Indsigt: Ny forsvarsaftale, nødvendig

Ny forsvarsaftale, nødvendig

Debatten om en fornyelse af den dansk/ amerikanske forsvarsaftale fra 1951 er mere aktuel end nogensinde. I USA fortsætter arbejdet med et missilforsvar, og i Danmark har forsvarsminister Svend Aage Jensby i den danske presse frejdigt givet udtryk for, at Danmark naturligvis skal stille faciliteterne i Pituffik til rådighed. Det er en meget alvorlig tilsidesættelse af den klare aftale, hjemmestyret har med den danske regering om, at Grønland skal være med i forhandlingerne. Den danske forsvarsminister har ganske vist søgt at tage brodden af sine udtalelser. Men bordet fanger. Budskabet var klart og kan ikke bortforklares og var måske i virkeligheden den danske regerings holdning.

Grønland kender ikke aftalerne mellem USA og Danmark godt nok. Selve forsvarsaftalen er vel mere eller mindre offentliggjort, men meget tyder på, at der siden 1951 er indgået en række tillægsaftaler, som ikke er kendt. Vi ved altså ikke, hvordan aftalesættet ser ud, og hvilke konsekvenser, det har for landet.

Desuden er forsvarsaftalen indgået, før Grønland med grundlovsændringen i 1953 blev en ligestillet dansk landsdel, og længe før hjemmestyrets indførelse. Forholdene i dag er altså radikalt anderledes end ved forsvarsaftalens indgåelse, og forudsætningerne for aftalens gyldighed borte.

De selv samme argumenter anvendte amerikanerne, da de for et års tid siden ensidigt opsagde ABM-aftalen, der sikrede mod atomoprustning mellem de daværende stormagter, USA og Sovjetunionen. Verden er en anden i dag, sagde de. - Forudsætningerne for ABM-aftalen er borte.

Præcis det samme kan man sige om den dansk/grønlandske forsvarsaftale.

Men det er som at råbe i skoven. Selvom argumenterne er i orden, er det svært at slå igennem, og det skyldes naturligvis, at der er store nationale og internationale interesser på spil. Det har i alt fald amerikanerne været klar over fra begyndelsen, for aftalen skulle angiveligt være uopsigelig, idet både USA og Danmark kan sige nej til en opsigelse. Det betyder reelt, at den stærke har magten, og at USA kan sætte sin vilje igennem og råde militært over Grønland, som det nu engang passer den amerikanske præsident.

Inuit Ataqatigiit har ifølge radioavisen mandag i samarbejde med partiforeningen i Qaanaaq fremsat en række krav. For det første skal forsvarsaftalen ændres, fordi det er uacceptabelt, at amerikanerne ubegrænset kan benytte Grønland til militære formål. Partiet vil også have adgang til alle informationer om forsvarsaftalen og tillægsaftalerne. Desuden mener partiet, at Qaanaaq Kommune skal involveres i alt, hvad der sker i forbindelse med missilforsvaret og forsvarsaftalen. Blandt andet skal Qaanaaq være med under nye forhandlinger.

Det kan naturligvis diskuteres, hvor massiv en lokal repræsentation skal deltage i forhandlinger af denne karakter, men der er i øvrigt intet urimeligt i kravene.

Siumut og landstingsflertallet har til gengæld opgivet kravet om en ny forsvarsaftale. Det er skuffende, dels fordi Landstingets tidligere har besluttet, at det er, hvad vi skal stile efter, og dels fordi både den historiske udvikling og de aktuelle begivenheder argumenterer kraftigt for en ny aftale.

Det kan være afmagt, der får det nuværende landsstyre til at acceptere en begrænset løsning, som i det mindste kræver fuld klarhed over, hvad den dansk/amerikanske aftale indeholder. Ellers kommer Grønland let til at skyde sig selv i foden, fordi det i givet fald er umuligt at overskue konsekvenserne af det, man tilslutter sig.

Inuit Ataqatigiits krav om fuld belysning af forholdene er en nødvendig forudsætning for enhver beslutning om, hvad Grønland skal og ikke skal. Denne klarhed burde have været til stede, før Landstinget besluttede at falde "til patten".

Det reelle indhold af de dansk/amerikanske aftaler kan nemlig bringe flere argumenter for en ny forsvarsaftale for dagen. Så selvom Landstinget muligvis ikke har skudt sig selv i foden endnu, har flertallet i alt fald trukket af i blinde.