Royal Greenland er ikke en offentlig kasse

Men naturligvis er det en svær overgang fra en tid, hvor alle har været vant til at få hjemmestyresubsidier blot der var den mindste anledning. Lige siden, katastrofevintrene for 30-35 år siden påførte fåreholderne meget alvorlige tab, har begrebet »erstatning« været på dagsordenen ved hver eneste af dagligdagens små »katastrofer«

Torsdag d. 11. januar 2001
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Erhverv, Fiskeri, Politik.

NATURLIGVIS er det en svær omstilling for fiskere, borgmestre og landspolitikere i Nordgrønland, at Royal Greenland ikke mere kan anvendes til at drive politik med. Det har man nemlig altid gjort. Før 1979 var det staten og landsrådet, der brugte KGH’s fabrikker som redskaber i befolkningspolitikken, og gennem 20 år gjorde hjemmestyret det samme.

Men siden adskillelsen af kommercielle og ikke kommercielle produktionsenheder og dannelsen af Nuka A/S er det ikke mere Royal Greenland, der kan aktiveres som socialt sikkerhedsnet og beskæftigelsesmæssig redningsplanke.

Den senere tids debat om rejefiskeriet i Diskobugten, fiskeriet i Nordgrønland og nu også sagen om rejepriserne vidner om, at det ikke er gået op for fiskerne, borgmestrene og landspolitikere i Nordgrønland, hvad hensigten er med Royal Greenland.

KLIMAET denne vinter og øgede rejekvoter har skabt mulighed for rejefiskeri i Diskobugten, og nu vil fiskere og politikere have startet indhandling og produktion.

Det kan bare ikke lade sig gøre, blandt andet fordi produktion og kapital bliver bundet i de lokale lagre, indtil der kan sejles til foråret, og produktionen bliver solgt på markederne rundt om i verden. I forvejen er der store lagre, som binder mange penge.

Folkene i Diskobugten mener, at Royal Greenland som hjemmestyreejet virksomhed er forpligtet til at påtage sig indhandling og produktion, selvom det bliver en dårlig forretning. Men deri tager de fejl. Royal Greenlands opgave er tvært imod at skabe fortjeneste og sikre den bedst mulige forretning.

Det er altså landsstyret og Landstinget, nordgrønlænderne skal have fat i, hvis de vil ændre tingene. Royal Greenland er - sådan som det ser ud - i fuld gang med at løse den opgave, de er blevet pålagt. Kravet om at sikre indhandling og beskæftigelse falder langt udenfor denne opgave.

FORHANDLINGERNE om priser på rejer sluttede med, at KNAPK og Royal Greenland ikke kunne blive enige, hvorefter Royal Greenland fastsatte priserne i forhold til aktuelle omkostninger og verdensmarkedspriser. Sådan fungerer det.

KNAPK har brugt det argument, at fiskernes omkostninger stiger - oliepriserne for eksempel - og derfor må de have mere for rejerne. Det er naturligvis et synspunkt, men Royal Greenland siger, at også virksomhedens omkostninger - for eksempel oliepriserne - stiger.

Set fra et produktionsøkonomisk synspunkt gælder det naturligvis om at holde de samlede omkostninger så langt nede, at salget kan give overskud. En af Royal Greenlands mange omkostninger dækker indkøb af råvarer, og derfor vil indhandlingspriserne blandt andet være bestemt af det samlede omkostningsniveau.

For fiskerne handler det naturligvis også om forretning. Det skal kunne betale sig at fiske, og når omkostningerne stiger - for eksempel til olie - foreligger der kun to muligheder, hvis forretningen ikke skal blive dårligere. Indtægterne må hæves og de samlede omkostninger mindskes.

Hvis ikke sælger (fiskerne) og køber (Royal Greenland) kan blive enige, må parterne lade være at handle. Sådan er i alt fald mekanikken, selvom den her i landet naturligvis er vanskelig at udmønte i praksis. Ikke desto mindre vil et fiskestop på et tidspunkt tvinge Royal Greenland til at betale noget mere.

Fiskernes forsøg på at få landsstyremedlem Simon Olsen til at gribe ind er helt urimelig. Det svarer jo til, at forbrugerne skulle kunne bede ham om at sætte detailpriserne ned i KNI med den begrundelse, at olien og dermed varmen er blevet dyrere!

MEN NATURLIGVIS er det en svær overgang fra en tid, hvor alle har været vant til at få hjemmestyresubsidier blot der var den mindste anledning. Lige siden, katastrofevintrene for 30-35 år siden påførte fåreholderne meget alvorlige tab, har begrebet "erstatning" været på dagsordenen ved hver eneste af dagligdagens små "katastrofer".

Men nu har Landstinget vedtaget en ny erhvervspolitik. Meningen er, at det fra nu af skal være landets og befolkningens reelle muligheder, der bestemmer udviklingen. Urentable aktiviteter skal skiftes ud med rentable. Fiskeri, der ikke kan løbe rundt, skal skiftes ud med fiskeri, der kan løbe rundt. Det er præcis som med fåreholderne, der fandt ud af at intensivere lammeproduktionen og sætte moderfårene på stald om vinteren i stedet for at lade dem fouragere ude året rundt.

Royal Greenland er en sådan virksomhed. I begyndelsen gav den bragende underskud, og efter omdannelsen til aktieselskab holdt den sig på et planlagt nulresultat, indtil der for få år siden blev stillet krav om overskud på linie med tilsvarende virksomheder på verdensplan. Målet er 100 millioner kroner om året, og det nås ikke ved at bruge Royal Greenland som en slags tryllestav, der skal vende op og ned på klimaet, på de internationale oliepriser og valutaudviklingen og på urentable fiskerimetoder, hvor de måtte findes.