Børnene er gidsler

Hjemmestyret og kommunerne slås i øjeblikket indædt for at tørre ansvaret med omsorgssvigtede børn af på hinanden. Ungerne er blevet gidsler i en modbydelig sag om penge og ansvarsforflygtigelse

Tirsdag d. 20. august 2002
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Kultur og samfund, Politik, Sociale spørgsmål.

REDAKTIONEN bliver undertiden grebet af det sorteste humør over alle de uhørt kritisable forhold, som vi er nødt til at beskæftige os med i avisen. Det går ofte ud over politikerne, og ikke uden grund. Det er dem, der skal tage de overordnede initiativer til at løse problemerne. Gør de det ikke, "står de for skud". Undertiden skyldes det manglende engagement omstændigheder, som politikerne måske ikke har fuld magt over, og det må vi bære over med, så langt det er rimeligt. Men andre gange skyldes det kynisk kalkulation og hensynsløs nedprioritering af mennesker; det bærer vi ikke over med. Og når det går ud over børnene, mister vi helt respekten.

Atuagagdliutit har gennem lang tid beskæftiget sig med børns og voksnes skæbner efter en opvækst med omsorgssvigt. Det er tunge skæbner, som kun de færreste formår at vende. Flertallet - dem med livslange mén - er næsten alle blevet svigtet af forældrene i deres tidligste barndom.

Der er næppe nogen forældre, der svigter deres unger med vilje. Det er som regel evnerne, der ikke rækker - ofte forårsaget af bundløse sociale problemer, som trænger omsorgen i baggrunden.

DET ER NÆPPE de samme årsager, der nu får de offentlige kamphaner på døgninstitutionsområdet til at sjakre om ansvaret for ungernes liv og fremtid. Hjemmestyret og kommunerne slås i øjeblikket indædt for at tørre ansvaret med omsorgssvigtede børn af på hinanden. Ungerne er blevet gidsler i en modbydelig sag om penge og ansvarsforflygtigelse.

DET ER KLART, at denne sag blandt andet handler om penge. Det har vi skrevet om i flere måneder. Men den handler også om mennesker, endda de mest sårbare af os alle: børn uden et ordentligt hjem.

Landsstyremedlem for økonomi Augusta Salling siger på side 10 og 11 i dagens avis, at det kan blive nødvendigt at sende nogle af de grønlandske institutionsbørn til Danmark, hvis ikke kommunerne vil betale deres del af regningen. Hermed gør hun børnene til gidsler, og det er nærliggende at opfatte hendes trussel om at jage børnene ud af landet som omsorgssvigt.

Omsorgssvigt er altså ikke altid begrundet i et socialt råddent familiemiljø, men undertiden i en forkvaklet holdning til børns trivsel og ret til tryghed og ordentlige forhold. Augusta Salling har os bekendt ikke nogen social vanskelig stilling. Hendes holdning til institutionsbørnene er åbenbart noget, hun står for. Den er ringeagtende, uforstående og ligegyldig og kan i værste fald blive et eksempel til efterfølgelse for forældre, der snarere burde lære om, hvor vigtigt det er at skabe gode og kærlige rammer om ungernes opvækst.

OGSÅ KOMMUNERNE afviser at betale, hvad det koster at opretholde det aller mest nødvendige antal institutionspladser. Og også de ignorerer børnenes vanskelige stilling i samfundet og deltager i en konflikt, hvor man truer med at deportere institutionsbørn til et fremmed land.

Ganske vist ser det ud til, at kommunerne er de mindste slyngler i denne sag. De forlanger nemlig blot, at hjemmestyret holder sig til de aftaler, de to parter har indgået og holder sig til de aftalte takster for institutionspladserne.

Men det er ungernes liv og fremtid, de klunser om. Det er så nedværdigende for parterne og så ringeagtende og arrogant overfor børnene, at det skriger til himlen. Truslen om at sende børn til et fremmed land, fordi vi ikke har råd til dem, er den værste ed, nogen politiker her i landet hidtil har revet af sig. Og det er lige så slemt som forhandlingspart ikke at tage afstand fra den.

Vort menneskesyn er humanistisk. Vi skal først og fremmest tænke på at tage hånd om hinanden og frem for alt skabe bedre vilkår for de svage. Hensynet til mennesket kommer altså i første række, og striden om, hvem der skal betale, kommer efter.