Langfingrede landsstyremedlemmer går fri

Sagen omkring budgetoverskridelserne ... vidner om en rådden moral i landsstyret - og for den sags skyld i Landstinget. Her finder flertallet det nemlig helt i orden, at landsstyremedlemmerne bruger penge uden lovligt grundlag

Fredag d. 17. maj 2002
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Love og konventioner, Politik.

SAGEN OMKRING budgetoverskridelserne i to landsstyreområder, som fik Inuit Ataqatigiits landstingsgruppe til at fremsætte mistillidsdagsorden overfor landsstyremedlemmerne Jørgen Wæver Johansen, Lise Lennert og Ole Dorph, vidner om en rådden moral i landsstyret - og for den sags skyld i Landstinget. Her finder flertallet det nemlig helt i orden, at landsstyremedlemmerne bruger penge uden lovligt grundlag.

Medierne har prøvet at få en forklaring på, hvorfor de to landsstyreområder - kultur, uddannelse, forskning og kirke og sociale anliggender og arbejdsmarked - har overskredet bevillingerne uden Finansudvalgets godkendelse, men der gives intet svar. Kun en masse forklaringer på, hvad pengene er gået til. For begge landsstyreområders vedkommende er der angiveligt tale om uundgåelige omkostninger.

Den forklaring er muligvis rigtig, men den begrunder ikke, hvorfor landsstyremedlemmerne ikke har søgt Finansudvalget om ekstra bevillinger til de uforudsete, ikke-budgetterede, nødvendige udgifter. Det skal de nemlig, og hvis Finansudvalget er overbevist om, at udgifterne er nødvendige, vil det naturligvis godkende bevillingerne.

Men det har Jørgen Wæver Johansen, der var landsstyremedlem for sociale anliggender i 2001, og landsstyremedlem Lise Lennert ikke gjort. De har bare udbetalt pengene uden at have lov til det. Men de har ikke villet oplyse, hvorfor. I et artikel på side 9 i dagens avis oplyses, at der nu - mindst et halvt år efter, at pengene er brugt, og efter regnskabets afslutning og offentliggørelse - er fremsendt en ansøgning (7. maj 2002). Men det er for sent. Det er et brud på loven, og det er noget svineri, at landsstyret omgås lovovertrædelsen så let og med så stor en selvfølgelighed.

PROBLEMET er ikke bare, at der formelt er begået en fejl. Med tilsidesættelsen af Finansudvalget hindres udvalget desuden i at behandle sagen og eventuelt pege på andre muligheder. Finansudvalget repræsenterer Landstinget og den demokratiske proces. Udvalget er borgernes garanti for, at love om forvaltning af samfundets midler overholdes, og at de enkelte landsstyreområder ikke bruger flere penge, end vi har givet dem lov til.

Sagen handler altså om, at landsstyret tilsidesætter den lovsikrede garanti for, at Landstingets beslutning føres ud i livet. Sagen handler altså om demokratiet.
Når bare det ikke er bevidst og ekstraordinært smart - er det så alligevel lovligt?  
KNR-Online 11.maj 2002:

Jeg har studeret sagen med mine rådgivere

Landsstyreformand Jonathan Motzfeldt (S) siger til kritikken at Landskassens regnskab for 2001 ser godt ud, og at man har overskredet inden for uddannelses og socialområderne er noget vi også har styr på, det er nødvendige udgifter som er dukket frem efter vedtagelsen af finansloven.

Og jeg har studeret sagen med mine rådgivere og der er forklaring på hvorfor de har overskredet, det er ikke bevidste handlinger for at lave ekstraordinære smarte arrangementer, men som sagt nødvendige udgifter blandt andet af hensyn til de uddannelsessøgende.
 
   
Det er skræmmende, at landsstyret tager så let på problemet. - Herregud, siger landsstyreformanden, - det er omkostninger, vi ikke kan undgå. Og dermed gør han sig til talsmand for den gængse opfattelse i landsstyret og blandt Landstinget flertal.

Men både Jonathan, landsstyret og flertallet i Landstinget glemmer, at denne slatne holdning til loven kan smitte af over en bred kam. Når Landstinget tillader de enkelte landsstyreområder at overskride bevillingerne - og det gør det ved ikke at stemme for Inuit Ataqatigiits mistillidsvotum eller i det mindste tage sagen alvorligt - så kan vi forvente, at det bliver kutyme i fremtiden.

Budgetoverskridelser uden Finansudvalgets godkendelse skal fremkalde meget alvorlige reaktioner. Det vil de gøre i ethvert andet retssamfund, men her hos os mener et parlamentarisk flertal, at loven ikke gælder for landsstyremedlemmerne.

HVIS VI SKAL sammenligne de ulovlige budgetoverskridelser med mere håndgribelige begreber, så svarer det til "at tage af kassen". De to ansvarlige landsstyremedlemmer har simpelthen haft fingrene i landskassen. Det svarer til, at direktøren i et privat selskab sætter virksomheden i betydelige omkostninger, som ejeren ikke har godkendt. Han eller hun ville blive fyret øjeblikkeligt.

Jørgen Wæver Johansen forklarede i Radioavisen onsdag, at han i sin periode som landsstyremedlem for sociale anliggende og arbejdsmarked har været åben om problemerne hele året (2001 - red.) og desuden har fulgt reglerne til punkt og prikke. På Radioavisens spørgsmål om, hvorfor han ikke havde søgt Finansudvalget om pengene, før han brugte dem, gentog han blot, at han har været meget åben om situationen og har fulgt reglerne.

Det er altså ikke en måde at forklare offentligheden på, hvorfor man har brudt loven og brugt penge, som Finansudvalget ikke har bevilget. Der er - uanset at omkostningerne måske var uundgåelige - ikke nogen gyldig grund til ikke at søge Finansudvalget om pengene.

NU ER DER vel kun tilbage at håbe, at de manglende ansøgninger til Finansudvalget skyldes slendrian, rod og/eller uvidenhed. For så er der da ikke tale om bevidst lovovertrædelse. Det er bare ikke betryggende at have politikere og embedsmænd, der ikke ved noget om forvaltningslovgivningen - eller er ligeglade med den - til at forvalte vort fælles eje.
Læs i øvrigt:
Ingen handling bag ordene
Landskassens Regnskab 2001