Skandaløse kejser Rasmussen

Men han gør det. Han går direkte ind i den færøske debat, tilsidesætter det færøske selvstyre og påvirker en demokratisk beslutning med en latterlig trussel, som han ikke engang kan håndhæve

Tirsdag d. 13. februar 2001
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Oprindelige folk, Rigsfællesskab og selvstyre.

I DANMARK snerper tingene sig sammen for statsminister Poul Nyrup Rasmussen og hans regering, og han angler efter vælgere og samarbejdspartnere, der står for populære synspunkter. Det gælder for eksempel de kategoriske politiske holdninger til indvandrere og flygtninge - og til dem, der helst bliver væk, nemlig færingerne. Hvis færingerne ikke vil være med i rigsfællesskabet, så må de hellere gå neden om og hjem, mener statsministeren. Og det håber han, at en helt masse vælgere også mener. Her på avisen håber vi, de danske magthavere tager fejl. DEN NYE SITUATION bygger i korthed på, at færingerne til maj holder en folkeafstemning, som skal give svar på, om befolkningen på sigt ønsker fuld selvstændighed. Hvis den gør det, vil politikerne arbejde videre med ideen og bane vejen for en endelig folkeafstemning om 12 år. Der er altså tale om en intern færøsk tilrettelæggelse af et forløb, hvis afslutning ingen kender - heller ikke efter folkeafstemningen i maj. Der er tale om anliggender, som færingerne til hver en tid kan arbejde med uden indblanding udefra. Det handler nemlig alene om, hvordan forarbejdet/ oplægget til en endelig folkeafstemning skal være. Færingerne mener ikke, der er grund til at ofre store ressourcer på et udviklingsarbejde, der måske alligevel ikke er flertal for. Men Poul Nyrup Rasmussen, der stadig er chef for et helt imperium - selvom målestokken ikke er imponerende - bryder sig ikke om, at hans "kejserlige" status bliver reduceret. Færingerne må for alt i verden ikke løsrives fra riget, for så smuldrer det, og Nyrup mister international prestige. Derfor farer han op med et besynderligt budskab: Hvis færingerne bestemmer sig for at arbejde videre med sagen og måske en dag holde endelig folkeafstemning om selvstændighed, så fortolker han - kejser Nyrup - det som en definitiv udmeldelse fra og med maj. Uanset hvad færingerne siger. Og så er det slut med bloktilskuddet efter fire år. DET MÆRKELIGSTE ved den historie er, at Nyrup næppe har nogen mulighed for at gøre alvor af sin udmelding. For lad os nu bare sige, at færingerne trods statsministerens alvorlige trusler beslutter sig for, at selvstændighed på sigt er en mulighed, hvad så? Vil Poul Nyrup Rasmussen så smide færingerne ud af rigsfællesskabet? Det er helt utænkeligt. Danmark vil blive til grin over hele verden. Og prestigetabet vil være helt uoverskueligt og uopretteligt! Sandheden er, at statsministeren ikke har nogle sanktionsmuligheder til at underbygge sin rædselskampagne, og derfor kan færingerne fortrøstningsfulde gå til valg og stemme på det, de nu engang føler for. Nyrup kan ikke røre dem. Hverken nu eller senere. For trods sin jagt på populære standpunkter i Danmark falder det kommende folketingsvalg ikke ud til Nyrups fordel. MEN ALT TYDER på, at ikke alle færinger ser lige fortrøstningsfuldt på det. Nyrup har virkelig haft held til at skræmme den almindelige færøske borger. Han har jo sagt, at han smækker pengekassen i efter fire år, hvis folkeafstemningen bliver et "ja‹, og det er mange færinger blevet godt nervøse over. Trusler på pengepungen giver altid resultater. Det er en meget brugt teknik ved både folketingsvalg i Danmark og folkeafstemninger om EU. Dette forsøg på at sprede rædsel er imidlertid særlig odiøst, fordi statsministeren skal holde sig fra færøske anliggender. Han må ikke blande sig i, hvordan færingerne selv vælger at håndtere en langsigtet forberedelse af et af historiens vigtigste spørgsmål for landet. Men han gør det. Han går direkte ind i den færøske debat, tilsidesætter det færøske selvstyre og påvirker en demokratisk beslutning med en latterlig trussel, som han ikke engang kan håndhæve. Det er dansk indblanding i interne færøske anliggende, så det batter. Det er manipulation af værste skuffe. Og det er med til at begrunde et færøsk ønske om fuldstændig politisk uafhængighed af en nedladende og formynderisk moderstat, der tror, at penge ikke bare giver magt, men også ret til at tryne dem, der ingen har. HERFRA HÅBER VI, at statsministerens gemene indblanding vil blive ignoreret af de færøske vælgere ved folkeafstemningen i maj. Gid de bakker op om afstemningen og stemmer, hvad der passer dem, uden hensyn til statsministerens utidige indblanding. Hvad de så stemmer, kan i denne sammenhæng være lige meget. Det er færingernes sag. Men de bør altså stemme uden at lad sig tryne af statsministerens skandaløse forsøg på at banke dem på plads i rigsfællesskabet.