogle bliver det skæbnesvangert. Men abortsøgende kan med loven i hånden trænge sig foran.

DET KAN GODT være, at også denne sammenligning er unøjagtig, og vi kunne ikke drømme om at argumentere for, at abortsøgende skal om bag i køen "fordi deres situation er selvforskyldt" eller noget i den retning.

Men vi vil opfordre politikere, sundhedsvæsen, forebyggelsesfolk, læsere og vælgere til at deltage i debatten. Naturligvis er det en holdningsændring, der skal til - hos kvinder og hos mænd. Men sådan kan man slutte de fleste kommentarer til Grønlands meritter, og det kommer vi ikke et skridt videre af. Det gør vi kun ved at nære den debat, der kan ændre holdningen.