Alle skriver under på nyvalg af Landstinget

Inuit Ataqatigiit har i denne sag haft rollen som det forsinkede lyn, der blinkede lidt under samlingen, mens bulder og brag først kom længe efter, at vederlagsloven var vedtaget ...Partiets nuværende rolle ligner mildt sagt efterrationalisering.

Tirsdag d. 27. november 2001
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Politik.

MAN SKAL HØRE MEGET, før ørerne falder af. Og det er godt, for ellers ville tophuen falde ned over øjnene på alle lydhøre grønlandske vælgere. Det ville være et ømt syn her i vinterkulden.

Det er folkekravet om et valg til Landstinget og vederlagskonflikten mellem Siumut og Inuit Ataqatigiit, der er baggrunden for de seneste tiders sludder og vrøvl.

Hans Enoksen hævder for eksempel, at det er anarki, hvis Landstinget følger vælgernes krav. Hans frygt for, at "det kan danne præcedens at bøje sig for vælgerne" (Radioavisen lørdag), må tolkes som angst for, at Landstinget i fremtiden bliver nødt til at føre den politik, vælgerne ønsker.

Og landsstyreformand Jonathan Motzfeldt hævder, at hvis demokratiet skal fungere, må befolkningen respektere Landstingets beslutninger.

Nu er det jo sådan, at det er befolkningen, der vælger Landstingets politikere, og de skal arbejde med det mandat, de har fået. Gør de det, er alt, som det skal være.

Men når Landstinget gennemtrumfer en lov på trods af mandatet, så er det slut med tilliden til politikerne og med at respektere deres beslutninger.

Det er det, vi ser i dag. Politikerne vedtog så sløret og hemmeligt, som det nu kunne lade sig gøre, en uanstændig vederlagslov, som gav landstingsmedlemmerne skyhøje lønforbedringer.

BESLUTNINGEN SMITTEDE som bekendt af på folketingsvalget, hvor Siumut og Atassut blev straffet for vederlagsloven, mens Inuit Ataqatigiit og Per Berthelsens parti i svøb, Demokraterne, fik medvind.

Resultatet fik IA til at vejre morgenluft, og da Siumut samtidig reagerede splittet på underskriftsindsamlingen, sprang IA-formand Josef Motzfeldt, som vi har set det før, op som trold af en æske med trusler om at afbryde landsstyresamarbejdet, hvis ikke Siumut inden 24 timer havde meldt tilfredsstillende tilbage med svar på tre ultimative krav.

Ét af dem var, at vederlagsloven sættes ud af kraft ved næste landstingssamling, et andet, at koalitionsaftalen mellem de to partier skal fornyes.

Inuit Ataqatigiit har i denne sag haft rollen som det forsinkede lyn, der blinkede lidt under samlingen, mens bulder og brag først kom længe efter, at vederlagsloven var vedtaget.

Hvis partiet havde sat sin stilling ind på sagen under samlingen, havde vi fået balladen i rette tid og et opgør med rene linier. Partiets nuværende rolle ligner mildt sagt efterrationalisering.

Nu er vælgerne vrede, og en del af vreden er skam rettet imod Inuit Ataqatigiit, der ikke kendte sin besøgelsestid, mens vederlagene blev behandlet.

DE UNGES underskriftsindsamling bakkes op af alle aldersgrupper. Stort set alle skriver under. På valgdagen stod en gruppe studerende ved forsamlingshuset i Nuuk og bad vælgerne skrive under på kravet om landstingsvalg nu. I løbet af hele dagen var der angiveligt kun fem, der ikke ønskede at skrive under. En indsamler, som AG har talt med, fortæller, at han efter en hel dags arbejde, hvor han samlede i hundredvis af underskrifter, kun mødte én, der undslog sig.

Det er altså ikke vigtigt, hvor mange underskrifter, de unge samler. Hele befolkningen vil have valg. Tilliden til det siddende landsting er brudt, og nye folk må på tinge.

DET ER RIGTIGT, at man ikke skal lade sig styre af mindretalsgrupper, som kan samle et par hundrede underskrifter i en eller anden særlig sags tjeneste. Det ville ikke være demokratisk, og hvis det er det, Jonathan Motzfeldt og Hans Enoksen mener, så har de naturligvis ret. Men de har begge sammen med kollegerne fra Atassut og Siumut tvunget en lov igennem, som de på forhånd vidste, at vælgerne var imod. Derfor kræver alle - eller stort set alle - vælgere nyvalg til Landstinget. Og det bør vi have.

LANDSTINGSLOVEN om Landstinget og landsstyret giver ikke landsstyreformanden mulighed for at udskrive valg uden videre. Det kan kun ske på grundlag af beslutninger i Landstinget, for eksempel fritagelse af et eller flere landsstyremedlemmer.

Men Inuit Ataqatigiit kunne også have afbrudt landsstyresamarbejdet. Så ville Landstinget blive indkaldt, og et valg kunne udskrives.

Men den mulighed er åbenbart forpasset, fordi Inuit Ataqatigiit i weekenden har bestemt at indgå aftale med Siumut om, at vederlagsloven annulleres gennem et nyt forslag på forårssamlingen (læs side 3).

Der bliver altså lønforhøjelser et halvt år, før der sættes en effektiv stopper for dem. Men så skulle alt vel også være i orden.

NEJ, DET ER EJ. Det er nemlig stadig de samme mennesker, der sidder og styrer landet. Tilliden til landstingspolitikerne blev ikke retableret ved at vride armen om på dem, der brød sig mod demokratiet. Inuit Ataqatigiit har medvirket i et parlamentarisk lapperi, som efterlader vælgeren endnu mere magtesløse end hidtil, hvor i det mindste håbet om et valg har holdt modet oppe.