De usynlige folketingsmedlemmer

På den baggrund er det besynderligt, at vore dertil indrettede politiske agenter i folketinget, Hans Pavia Rosing (S) og Ellen Kristensen (A) ikke allerede har været i front for at markere de grønlandske synspunkter

Tirsdag d. 19. december 2000
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Politik, Rigsfællesskab og selvstyre, Thule Air Base.

VALGET AF George Walker Bush (eller hvad man skal kalde denne besynderlige amerikanske præsident-happening) får med det samme betydning for Grønland og de udenrigspolitiske relationer, som via rigsfællesskabet er trukket ned over ørerne på os. Grønland har en strategisk vigtig placering, som USA har tænkt sig at udnytte. Bill Clinton valgte at udsætte beslutningen om en opgradering af NMD-forsvarssystemet, til den nye præsident blev udpeget (læs også side 4). Al Gore ville angiveligt have valgt en blød linie, mens George Bush lidt firkantet sagt nok "selv skal bestemme". Og det er præcis, hvad der nu er sket. Bush’s nyligt udpegede udenrigsminister, general Colin Powell, har allerede bekræftet, at NMD skal etableres. Det er meget kort fortalt situationen her kort før jul år 2000. I GRØNLAND satte de amerikanske planer for Pituffik en debat i gang, som hurtigt førte til en fornuftig grønlandsk politik på området. Hjemmestyret vil ikke tillade nogen opgradering, med mindre Rusland godkender det, og systemet ikke forringer chancen for fred på jorden. Samtidig betinger Grønland sig at sidde med ved bords, når der skal forhandles om forhold, som Grønland er direkte part i. For eksempel forsvarsaftale og NMD-raketforsvar. Den grønlandske holdning er et klokkerent budskab om hvordan Grønland forholder sig til omverdenen og til selv- eller medbestemmelse. På den baggrund er det besynderligt, at vore dertil indrettede politiske agenter i folketinget, Hans Pavia Rosing (S) og Ellen Kristensen (A) ikke allerede har været i front for at markere de grønlandske synspunkter. Indtil nu har det været landsstyret - især landsstyreformanden - og Landstingets udenrigs- og sikkerhedspolitiske udvalg, der har skridtet hjemmefronten af. Det skal de ikke bebrejdes, det er godt nok, men det er da vore folk i København, der fra starten burde have tilkæmpet sig en ligeværdig plads i debatten. Men også de danske partier lufter deres synspunkter. Socialistisk Folkeparti ønsker en klar udmelding fra den danske regering, som hidtil har været tavs som en stenbider. Spørgsmålet skaber ikke blot modsætninger mellem de politiske partier i Danmark. Der er også lagt op til en konflikt mellem Grønland og Danmark. Den konservative Per Stig Møller mener for eksempel, at russisk modstand ikke bør tvinge Danmark til at afvise NMD-systemet. Den holdning kan man sagtens forestiller sig, at også regeringen vil indtage, fordi presset bliver stort. Hermed vil der være en lodret konflikt mellem Danmark og Grønland, en konflikt, der meget vel kan skabe mere markerede holdninger blandt den del af befolkningen, der begribeligt nok ønsker grønlandsk bestemmelse over grønlandske anliggender. VI SKULLE for længst have haft de to grønlandske folketingspolitikere på banen. Men det er vel kun i juleeventyrene, at de arbejder aktivt som agenter for landets interesser. I virkelighedens verden sover de tornerosesøvn. Det kan da godt være, at Hans Pavia som en del af regeringsgrundlaget har svært ved at føre sig frem som frontfigur, men det fritager ham ikke for et grønlandsk ansvar i en sag, der har så stor principiel betydning som denne. Det er desuden åbenlyst, at Ellen Kristensen burde have været helt fremme fra begyndelsen. Når man vil sidde med ved bordet, så må man fra starten markere sig i stedet for i tavs apati at sætte sig til at vente på, at andre kommer os til hjælp. Det er simpelthen for sløvt, men det er desværre symptomatisk for de to grønlandske folketingsmedlemmer. De passer ikke deres arbejde og er aldrig til at træffe. Folketingsmedlemmerne er jo valgt til at repræsentere Grønland i den danske lovgivende forsamling, hvor de har indflydelse på alt, hvad der foregår. De er valgt tril "at sidder med ved bordet", når der forhandles. Hans Pavia Rosing ganske vist netop sendt et debatindlæg til AG om emnet. Det er adresseret til både Bush og Jonathan og til læserne, men det er ikke det, vi har brug for. De grønlandske folketingsmedlemmer skal klart og tydeligt forlange, at Danmark og Grønland følger fælles fodslag. Og det skal der laves en lille pagt om, en hensigtserklæring, eller hvad det nu hedder. For selv om den danske regering, sådan som rigsfællesskabet fungerer, kan føre udenrigspolitiske forhandlinger om Grønland uden at inddrage grønlandske politikere, så ville det være et brud på den tillid, der trods hemmelighedskræmmeriet de sidste 50 år er opbygget historisk og kulturelt mellem de to lande.