Opfør jer ordentligt!

AG har mange gange delt skideballer ud til de politikere, der påtager sig flere fuldtidsjobs ad gangen. Det gælder først og fremmest borgmestre, som samtidig vil være landstingsmedlemmer. De kan ikke passe begge dele ordentligt, og det ser vi da også tydeligt nu, hvor de bliver væk i begyndelsen af samlingen

Torsdag d. 26. april 2001
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Politik.

EN NY LANDSTINGSSAMLING står for døren. I går fandt godt halvdelen af landstingsmedlemmerne sammen om at starte møderækken. De øvrige havde enten travlt med kommunalpolitisk arbejde eller med anden mødevirksomhed. Naturligvis var NMD-høringen på Christiansborg vigtig, og der skal vore politiske ledere naturligvis være med, men fremmødet af landstingsmedlemmer var for sølle.

AG har mange gange delt skideballer ud til de politikere, der påtager sig flere fuldtidsjobs ad gangen. Det gælder først og fremmest borgmestre, som samtidig vil være landstingsmedlemmer. De kan ikke passe begge dele ordentligt, og det ser vi da også tydeligt nu, hvor de bliver væk i begyndelsen af samlingen. De gør grin med vælgerne, som har stemt dem ind i Landstinget, for at de skal gøre et godt stykke arbejde dér.

NU ER SAMLINGEN imidlertid i gang. Mange store og små sager skal behandles, nogle af stor principiel betydning, mens andre blot skal ekspederes igennem lovmøllen.

Men uanset sagernes vægt og betydning gælder det naturligvis, at arbejdet skal gøres ordentligt. Og det betyder ikke bare, at man skal møde op i stedet for at passe andet politisk arbejde i hjemkommunerne. Det betyder også, at de enkelte politikere sætter sig grundigt ind i de enkelte sager, så de får et kvalificeret grundlag til at afgive deres stemme på. At det ikke altid er sådan, forstår vi, når landstingsmedlemmer pludselig farer i flint over beslutninger, de selv har stemt for.

MEN FREMFOR ALT vil vi her på avisen appellere til politikerne om at følge spillets regler. I de senere år har AG bragt en række eksempler på, at både landsstyret og enkeltpolitikere har skudt ulovlige genveje i demokratiet. En periode var der så mange sager, at læserne blev trætte af det. De oprivende afsløringer solgte ingen aviser, men gav borgerne kvalme.

Starten på en ny samling i et nyt år og et helt nyt årtusinde er en udmærket anledning til at opfordre til lovlighed og fair play, ikke bare i det politiske arbejde, men også i den politiske administration og ved virkeliggørelsen af den normalt gode og fornuftige lovgivning, der kommer ud af hjemmestyrets arbejde.

Men det er ingenting værd, hvis landsstyre og politikere bagefter skræver over lovgivningen og gør, hvad der passer dem. De må passe deres arbejde og opføre sig ordentligt!