Indsigt: Historisk udredning om retsstillingen for børn født uden for ægteskab - 5. Baggrunden for de grønlandske regler

Historisk udredning om retsstillingen for børn født uden for ægteskab - 5. Baggrunden for de grønlandske regler

Spørgsmålet om arveret for børn født uden for ægteskab var, som det er fremgået, bestemt ikke et forhold, som havde haft stor bevågenhed fra grønlandsk side i de foregående årtier, selv om de uægteskabelige børn i Danmark i 1937 havde opnået arveret efter deres retlige fader. Som bebudet af de danske myndigheder var arveloven imidlertid et af de første områder, som blev taget op, og fra 1953-54 bølgede diskussionerne om arveret for børn født uden for ægteskab

Lørdag d. 23. januar 2021
Einar Lund Jensen, Cand. mag., projektkoordinator
Jens Heinrich, Ph.d. historiker
Linda Nielsen, Dr. jur., professor
Emnekreds: Forskning, Grønlands historie.

Indholdsfortegnelse:
5. Baggrunden for de grønlandske regler
5.1 Regulativerne om underholdsbidrag 1914 og 1929
5.1.1 Forstanderskabernes debat om underholdsbidrag
5.1.2 Landsrådets debat om underholdsbidrag forud for 1914-regulativet
5.1.3 Landsrådets debat om underholdsbidrag forud for 1929-regulativet
5.1.4 Sammenfatning om regulativerne fra 1914 og 1929
5.2 Den grønlandske børnelov af 1962
5.2.1 Opsummering af børnelovens centrale regler
5.2.2 Grønlandske ønsker om revision af 1929-regulativet
5.2.3 Forhandlingerne om grønlandsk arve- og børnelovgivning
Forhandlingerne om arveretten
Forhandlingerne om børneloven
5.3 Børnelovens ikraftsættelse i Nord- og Østgrønland i 1974
5.3.1 Den administrative opbygning og regler om underholdsbidrag i Nordog Østgrønland
5.3.2 Indlemmelsen af Nord- og Østgrønland i det øvrige Grønland (Vestgrønland)
5.4 Sammenfatning


Historisk udredning om retsstillingen for børn født uden for ægteskab i Grønland 1914-1974

5. Baggrunden for de grønlandske regler

Dette kapitel går bag om de regler, der har været gældende vedrørende børn født uden for ægteskab i Grønland i løbet af undersøgelsesperioden 1914-1974. Hovedvægten ligger på de centrale regler i perioderne hhv. før og efter Grønlands formelle ligestilling med Danmark i 1953, nemlig hhv. regulativerne om underholdsbidrag fra 1914 og 1929; og den grønlandske børnelov fra 1962, herunder dens ikraftsættelse for Øst- og Nordgrønland i 1974.

Kapitlets overordnede spørgsmål er: Hvilke overvejelser lå til grund for de grønlandske regler, og hvordan forholdt grønlandske og danske myndigheder sig til reglerne? Eller mere simpelt: Hvorfor blev reglerne, som de gjorde?

Afsnit 5.1 behandler reglerne om underholdsbidrag før Grønlands formelle ligestilling i 1953, og afsnit 5.2 reglerne efter denne.

5.1 Regulativerne om underholdsbidrag 1914 og 1929

5.1.1 Forstanderskabernes debat om underholdsbidrag

I 1914 kom Regulativ af 21. juli 1914 – Regulativ for Underholdningsbidrag til Børn fødte udenfor ægteskab, der tilsagde at enhver fastslået barnefader, dansk eller grønlandsk, fastansat eller i frit erhverv (som regel fanger), skulle betale underholdsbidrag til barnet. Grønlændere skulle betale mellem 3 og 15 kroner, danskere mellem 15 og 30 kr. indtil barnets fyldte 14. år.(79)

Forstanderskaberne fungerede indtil 1910 – og både de trykte referater og arkivalierne fremviser adskillige sager omkring børn født uden for ægteskab, både med fædre under dansk og under grønlandsk ret. For udlagte fædre under dansk ret var der regler, mens der for fædre under grønlandsk ret ingen var.(80) Forstanderskaberne behandlede imidlertid mange af sagerne og pålagde også udlagte fædre under grønlandsk ret at betale underholdsbidrag, selvom der ikke var hjemmel til det.

Eksemplerne fra forstanderskaberne er følgende: I 1897 pålagde Umanak(81) forstanderskab en fanger bidragspligt til et barn født uden for ægteskab, men direktoratet82 i København sagde nej, da der ingen hjemmel var til en sådan afgørelse.(83) Direktoratet anførte ligeledes i deres svar, at det var uden reel betydning at idømme ”en saadan Indfødt et Alimentationsbidrag af en saadan Størrelse, da han ikke vil være i Stand til at udrede det.” Dog med den tilføjelse, at det mest rigtige ville være at pålægge fangeren en mindre beløb.(84) Ikke desto mindre havde forstanderskaberne i Umanak ment, at også personer under grønlandsk ret burde betale bidrag.

Ved et forstanderskabsrådsmøde i Upernivik i 1900 blev en gift fanger pålagt bidragspligt for et barn født uden for ægteskab – fangeren skulle betale fem kroner årligt indtil barnets 12. år. Bidraget skulle indbetales til forstanderskabet.(85) Inspektøren for den pågældende landsdel fik tilsendt forhandlingsprotokoller fra rådsmøderne. I august 1905 skrev inspektør Daugaard-Jensen, den senere direktør for Grønlands Styrelse, til Upernivik forstanderskab angående en sag, hvor rådet havde pålagt en fanger at betale bidrag, hvilket ikke kunne billiges, da faderskabet ikke var fastslået.(86) Inspektøren var ikke afvisende overfor en afgørelse om bidragspligt, men faderskabet skulle først fastslås. Forstanderskabet pålagde altså udlagte fædre under grønlandsk ret at betale underholdsbidrag, og inspektøren for Nordgrønland var indstillet på at lade at lade det ske, selvom der ingen regel var herom.

I 1906 foreslog kolonibestyreren ved Upernivik forstanderskab i et brev til Nordgrønlands inspektorat, at der blev udfærdiget regler om underholdsbidrag. Forslaget gik på, at fædre skulle betale et årligt bidrag på fem kroner indtil barnets 14. år.(87) Måneden før havde læge Bertelsen ved Umanak forstanderskabsrådsmøde stillet forslag til bestemmelse om underholdsbidrag. Rådet gik ind for forslaget, der pålagde fædre et årligt bidrag på seks kroner indtil barnets 14. år – bidraget skulle tilfalde moderen.(88) I maj 1907 efterlyste formanden for forstanderskabsrådet i Egedesminde regler for underholdsbidrag, hvor alle, både danskere og grønlændere, skulle betale bidrag. Forslaget blev indsendt til inspektøren. Inspektøren svarede, at forslaget kunne tiltrædes, men at der fra inspektoratet var følgende forbehold. Bidraget skulle være på 5 kr.; at det kun gjaldt for distriktets indfødte; at sagen skulle være behandlet på et forstanderskabsmøde, hvor faderen vedkendte sig faderskabet, hvorefter bidraget skulle indsættes på Nordgrønlands sparekasse til barnets fordel; og endelig at bestemmelserne gjaldt for børn født herefter.(89) Fra 1907 af fandtes således regler om underholdsbidrag for visse af kolonidistrikterne.

Ved Uperniviks forstanderskabsmøde i april 1910 behandledes en sag om en fanger, der var udlagt som fader til et barn født uden for ægteskab. Problemet var den manglende betaling af underholdsbidraget, og det blev besluttet at tilbageholde 1/4 af de af ham indleverede produkter, op til 15 kr.(90) Problemerne omkring inddrivelsen af underholdsbidrag skulle vise sig at være et tilbagevendende problem, også selvom der var foranstaltninger til at inddrive pengene. I Sydgrønland var der lignende sager. Julianehaabs forstanderskab slettede efter sit møde i 1905 to fangere fra repartitionslisten, da de havde fået børn uden for ægteskab.(91) Samme år vedtog forstanderskabsrådet i Frederikshaab et forslag om, at fædre til børn født uden for ægteskab mistede deres repartition for det følgende år til dækning af kolonikassens udgifter til disse børn. Inspektoratet afviste forslaget, men anbefalede at forslaget blev inkluderet ved en fremtidig revision af bestemmelserne. Muligvis som en konsekvens af denne afvisning undlod Frederikshaab forstanderskab at spørge inspektøren i en lignende sag i 1908, hvor fire fangere blev udelukket fra repartition, da de var blevet udlagt som fædre til børn født uden for ægteskab.(92) Forstanderskabsrådene udelukkede udlagte fædre fra repartition uden hjemmel hertil. Hvis rådene spurgte inspektøren om lov til dette, blev det afvist, netop med begrundelse i at der ingen regel var herom.

Ved Frederikshåbs forstanderskabsmøde i maj 1908 udtaltes det uretfærdige i, at det udelukkende var mødre til børn født uden for ægteskab, der stod med forsørgelsesbyrden. Det var ligeledes uheldigt, at fastlønnede skulle betale forholdsmæssigt mere end fangerne og fiskerne. Rådet så gerne, at der blev muligt at pålægge fædre underholdsbidrag. Samtidig ansås beløbet for engangsbetaling (72 kr.), at være latterligt lavt og burde derfor hæves.(93) Ansvaret for børn født uden for ægteskab blev også i Frederikshåb ønsket lagt over på de udlagte fædres skuldre. Visse af forstanderskabsrådene pålagde således allerede i tiden omkring år 1900 personer under grønlandsk ret bidragspligt, selvom der ingen regler var på området. Ønsket om indførelse af regler kom fra forstanderskabsrådene, fra Egedesminde stammede forslaget fra formanden for rådet, mens det fra Umanak var lægen Bertelsen, der havde stillet forslaget om indførelse af regler. Både lægen og formanden for rådene var danske, men de grønlandske medlemmer har givet vis været enige i behovet for regler.

Imod slutningen af forstanderskabsrådenes virkeperiode blev der lagt op til, at landsrådene, der fungerede fra 1911 af, burde behandle problemet.

79 Regulativet er optrykt i ber og kundg vedr styr af grl 1913-1917, 1918, s. 231-232

80 Indtil lov nr. 139 om styrelsen af kolonierne i Grl af 27. maj 1908 var grønlændere fastansat i handelen, administration og missionen under dansk lov. Derefter var det kun grønlændere med ministeriel eller kgl. udnævnelse, der hørte ind under dansk ret. Oldendow, 1931(b), s. 51

81 Stednavne anføres med daværende stavemåde – Umanak er således Uumannaq, Upernivik er Upernavik etc.

82 Direktoratet for den Kongelige Grønlandske Handel – den øverste administrative myndighed over Grønland indtil oprettelsen af Grønlands Styrelse i 1912.

83 § 15 i 1873 instruksen (Instruks af 2. januar 1873: Instrux udfærdiget af Direktoratet for den kgl. grønlandske Handel til Iagttagelse og Veiledning for de i Handelens Tjeneste staaende Indvaanere i Grønland ) gjaldt kun danskere, eller grønlændere under dansk ret.

84 Oldendow, 1930, s. 51

85 Meddelelser fra direktoratet for aarene 1902-1906, 1907, s. 30

86 Afskrift af insp embeds korres til fs ved Upernivik 25. Aug 1905, RA

87 Afskrift af insp embeds korres til fs Upernivik9apr1906, RA

88 Afskrift af forst forh 1906-07, Umanak 18apr1906, RA

89 Egedesminde 29. maj1907, og vedr. forslag fra Egedesminde,1907, RA

90 Forstanderskabssager 1909-10, RA

91 Meddelelser fra direktoratet for aarene 1907-1908, J. H. Schultz, 1909, s. 32

92 Ibid. s. 32 og 210-211 - Repartition var en præmiering afhængig af mængden af indhandlede produkter.

93 frederikshåb 6 til 7maj1908 (1), RA – Til sammenligning var gennemsnitslønnen i Danmark for en ufaglært i 1910 på 52 øre i timen, Thestrup, 1991, s. 44


5.1.2 Landsrådets debat om underholdsbidrag forud for 1914-regulativet

Ved Nordgrønlands landsrådsmøde i 1911 diskuteredes således regler om underholdsbidrag. Holdningen hos flertallet af medlemmerne var, at det var kvinderne som bar hovedansvaret for uægteskabelige børn. Kvinder skulle ikke tilskyndes til at få børn uden for ægteskab – et mindretal mente dog, at ansvaret var både manden og kvindens.(94) I Sydgrønlands landsråd samme år var holdningen derimod, at fædre til børn født uden for ægteskab skulle betale – debatten gik i stedet om hvilke beløb en given fader skulle betale. Fastansatte skulle betale en bestemt procentsats af deres løn, mens andre skulle betale et fast beløb.(95)

Grønlands Styrelse bad efterfølgende landsrådene om igen at behandle sagen, da der skulle bringes overensstemmelse mellem de to landsråds forslag. I 1913 diskuterede Nordgrønlands landsråd derfor endnu engang regler for underholdsbidrag. Nu gik alle medlemmerne ind for, at fædre skulle kunne pålægges betalingspligt.(96) Sydgrønlands landsråds diskussion i 1913 ændrede ikke principielt ved det forslag, som de allerede i 1911 havde fundet frem til.(97) I øvrigt var de to landsråd uenige om hvorvidt moderen skulle have udbealt bidraget – det sydgrønlandske landsråd mente, at man igennem trussel om repartitionsfortabelse skulle lade moderen modtage bidraget, mens det nordgrønlandske landsråd gik ind for, at moderen selv skulle inddrive bidraget (fra faderen). Sydgrønlands landsråd mente også, i modsætning til det nordgrønlandske forslag, at regulativet udelukkende skulle omhandle personer under grønlandsk ret.(98) Det har desværre ikke været muligt at afklare grunden til de to landsråds forskellige udmeldinger.

Grønlands Styrelse udarbejdede på landsrådenes forslag Regulativ af 21. juli 1914 – Regulativ for Underholdningsbidrag til Børn fødte udenfor Ægteskab. Regulativet kom til at dække både personer under dansk og under grønlandsk ret. Personer under grønlandsk ret, der vedkendte sig eller pådømtes faderskab, skulle betale mellem 3 og 15 kroner årligt til kommunekassen indtil barnets 14. år. Personer under dansk ret skulle betale mellem 15 og 30 kroner årligt. Kommunerådet skulle i henhold til regulativet administrere beløbet udelukkende til barnets fordel. Hvis faderen ikke betalte, kunne det modregnes i hans løn eller fortjeneste efter kongelig anordning af 18. Maj 1910 om retspleje i Grønland, § 16.99 De indtil da gældende regler for underholdsbidrag for personer under dansk ret blev dermed sløjfet.

94 NLR 1911, s.75-76

95 SLR 1911, s. 69-71

96 NLR 1913, s. 204-206

97 SLR 1913, s. 190-191

98 Ibid., s. 190

99 ber og kundg vedr styr af grl 1913-1917, 1918, s. 231-232.


5.1.3 Landsrådets debat om underholdsbidrag forud for 1929-regulativet

Forud for Regulativ af 15. marts 1929 angående underholdsbidrag til børn født udenfor ægteskabet korresponderede landsfogeden i Sydgrønland og Grønlands Styrelse om behovet for ændring af reglerne for underholdsbidrag. Grunden var, at taksterne i 1914-regulativet mentes for lave, og at reglerne skulle bringes i overensstemmelse med 1925-styrelsesloven.(100) Regulativet gjaldt indtil ikrafttrædelsen af lov nr. 197 af 16. juni 1962 for Grønland om børns retsstilling. I forbindelse med udarbejdelse af 1925-styrelsesloven udbad Grønlands Styrelse sig den grønlandske befolknings holdning til forskellige aspekter ved styringen af Grønland. I Egedesminde udtaltes ønsket om, at underholdsbidrag til børn født uden for ægteskab for personer under dansk ret blev hævet, eller at bidragene for personer under grønlandsk ret blev sat ned. Samtidigt mentes at det ikke skulle være muligt for mødre at få mere end et bidrag, da: ”man kunde forhindre Kvinderne i at faa Hang til det [at få børn uden for ægteskab].”(101) Det var dog ikke kun overfor kvinderne, at der skulle være repressalier. Mænd, der avlede børn uden for ægteskab for anden gang, skulle udover bidraget også betale en bøde.(102) Repræsentativiteten for udtalelserne fra Egedesminde kan betvivles(103), men bidragenes størrelse blev sat op i 1929-regulativet, men, som det vil fremgå af nedenstående, både for personer under dansk og grønlandsk ret. Repressalier for både kvinder og mænd, der fik børn uden for ægteskab, blev der dog ikke tale om.

Sydgrønlands landsråd blev i 1928 præsenteret for forslaget, der hævede bidragsbeløbene fra mellem 10 til 30 kr. årligt for personer under grønlandsk ret, og 30 til 50 kr. årligt for personer under dansk ret. Ifølge regulativets § 5 skulle bidragene fastsættes efter faderens økonomiske og personlige forhold, hvorefter moderens økonomiske og andre forhold skulle inddrages. Beløbet kunne dog ændres efter begæring fra både kommuneråd, moderen eller faderen. Muligheden for en engangsbetaling forelå, ligesom faderen, hvis han stod for at skulle rejse fra Grønland, skulle betale et af sysselrådet bestemt beløb. Sydgrønlands landsråd vedtog forslaget med en enkelt ændring om, at beløbet ikke kunne være under 10 kr. for personer under grønlandsk ret. Landsrådet vedtog at regulativet skulle gælde allerede fra 1. januar 1929, formentlig fordi mødrene og deres børn født uden for ægteskab dermed ville have bedre økonomiske vilkår så hurtigt som muligt.(104)

Nordgrønlands landsråd havde i modsætning til Sydgrønlands landsråd en del indvendinger mod forslaget: Personer under dansk ret burde betale mere, og det blev vedtaget at beløbet skulle være mellem 30 og 60 kr. årligt.(105) Argumentet var, at personer under dansk ret gennemgående havde en højere fortjeneste (løn) end i 1914, og at det oftest drejede sig om kolonifolk.(106)

Bidragspligten kom til at gælde indtil barnets 16. år, dog med mulighed for at sysselrådet bestemte at bidragspligten bortfaldt tidligere.(107) Bidragene indbetaltes til sysselrådet og udbetalingen til moderen skulle ske efter § 8, stk. 3 i anordning om retsplejen i Grønland:

”Umyndiges Midler bestyres af Kommuneraad eller den beskikkede Værge under Tilsyn af Sysselraad. Sysselraad paaser, at kontante Beløb indsættes i den grønlandske Sparekasse, men kan tillade, at saadanne Midler anvendes til den umyndiges Underhold, Uddannelse, Udstyr eller lignende.”(108)

Det var op til sysselrådet, om der forefandtes et egentligt behov for hjælp hos moderen med et barn født uden for ægteskab. Mødrenes retsstilling kunne på den baggrund kaldes usikker.

Reglerne omkring udbetaling af bidraget var uklare – hvilket dokumenteres fra forskellige kilder.(109) I en rapport til rigsdagens Grønlandsudvalg fra 1932 om de sociale forhold på Grønland anførtes, at udbetalingen af bidragene ikke skete forskudsvist af det offentlige:

”Forskudsvis Udbetaling af Bidraget [til børn født uden for ægteskab] til Barnemoderen findes ikke, men synes ej heller særlig paakrævet under de smaa, grønlandske Forhold, hvor alle kender hinanden, og enhver Barnefader er let at faa i tale.”(110)

Moderen var dermed ikke sikret mht. udbetaling af bidragene – sysselrådet kunne intervenere, ligesom inddrivelsen af bidragene ikke altid fungerede efter reglerne. Reglerne var således, at der skulle ske en vurdering af, om mødrene rent faktisk var i nød. Den Juridiske Ekspedition (1948-49) undersøgte bl.a. retsforholdene for børn født uden for ægteskab – og skrev, at mødrene som regel ikke fik udbetalt bidragene, men blot af kommunerådene fik anvisninger til at erhverve sig det ønskede.(111) I øvrigt konkluderede den Juridiske Ekspedition i 1949, at børn født uden for ægteskab var et alvorligt samfundsproblem, og at der var al mulig grund til at overveje, om de gældende regler var tilfredsstillende.(112)

100 Lov om Grønlands styrelse af 18. april 1925 – specielt oprettelsen af sysselrådene og disses domsmyndighed krævede en regeltilpasning. Ber og Kundg 1928-1932, 1933, s. 82-83

101 Oversættelse af erklæring fra befolkningen i Nordgrønland angaaende revision af loven af 8´Juni 1908, RA

102 Ibid.

103 Udtalelserne fra de andre distrikter i Nordgrønland berørte ikke underholdsbidrag for børn født uden for ægteskabet.

104 SLR 1928, s. 83

105 Det oprindelig forslag havde sat beløbet for personer under dansk ret til mellem 30 og 50 kr.

106 NLR 1928, s. 147-149 – betegnelsen kolonifolk henviste til, at det drejede sig om folk med faste stillinger og dermed relativt større indtjening end eksempelvis frie erhververe (fangere og fiskere).

107 §2 i Regulativ af 15. marts 1929 angående underholdsbidrag til børn født uden for ægteskabet anførte: ”Efter Kommuneraadets Indstilling kan Sysselraadet dog bestemme, at Bidragspligten ophører tidligerem dog ikke før Barnets fyldte 14. Aar.” Ber og Kundg 1928-1932, 1933, s. 211

108 Anordning af 26. Juli 1926 om retsplejen i Grønland, ber og kundg 1923-27, 1928, s. 546-547

109 Interviews/samtaler med berørte personer, Nuuk, april 2011

110 De sociale forhold paa Grønland med særlig henblik paa spørgsmålet om indførelse af enkebørnsunderstøttelse, 26/8-1932, FB

111 Jurex, s. 66

112 Ibid, s. 71


5.1.4 Sammenfatning om regulativerne fra 1914 og 1929

Grunden til indførelsen af 1914-regulativet var forstanderskabernes ønske herom. Det var ifølge forstanderskaberne kritisabelt, at forsørgerbyrden udelukkende var kvindens – eller hendes husherres (som regel kvindens far) – og fædre til børn født uden for ægteskab burde også deltage i forsørgerbyrden gennem betaling af underholdsbidrag. Endelig mentes det uretfærdigt, at kun personer under dansk ret var bidragspligtige. Flere af forstanderskaberne pålagde i tiden omkring 1900 udlagte fædre at betale underholdsbidrag, og visse af forstanderskaberne udelukkede allerede fra 1905 udlagte fædre fra repartition for at dække udgifterne relateret til børn født uden for ægteskab. Forstanderskaberne udviste altså handlekraft i forhold til problemet omkring børn født uden for ægteskab – og den opbyggede praksis på området gik forud for ikrafttrædelsen af regulativet.

Trægheden i den danske Grønlandsadministration omkring indførelse af regler for børn født uden for ægteskab for udlagte fædre under grønlandsk ret kan være begrundet i, at man ikke mente at bidraget ville blive betalt af udlagte fædre under grønlandsk ret. Det er under alle omstændigheder den forklaring, der blev givet i 1897. Det er dog bemærkelsesværdigt, at der gik mindst 17 år fra ønsket om regler på området opstod, til regulativet forelå.(113) Nordgrønlands inspektorat tiltrådte dog allerede i 1907 foreløbige regler for visse af forstanderskabsrådenes distrikter om underholdsbidrag, men disse regler kom ikke til at gælde for hele Vestgrønland. Fælles for begge regulativer var, at mødrene til børn født uden for ægteskab ikke fik udbetalt bidragene, men at henholdsvis kommuneråd og sysselråd afgjorde behovet for hjælp. Hvis bidragene ikke blev betalt af fædrene, fandtes regler for inddrivelse, men i praksis var det et problem at få pengene inddrevet. Forskudsvis udbetaling af bidragene var der ikke på det tidspunkt tale om. Hvis en udlagt fader nægtede at vedkende sig faderskabet, blev det ifølge 1914-regulativet behandlet af de blandede domstole (§ 3), mens det i 1929-regulativet var op til sysselmanden, sammen med to meddommere, at afgøre spørgsmålet om den udlagte faders paternitet.(114) Eventuelt kunne en læge inddrages til at fastslå avlingstidspunktet. Samtlige omstændigheder blev inddraget til at fælde dom, og især parternes optræden skulle vurderes(§ 4).(115) Begge regulativer opererede med muligheden for et engangsbeløb for fædrene – dog uden at det blev præciseret hvad dette beløb skulle være. 1914- og 1929- regulativerne sikrede til et vist niveau kvinder med børn født uden for ægteskab, men uden at det virkede efter hensigten. Betalingen og inddrivelsen af underholdsbidragene fulgte ikke i alle tilfælde reglerne, og da der ikke var forskudsvis udbetaling af bidragene fra det offentlig, måtte det være mødrene, der sad med sorteper.

113 Det ses dog også forud for børneloven i 1962, at forløbet op til og selve ikrafttrædelsen strækker sig over mange år. Fra den første udtalelse i landsrådet i 1948 fra Peter Nielsen om, at børn født i og uden for ægteskabet bør ligestilles, til den endelige vedtagelse af loven i juni 1962.

114 For udlagte fædre under dansk ret var det landsfogeden, der behandlede sagen (§ 5)

115 Der skulle lægges mærke til personerne mht. ”Fasthed og Sandfærdighed paa den ene Side, Veghed og Usandfærdighed paa den anden”


5.2 Den grønlandske børnelov af 1962

5.2.1 Opsummering af børnelovens centrale regler

De centrale regler i den grønlandske børnelov fra 1962 er behandlet i kapitel 3. Her skal blot opsummeres mhp. den videre analyse af baggrunden for reglernes udformning: Den nye børnelov betød en række forbedringer med hensyn til barnets forsørgelse: Bidragsperioden blev udvidet fra barnets 16. til dets 18. år, og der kunne pålægges yderligere bidragspligt til uddannelse indtil barnets 24. år. Bidragets størrelse skulle som minimum være det gældende normalbidrag, og skulle i øvrigt fastsættes under hensyntagen til barnets tarv og forældrenes økonomiske kår og erhvervsevne. Efter indstilling fra det grønlandske landsråd forhøjedes normalbidragets med 50% fra 1. april 1962, under henvisning til løn- og prisudviklingen i Grønland.(116) Desuden kunne der pålægges særlige bidrag til udgifter ifm. dåb, konfirmation, sygdom og begravelse, samt til udgifter ved fødslen og til moderens underhold to måneder før og en måned efter fødslen. Der kunne fortsat laves aftale om et engangsbeløb til dækning af bidraget, som nu skulle godkendes af landsommeren.(117)

Loven slog fast, at bidrag tilfaldt barnet. Indehaveren af forældremyndigheden (som oftest moderen) havde retten til at kræve bidrag fastsat, til at inddrive og forvalte bidragene på barnets vegne. Det offentlige overtog kun denne ret, hvis det afholdt udgifterne til barnets forsørgelse. For mødrene var dette en væsentlig formel forbedring, da de tidligere regler havde placeret forvaltningen af bidragene hos det offentlige, der kunne udbetale hvad man skønnede nødvendigt til barnets underhold, evt. i form af rekvisitioner på det fornødne til udlevering i handlen.(118)

Langt mere principielle forandringer drejede sig om barnets retsstilling i forhold til faderen: I Grønland blev det med børneloven fra 1962 for første gang muligt at fastslå et juridisk faderskab, herunder navne- og arveret, til børn født uden for ægteskab, sådan som man havde kunnet i Danmark siden 1937-loven.(119) Mens dansk lov i 1960 afskaffede bidragspligten og derefter kun opererede med faderskab eller frifindelse, opretholdt den grønlandske imidlertid adgangen til at pålægge en eller flere mænd bidragspligt, hvilket ikke medførte navne- og arveret. Der var altså fire mulige udfald af en grønlandsk faderskabssag efter 1962-loven: Frifindelse, faderskab, bidragspligt for én mand og bidragspligt for flere mænd.

Arveret efter sin fader fik et barn født uden for ægteskab i Grønland ifølge §5 i den grønlandske arvelov fra 1958, ”såfremt faderskabet er fastslået på den i lovgivningen om børn uden for ægteskab foreskrevne måde.” – altså den måde, der nu var regler for i den nye grønlandske børnelov. Der blev dog tilføjet den undtagelse i §36, at skifteretten kunne begrænse denne arveret, hvis den stred mod den øvrige families tarv.

Endelig indførte børneloven langt hen ad vejen en retlig ligestilling mellem personer i Grønland og Danmark, og under grønlandsk og dansk ret: Børneloven fra 1962 afskaffede sondringen mellem (udlagte) barnefædre under hhv. grønlandsk og dansk ret: Lovens bestemmelser gjaldt for børn født i Grønland uden for ægteskab – uden hensyn til faderens (og barnets og moderens) nationale eller etniske tilhørsforhold. Alle faderskabssager blev fremover afgjort af samme myndigheder, og bidrag sat efter de samme kriterier, uanset mandens baggrund.

Dog videreførte loven på et væsentligt punkt en forskel mellem de børn, der blev født i Grønland og i Danmark og dermed hørte under hhv. den grønlandske børnelov fra 1962 og den danske børnelov fra 1960, i og med at de to love – trods den grundlæggende ambition om at skabe retslighed – ikke var helt identiske.

116 FT 1962-63,sp. 1645ff.

117 Engangsbidrag havde ifølge bemærkningerne til loven stor udbredelse i Grønland, fordi bidragenes størrelse ikke var så høje i Grønland; og fordi både kvinderne og kommunerne ønskede at sikre sig bidraget, mens manden var til i landet.

118 Jurex, s. 66. Grønlandskommissionen foreslog, at bidrag skulle udbetales i rede penge. G50, bd. 4, s. 86.

119 I Danmark gjorde Lov om personnavne fra 1961 det eksplicit, at navneretten for børn født uden for ægteskab kun


5.2.2 Grønlandske ønsker om revision af 1929-regulativet

For de grønlandske myndigheder var problemerne med de mange børn, der blev født uden for ægteskab, ikke løst med regulativet af 1929 – de var snarere først for alvor ved at tage fart. Mens de uægteskabelige barnefødsler i 1929 udgjorde 6-7% af fødslerne, eller omkring 45 børn, var 85 eller godt 10% i 1940 født uden for ægteskab. I 1950 var procenten over 20 eller i alt 235 børn. I 1962, da børneloven for Grønland blev vedtaget, havde antallet passeret de 300, fire år senere de 600; gjaldt, når faderskabet var fastslået. Navneloven gjaldt ikke for Grønland, men en kongelig anordning satte i 1986 den danske navnelov fra 1981 i kraft. Tilsyneladende havde de grønlandske regler dog samme betydning i praksis. procentuelt toppede det 1973, hvor mere end halvdelen af børnene i Grønland blev født uden for ægteskab.(120)

I årtierne fra 1929-regulativet til forhandlingerne om børneloven blev der fra grønlandsk side taget en række initiativer til nye regler og praksisser vedrørende børn født uden for ægteskab. De gjaldt især bidragenes størrelse, deres inddrivelse, samt forholdene omkring flere bidragspligtige. I 1929 var underholdsbidragets størrelse blevet fastsat til 10-30 kr. for mænd under grønlandsk ret, og 30-60 kr. for mænd under dansk ret. De grønlandske bidragssatser kunne ifølge §5 ændres ved en landsrådsvedtægt, mens de danske skulle fastsættes af landsfogden. I 1938 stillede et landsrådsmedlem forslag om årligt at hæve bidragene, som han fandt helt utilstrækkelige; andre bekræftede, at mødrene til de ’uægte’ børn havde det hårdt. Et enkelt medlem var dog betænkelig mod for høje satser, da ”det at have uægte Børn maa ikke være Indtægtskilde for løsagtige Kvinder”. Medlemmerne endte med at anbefale ministeriet forhøjelser til 30-50 kr. for fædre under grønlandsk, og 50-70 kr. for fædre under dansk ret.(121)

Det skete imidlertid ikke, og diskussionerne fortsatte i krigsårene, hvor forbindelserne mellem Grønland og Danmark var afbrudt. I 1943 foreslog landsrådene at forhøje til 15-50 kr. for mænd under grønlandsk ret, og fra 30-60 til 50-80 kr. for mænd under dansk. Statsministeriet svarede, at 1929-satsernes maksimumbeløb ikke var absolutte, og at sysselrådene og landsfogden derfor selv kunne forhøje satserne, uden at reglerne behøvede at ændres. Mens de ’grønlandske’ bidrag rent faktisk blev forhøjet, skete det fortsat ikke med de ’danske’, og landsrådene gentog derfor opfordringen i 1945.(122) Det var stadig ikke sket i 1948, da landsrådene igen foreslog forhøjelser, nu fra 15-50 til 50-150 kr. for mænd under grønlandsk ret, og fra 30-60 til 100-200 kr. for mænd under dansk. I en skrivelse af 29. april 1950 meddelte Statsministeriet, at man fortsat ikke mente, at det var nødvendigt at ændre i regulativet; men tilføjede, at hverken sysselråd eller landsfoged foreløbig burde sætte bidragene højere end 200 kr. årligt.(123) I årene efter var bidragsstørrelsen igen på landsrådenes dagsorden i flere omgange, og meningerne var delte: Mens nogen fortsat anså bidragene for lavt sat, fandt andre, at det var bedre med et lavt bidrag, der blev betalt, end et højt, der ikke gjorde.(124) I 1951 nedsatte Landsrådet det såkaldte Faderskabsudvalg, som i de følgende år gennemførte en undersøgelse af udgifterne til opfostring af et barn i de enkelte sysler. På den baggrund lavede udvalget et forslag til fastsættelse af et pristalsreguleret normalbidrag for Grønland, hvilket Statsministeriet endelig stadfæstede i 1955.(125)

Sideløbende med bidragenes størrelse steg også bidragsydernes antal. I perioden under1914- og 1929-regulativerne blev stadigt flere mænd sat i bidrag – både fordi også grønlandske mænd nu skulle betale, og fordi det samlede antal uægteskabelige fødsler steg markant. Men én ting var at fastsætte bidragspligten og bidragets størrelse, en anden at inddrive pengene – og problemer med at inddrive bidragene var et tilbagevendende tema. I 1943 mente et landsrådsmedlem ligefrem, at indkrævning og forvaltning af bidragene efterhånden var et af kommunerådenes vanskeligste arbejder.(126)

Der var delte meninger om årsagen til problemet: Nogen var af den opfattelse, at det skyldtes en manglende betalingsvilje – andre, at grønlændere med lave indtægter ganske simpelt ikke kunne betale de stadigt højere bidragssatser, altså en manglende betalingsevne.(127) Det først, viljen, kunne man forsøge at gøre noget ved. 1929-regulativets adgang til at tilbageholde løn og tilgodehavender i handlen blev forholdsvis flittigt brugt, men var ikke altid lige effektiv: Dels kunne bidragspligtige lade andre indhandle deres varer for sig eller indhandle andre steder; og dels var handelsbestyrerne modvillige mod dette middel af angst for at komme i konflikt med omgivelserne.(128)

I 1938 diskuterede Nordgrønlands landsråd et forslag om forskudsvis udbetaling af alimentationsbidrag fra sysselkassen, når mænd ikke betalte deres bidrag. Beløbene skulle efterfølgende kunne inddrives gennem tvangsarbejde. Årsagen var, at mange kvinder måtte vente længe på bidragene, eller slet ingen modtog, og at de og børnene led nød. Man enedes dog om at vente og se, om en øget kontrol kunne hjælpe.(129) I starten af 1940’erne begyndte flere lokale sysselråd at ty til tvangsarbejde (eller truslen om det) overfor mænd, der ikke betalte.(130) Men igen havde man ingen hjemmel, og landsrådene vedtog gentagne gange igennem 1940’erne forslag til nye regler om forskudsvis udbetaling og tvangsarbejde ved restancer.(131) Men først kom den afbrudte kontakt under krigen på tværs – og ved udgangen af 1940’erne var større udredningsarbejde vedr. ændringer i grønlandsk ret i gang under den Juridiske Ekspedition og Grønlandskommissionen, og regelændringer måtte derfor afvente deres undersøgelser og indstillinger. Begge bakkede op om landsrådenes ønsker.(132)

Landsrådene blev samlet til ét råd med øget kompetence i 1951. Ved det første møde stemte det nye landsråd for en midlertidig vedtægt om udbetaling af underholdshjælp til børn, der var i trang, og som ikke levede sammen med begge forældre. I modsætning til de danske regler var udbetalingen ikke afhængig af, at der forelå en bidragsresolution, men afhang alene af barnets trang. Forslaget var ifølge formanden affødt af Grønlandskommissionens betænkning; og konkret var det forfattet af det Grønlandske Lovudvalg.(133) Men som det er fremgået, havde det været ønsket i Grønland i hvert fald i 13 år.

Til gengæld havde man måske ikke helt forudset de økonomiske konsekvenser, som kan illustreres af en opgørelse fra børneforsorgsudvalget i Nanortalik: Her var der i 1956 360 børn af ugifte mødre; og 260 bidragspligtige fædre, som samlet skulle betale godt 100.000 kr. det år. Kun 52 fædre havde imidlertid betalt i alt knap 9000 kr., og kommunen endte med en restance på 93.000 kr. alene for 1956.(134) I 1957 beklagede mange i landsrådet, at forskudsvis betaling øgede uansvarligheden både blandt kvinder og mænd og øgede det i forvejen alt for store antal uægteskabelige fødsler. Igen stod ønsket om at forbedre situationen for kvinder og børn overfor de uheldige konsekvenser, det måtte have for adfærd - og økonomi.

Et sidste diskussionspunkt i Grønland i perioden frem mod de nye love var spørgsmålet om flere samtidige bidragspligtige. Sådanne regler havde været diskuteret i 1929, men man havde foretrukket så vidt muligt kun at udpege én mand, der med størst sandsynlighed kunne være barnets far.(135) Virkeligheden viste sig dog mere kompliceret end som så, og i en skrivelse fra Grønlands Styrelse af 22. januar 1936 blev det bestemt, at der kunne blive tale om flere bidragspligtige, som i så fald skulle betale hver deres andel af bidraget. Der var solidarisk hæfte, så hvis én bidragspligtig ikke betalte, skulle den/de resterende altså udrede også hans rate.(136)

I 1948 diskuterede landsrådene et forslag om at indføre regler svarende til de danske om flere bidragspligtige, hvor alle skulle betale fuldt bidrag, hvoraf et gik til barnet, de øvrige til kommunekassen til gavn for børn født uden for ægteskab – sådan at man ikke kunne tjene på at ”udlægge en 5-6 Fædre”. Forslaget blev forklaret som et forsøg på ensartede regler og retlig ligestilling mellem grønlændere og danskere. Nogen fandt det dog urimeligt, at bidragspligtige således skulle betale til ”andre Fædres børn” – og det endte med, at 20 mod 2 stemte for, at samtlige bidrag tilfaldt barnet.(137) Heller ikke denne landsrådsbeslutning blev dog ført ud i livet, men afventede som de øvrige forhold kommissionernes arbejde og en samlet nyordning. I 1952 anbefalede det nye, samlede landsråd efter nogen diskussion regler svarende til de danske – hvilket Statsministeriet stadfæstede året efter.(138)

Den ubrudte række af initiativer og forslag fra grønlandsk side i disse tiår viser, at man ønskede revisioner af reglerne for børn født uden for ægteskab. Dels levede mange af disse børn og deres mødre under alt for ringe forhold; og dels lå de i stigende grad de grønlandske kasser til last i form af understøttelse og siden offentlig udbetaling af underholdsbidrag. Omvendt var der også en udbredt bekymring for de moralske konsekvenser, hvis ordningerne blev for økonomisk attraktive. Et modsætningsforhold, som man havde set også under forhandlingerne om 1914-regulativet.

Det gik dog trægt med at føre forslagene ud i livet, bortset fra at bidragene blev forhøjet. Først brød krigen forbindelserne; fra 1949 blev der jævnligt henvist til, at man måtte afvente betænkningerne fra den Juridiske Ekspedition og Grønlandskommissionen; og efter 1953 til, at mere omfattende lovgivninger var på vej – herunder både en arvelov og en børnelov for Grønland.

120 Se kap. 6.

121 SLR 1938, s. 14ff.

122 LR 1943, s. 400; 1945, s. 532ff; 1950, s. 12.

123 LR 1948, s. 104; 1950, s. 12.

124 LR 1951, s. 194ff.; og 1954, s. 33ff.

125 Mødereferater 5. og 12. marts 1951, GN, ”Faderskabsudvalget” . FT 1961-62, Tillæg A, sp. 1645ff.

126 LR 1943, s. 399. (Den Juridiske Ekspedition bekræftede, at der erfaringsmæssigt var store vanskeligheder forbundet med bidragenes inddrivelse; Jurex, s. 67).

127 Sst.

128 Jurex, 1950, s. 67. Flere indlæg i 1943 bekræftede, at ordningen ikke overalt fungerede, som det var tiltænkt.

129 NLR 1938, s. 75f.

130 Jurex, s. 66.

131 LR 1945, s. 532ff.; LR 1948, s. 103ff. ; LR 1949, s. 46f.

132 Jurex, s. 76; G50, bd. 4, s. 88. Også tvangsarbejdet fandt opbakning hos den Juridiske Ekspedition.

133 LR 1951, s. 122ff.; Breve af 22. juni og 6. juli 1951 fra Otto Jensen, Grønlandsdepartementet, til landshøvding Lundsteen, GN, ”Børneforsorg I”.

40 134 Brev fra børneforsorgsudvalget i Nanortalik til landsrådet, 4. juli 1957. GN, ”Børneforsorg II”.

135 Jurex, s. 57.

136 Jurex, s. 65.

137 LR 1948, s. 103ff.

138 LR 1952, s. 262f. FT 1961-1962, Tillæg A, sp. 1645ff.


5.2.3 Forhandlingerne om grønlandsk arve- og børnelovgivning

Efter 1953 var forholdet det, at al ny dansk lov var gældende for Grønland, med mindre andet udtrykkeligt fremgik af loven – hvilket det fremover ofte kom til at gøre. Men med den fælles grønlandsk-danske målsætning om at realisere en retlig ligestilling af Grønland stod man over for det problem, at hele den eksisterende danske lovgivning ikke var gældende for Grønland.

Der var enighed om at prioritere en nyordning af grønlandsk ret på de områder, der var mest betydningsfulde for befolkningen i det daglige liv, nemlig person-, familie- og arveretten. Denne prioritering var også kommet til udtryk i udsendingen af den Juridiske Ekspedition allerede i 1948, og med nedsættelsen af det Grønlandske Lovudvalg under Grønlandsdepartementet, som alene skulle beskæftige sig med privatretlige spørgsmål.

Én mulig måde at løse dette på var hurtigst muligt at sætte al relevant dansk lov i kraft for Grønland. Statsminister Hedtoft foreslog i oktober 1953 folketinget en lov om, at dansk privatret kunne sættes i kraft for Grønland ”med sådanne ændringer, som er påkrævet af hensyn til de særlige geografiske og kulturelle forhold”. Forslaget, som havde vundet enstemmig tilslutning fra det grønlandske landsråd i 1952 og 1953, blev imidlertid pure afvist af folketinget: Efter at Grønland var blevet en ligeberettiget del af riget, måtte også love for Grønland passere tinget; ellers kunne det se ud, som om kolonisystemets administrative styring af Grønland ikke var bragt til ophør.(139)

Den målsætning, som entydigt kom til udtryk fra alle sider i både Grønland og Danmark, var at nyordningen skulle sikre en retlig ligestilling mellem grønlændere og danskere. Samtidig var der imidlertid også udbredt enighed om, at en sådan ligestilling ikke kunne betyde en fuldstændig retsenshed: Dansk lov kunne ikke blot overføres ukritisk til Grønland. Som Grønlandskommissionen formulerede det, mente både dens danske og grønlandske medlemmer, ”at en fuldstændig og øjeblikkelig overførelse af dansk ret til Grønland hverken vil være ønskelig eller praktisk mulig”.(140) Retsreglerne måtte i hvert enkelt tilfælde – i hvert fald indtil videre – tilpasses de særlige grønlandske forhold. Det var grundindstillingen både i de udarbejdede betænkninger, i det Grønlandske Lovudvalg, i Grønlands Landsråd, ministeriet og blandt såvel grønlandske som danske folketingsmedlemmer. Men der kunne naturligvis herske uenighed om, hvad disse særlige forhold var, og hvilke tillempninger der var nødvendige og rigtige. Det skulle man nu forsøge at finde svarene på i en løbende dialog mellem parterne i Grønland og Danmark.

Forhandlingerne om arveretten

Spørgsmålet om arveret for børn født uden for ægteskab var, som det er fremgået, bestemt ikke et forhold, som havde haft stor bevågenhed fra grønlandsk side i de foregående årtier, selv om de uægteskabelige børn i Danmark i 1937 havde opnået arveret efter deres retlige fader.(141) Som bebudet af de danske myndigheder var arveloven imidlertid et af de første områder, som blev taget op, og fra 1953-54 bølgede diskussionerne om arveret for børn født uden for ægteskab.

Landsrådets Faderskabsudvalg, som blandt andet skulle formulere et udkast til lov om børns retsstilling for Grønland, var skeptisk over for en sådan arveret. På den ene side blev det fremhævet, ”at arveret i disse tilfælde ville forekomme ganske unaturligt for grønlændere, for hvem retten til arv i højere grad end i Danmark var betinget af et ’livsfællesskab’ mere end slægtskab og familieforhold”. På den anden side så man, at arveret var en del af den ønskede retlige ligestilling. Udvalget fandt, at spørgsmålet om en evt. arv skulle ordnes i en kommende arvelov, og at man fra grønlandsk side ville være utilbøjelig til at gennemføre den. Faderskabsudvalgets forslag blev sendt til drøftelse i Statsministeriet – nærmere betegnet det Grønlandske Lovudvalg under Grønlandsdepartementet – sidst i januar 1954. Landshøvdingen kommenterede, at man gerne så en hurtig behandling, så forslaget snarest kunne blive forelagt landsrådet.(142)

I efteråret fik landsrådet tilsendt et udkast til en arvelov for Grønland forfattet af det Grønlandske Lovudvalg. Heller ikke dette forslag gav regler for arveret til børn født uden for ægteskab, som man på dette tidspunkt foretrak at gennemføre sammen med en kommende grønlandsk børnelov.(143) Forslaget kom for sent til, at landsrådet kunne få det oversat og realitetsbehandlet i 1954, så det blev udskudt til det følgende år. I 1955 var der imidlertid fra København kommet et ændringsforslag til arvelovsforslaget, nemlig en §2, der fastslog, at børn født uden for ægteskab tog arv efter faderen og hans slægt. Fra Grønlandsdepartementet forklarede man, at dette svarede til dansk lovgivning, og i øvrigt var i overensstemmelse med det forslag til børnelov, som man samtidig havde fremsendt. Landsrådet mente, at en så alvorlig ændring krævede, at man fik lejlighed til at drøfte det med vælgerne – og behandlingen blev igen udskudt.(144) En skarp kommentar, formodentlig fra centrale landsrådsmedlemmer forud for landsrådsmødet, efterlyste en begrundelse for, at Lovudvalget i København foreslog denne ændring i klar modstrid med både faderskabsudvalgets, landshøvdingens og landsdommerens indstilling om ikke at indføre arveret for børn født uden for ægteskab. At det var i overensstemmelse med dansk ret anså man for et helt utilstrækkeligt argument.(145)

I 1956 og 1957 blev arveretten så debatteret i landsrådet. Dens fortalere argumenterede for, at den uægteskabelige byrd ikke var barnets skyld, og at det ikke skulle stilles ringere end ægtebørn. Desuden løb alt for mange mænd fra deres ansvar, og arvereglen ville måske have en præventiv effekt. Endelig ville den kun gælde, når et egentlig faderskab kunne fastslås efter den kommende børnelov, og ikke i forhold til de bidragspligtige.

Modstanden var dog massiv: En sådan arveret ville give anledning til alvorlige problemer for ægteskaberne og de børn, der var født i dem. Mens både hustru og ægtebørn gennem deres hjælp til ’erhvervet’ havde bidraget til at skabe den værdi, der var oparbejdet i et bo, gjaldt det samme ikke de uægteskabelige børn. Mens ægtebørnene var ønskede, var de andre ”avlet ved en tilfældighed”. Det ville true familiens harmoni og stride mod grønlandsk tankegang, hvis de siden skulle have del i arven, som i øvrigt ofte var relativt lille i Grønland. De, der havde spurgt deres vælgere, havde ikke mødt nogen tilslutning til forslaget overhovedet. Landsrådet nedsatte efter debatten i 1956 et udvalg, der skulle foretage en indgående gennemgang af loven. Året efter stemte tre for og ni imod forslaget, som det forelå – og landsrådet nedsatte endnu en gang et udvalg, der skulle udarbejde en alternativ ordlyd til den foreslåede §2 om arv for børn født uden for ægteskab.(146)

I august 1957 var udvalget klar med en betænkning og et alternativt forslag. Udgangspunktet var, at man havde taget den udbredte modstand mod en ubetinget arveret til efterretning; men omvendt tolkede det sådan, at landsrådet ikke blankt afviste arveretten, når blot den ikke udgjorde en urimelig belastning af mandens eventuelle ægtefælle og -børn. Forslagets slog derfor fast, at:

”Barn uden for ægteskab tager arv efter fader og fædrene frænder som ægtebørn”.

Men også, at:

”Det skal dog af skifteretten kunne bestemmes, at barnets arveret bortfalder, såfremt det på urimelig måde skønnes at stride mod efterlevende ægtefælles og øvrige arvingers tarv, at barnet får del i den efterladte formue.”

Den ny formulering blev vedtaget af et enigt landsråd i 1957, og sagen skulle være landet.(147)

Det var den imidlertid ikke. Da et forslag til Arvelov for Grønland blev fremsat for Folketinget i november samme år, var arveretten for børn født uden for ægteskab igen forsvundet ud af lovteksten. Det blev i bemærkningerne forklaret dels med den stærke modstand i Grønland og det alternative forslag herfra; og dels, som tre år tidligere, med at spørgsmålet om arveret burde afklares i sammenhæng med børneloven, som nu var på vej.(148)

Som i landsrådene var den dominerende opfattelse også i Folketinget, at forskellen på danske og grønlandske retsregler skulle nedbrydes, og at børn i og uden for ægteskab ikke længere burde forskelsbehandles. Men også, at der måtte tages behørigt hensyn til grønlandske forhold og ønsker. Den ene af de grønlandske folketingsmænd, Elias Lauf, opsamlede argumentet: Man måtte bort fra forskelsbehandling – men samtidig ikke glemme, ”at forholdene er helt anderledes end i Danmark og hermed også befolkningens mentalitet. Visse danske regler kan ikke indføres i Grønland uden ændringer”. Grønlandsministeren opsummerede, at det eneste virkelige stridspunkt vedrørende forslaget til en grønlandsk arvelov tilsyneladende var arveretten for børn født uden for ægteskab. Og dermed sendtes forslaget til udvalgsbehandling.(149)

I udvalget havde man forståelse for de grønlandske betænkeligheder ved den omdiskuterede arveret – men lagde omvendt stor vægt på den. Udvalget anbefalede derfor, at man fulgte landsrådets forslag om, at børn født uden for ægteskab fik arveret, men at den kunne begrænses i visse tilfælde.(150) Derved blev det – omsider. Lovforslaget blev enstemmigt vedtaget 29. maj 1958. Lovens § 36 gav skifteretten den ønskede mulighed for at begrænse arveretten; dog ikke hvis faren havde sikret barnet ved testamente, eller barnet havde boet sammen med faderen og dennes familie. Om betingelserne for arveretten bestemte §5, at

”Slægtskab mellem fader og barn uden for ægteskab begrunder kun arveret, såfremt faderskabet er fastslået på den i lovgivningen om børn uden for ægteskab foreskrevne måde”. Arveretten kunne altså først komme til anvendelse, når og hvis en grønlandsk børnelov introducerede et sådant juridisk faderskab, som endnu ikke fandtes i Grønland.

Forhandlingerne om børneloven

Som det er fremgået, var også forhandlingerne om denne lov nu i gang. Og det første udkast var blevet til i landsrådets Faderskabsudvalg. Udkastets §5 indførte en principiel retslig ligestilling mellem børn født i og uden for ægteskab (med mindre andet udtrykkeligt fremgik), og gav mulighed for, at der kunne fastlægges et egentligt faderskab. Hvor det ikke var muligt, skulle der fortsat kunne pålægges bidragspligt til en eller flere mænd. Af udvalgets bemærkninger fremgik det, at forslaget i hovedsagen byggede på de danske børnelove fra 1937, men tilpasset efter grønlandske forhold.(151)

Da landshøvdingen i januar sendte forslaget til Statsministeriet til forelæggelse for det Grønlandske Lovudvalg, kommenterede han, at landsrådet efter hans opfattelse ønskede at bevare bidragspligten, mens Faderskabsudvalget og særligt landsdommeren foretrak, at den mulighed blev afskaffet, og man alene opererede med faderskab. Argumentet for det første havde især været, at man foreløbig i Grønland ikke havde gode muligheder for at dokumentere et virkeligt faderskab, eller for blot at udelukke de mænd, der ikke kunne være fædre til barnet.(152)

I 1955 havde det Grønlandske Lovudvalg udarbejdet et første udkast til en børnelov, der ligeledes muliggjorde fastlæggelse af faderskab; og hvor det ikke var muligt, bidragspligt. Da bemærkningerne til forslaget endnu ikke var klar, udskød landsrådet behandlingen; det samme skete i 1956, hvor det nødvendige materiale ikke var nået rettidigt frem til landsrådsmødet.(153)

I 1957 kunne man så tage fat på en realitetsbehandling. Et landsrådsudvalg havde forinden afgivet betænkning, hvori det tilsluttede sig den for grønlandsk ret nye sondring mellem faderskab og bidragspligt, og i øvrigt indstillede forslaget til vedtagelse med en række ændringer af ikke principiel karakter. Under landsrådsdebatten dukkede det argument igen op, at det var i uoverensstemmelse med grønlandsk tankegang, at flere mænd skulle betale bidrag til det samme barn. Formanden mindede dog om, at landsrådet allerede i 1952 havde truffet den beslutning. Størst furore skabte en paragraf om navneret ved faderskab, som et mindretal mente, var en indgriben i private forhold og burde være frivillig for faderen. Landsrådet endte med at tiltræde forslaget med mindre ændringer. Samlet set gav forslaget anledning til langt mindre debat og mindre modstand, end forslaget til arvelov havde gjort. Opretholdelsen af bidragspligten som sådan affødte ingen kommentarer.(154)

I mellemtiden havde man taget fat på arbejdet med en ny dansk børnelov, der – som det er fremgået – endte med at afskaffe bidragspligten. Revisionen af den danske børnelov satte behandlingen af den grønlandske i bero, da man fortsat havde som målsætning, at de to så vidt muligt skulle stemme overens.(155)

Forslaget til ny dansk børnelov blev i 1959 forelagt landsrådet, som tilsluttede sig, at den danske lov skulle kunne sættes i kraft i Grønland ved kongelig anordning – med de tillempelser, som de særlige grønlandske forhold nødvendiggjorde. Ministeriet mente dog, at disse ændringer ville blive så omfattende, at man hellere måtte udarbejde en særskilt grønlandsk lov. Et udkast til en sådan blev udarbejdet af det Grønlandske Lovudvalg og forelagt landsrådet i 1961. Forslaget indførte muligheden for juridisk faderskab for børn født uden for ægteskab i Grønland. Samtidig opretholdt det dog (modsat det danske) muligheden for at pålægge bidragspligt – men kun i de tilfælde, hvor et faderskab ikke kunne fastslås. Landsrådets lovudvalg beklagede forskellen, men tilsluttede sig, at betingelserne for at afskaffe bidragspligten endnu ikke var til stede i Grønland. Og da rådet stemte for forslaget, med mindre ændringer, var det med den tilføjelse, at man ønskede en egentlig retsenhed også på dette område, så snart mulighederne forelå.(156)

Hvad var det for betingelser, der endnu ikke var til stede? Af bemærkningerne fremgik, at man ikke havde fundet tiden inde til at ændre den grønlandske retstilstand så drastisk, at man på én gang både indførte adgang til at fastslå egentlig faderskab og afskaffede kategorien bidragspligt. Mere håndfast forklarede man, at man ikke havde opnået det niveau for blodtypetekniske bevismuligheder, som i Danmark havde været afgørende for afskaffelsen af bidragspligten.

Sagen var, at det var forbundet med store teknisk-videnskabelige problemer at foretage tilstrækkeligt sikre analyser af blodprøver fra Grønland.(157) Af en udtalelse indhentet fra Retslægerådet fremgik det, at de forskellige blodtypehyppigheder i den grønlandske befolkning endnu ikke var tilstrækkeligt kortlagt; at den lille og blandede population ville gøre statistiske tilfældigheder meget sandsynlige; og at prøvernes kvalitet i øvrigt var ringe efter udtagning i og transport fra Grønland til Retsmedicinsk Institut i København, hvor man havde ekspertisen og faciliteterne til at analysere prøverne. Retslægerådet konkluderede derfor:

”Sammenfattende kan det siges, at den udvikling af de biologiske bevismidler, der har dannet baggrund for den i Danmark gennemførte lovændring [afskaffelsen af bidragspligten, SN], på nuværende tidspunkt ikke kan følges op, når det drejer sig om faderskabssager involverende grønlændere og/eller blodprøver fra Grønland.”(158)

Et brev fra Retsmedicinsk Institut til Ministeriet for Grønland bekræftede, at kvalificeret blodtypestatistisk analyse ikke lod sig gøre, og at en stor del af prøverne var af ringe kvalitet, når de nåede frem. En kombination af yderligere prøver kunne dog forbedre resultatet – men ville ikke kunne anvendes, hvor der var tale om flere involverede mænd. Samlet set mente instituttet, at hvis forsendelsesproblemet blev løst, kunne man opnå næsten samme udelukkelsesprocent, som i Danmark; men altså kun, hvor der var tale om en enkelt udlagt mand.(159)

Juridisk var forholdet det, at fastlæggelse af faderskab indebar en større bevisbyrde, end fastlæggelse af bidragspligt. Det skulle kunne påvises med stor sandsynlighed, at den pågældende mand faktisk var fader til barnet – ellers måtte der frifindes.(160) Man frygtede derfor både i Danmark og Grønland, at uden mulighed for bidragspligt, når faderskab ikke kunne sandsynliggøres, ville for mange sager ende med, at ingen mand blev pålagt forsørgelsesansvar for barnet.

Den betydningsfulde forskel mellem den danske og den grønlandske børnelov havde altså en konkret og praktisk begrundelse. Til gengæld var man overbevist om, at vanskelighederne snart ville kunne overvindes. Landslægen i Grønland var i dialog med Retsmedicinsk Institut om snarest at få foretaget den nødvendige kortlægning af blodtypemønstrene i Grønland, og landsrådet havde ønsket en bestemmelse om, at loven skulle tages op til revision inden for 5 år. Ministeriet mente derimod, at det var en selvfølgelighed, at man snarest muligt ville indføre de samme regler for børn født uden for ægteskab i hele riget, og at sådan en bestemmelse derfor ikke var nødvendig. Skulle den ind, var 5 år dog lige kort nok tid, når man tog de omfattende undersøgelser i betragtning, som ville være en forudsætning for lovrevisionen – altså udredningen af den grønlandske blodtypestatistik.(161)

Under Folketingets forhandlinger var især to temaer fremtrædende. Det ene var spørgsmålet om, hvornår en til- og tidssvarende børnelov kunne sættes igennem for Nord- og Østgrønlands vedkommende. Det andet var, hvordan man skulle vægte det overordnede ønske om retsenhed over for de ’særlige grønlandske forhold’, som lovgivningen også skulle tage hensyn til. Den ene af de grønlandske repræsentanter, Rosing, talte ligeledes principielt for fuld retsenhed. Men loven var ifølge ham ”et typisk eksempel på, at man under bestræbelserne for indførelse af samme retssystem i Grønland som i det øvrige land inden for lovgivningen for børn kan støde på tekniske hindringer, som vi ikke blot ved at lukke øjnene kan springe over”.(162) Den tekniske hindring var i dette tilfælde problemerne med de blodtypestatistiske beviser.

Udvalgsbetænkningen støttede det grønlandske ønske om en snarlig revision:

”Ministeren og udvalget er enige om, at der, så snart blodtypebestemmelser for Grønlands vedkommende kan foretages med tilsvarende sikkerhed som for den øvrige del af riget, bør foretages en ajourføring af lovgivningen for Grønland om børns retsstilling i lighed med de for den øvrige del af riget gældende bestemmelser. Den nu foreslåede ordning må derfor betragtes som en overgangsordning.”(163)

Med denne forventning vedtog Folketinget enstemmigt den grønlandske børnelov i maj 1962. Loven trådte i kraft i Vestgrønland 1. juni 1963; men først 11 år senere i Nord- og Østgrønland.

139 FT 1953-54, Tillæg A, sp. 459ff.; Tillæg B, sp. 1589.

140 G50, bd. 2, s. 103.

141 En undtagelse er Augo Lynge, som i 1949 i Landsrådet krævede arv, men kun fra danske fædre; LR 1949, s. 147.
142 Referat af møder 17. marts 1953 og 13. januar 1954. Faderskabsudvalgets udkast samt bemærkninger til lov om børns retstilling i Grønland (udateret, forfattet i perioden april-december 1953). Brev 26. januar 1954 fra landshøvding Lundsteen til landsdommer Kisbye Møller. GN, ”Faderskabsudvalget”.

143 Forslaget med bemærkninger i LR 1954, s. 202ff.

144 LR 1954, s. 101;. Brev af 14. juli 1955 fra Grønlandsdepartementet til Landshøvdingen. GN, ”Faderskabsudvalget”.

145 ”Dagsorden 1955 punkt 7 vedr forslag til arvelov for Grønland, nyt referat”. GN, ”Faderskabsudvalget”.

146 LR 1956, s. 65ff; og 1957, s. 72ff., 150f.,

147 LR 1957, s. 150f.

148 FT 1957-58, Tillæg A, sp. 642ff.

149 FT 1957-58, Folketingets forhandlinger, sp. 1985ff.

150 FT 1957-58, Tillæg B, sp. 931; Folketingets forhandlinger, sp. 4535ff.

151 Udateret udkast samt bemærkninger til lov om børns retstilling i Grønland (forfattet i perioden april-december 1953). GN, ”Faderskabsudvalget”. Se desuden brev af 20. januar 1954 fra landsdommer Kisbye Møller til landshøvding Lundsteen, sst. Også den Juridiske Ekspedition anbefalede at sondre mellem faderskab og bidragspligt; Jurex, s. 75f.

152 Brev af 26. januar 1954 fra Lundsteen til Kisbye Møller. GN, ”Faderskabsudvalget”.

153 LR 1955, s. 118, og 1956, s. 72.

154 LR 1957, s. 167ff.

155 FT 1961-62, Tillæg A, sp. 1645ff.

156 Sst.; og LR 1960, s. 173f.; 1961, s. 64f., 154f.

157 Problemet blev fremhævet allerede af den Juridiske Ekspedition i 1950; Jurex, s. 75.

158 FT 1961-62, Tillæg A, sp. 1657f.

159 Sst., Tillæg B, sp. 21ff.

160 Princippiet var det samme som i den danske børnelov fra 1937: Et juridisk faderskab beroede på en overvejende sandsynlighed for en faktisk slægtskabsrelation; mens bidragspligt alene gjaldt det ansvar, manden havde pådraget sig ved samleje med kvinden inden for avlingstiden.

161 FT 1961-62, Tillæg A, sp. 1658f. Se også LR 1961 og 1962.

162 FT 1961-62. Folketingets forhandlinger, sp. 4295.

163 FT 1961-62., Tillæg B, sp. 1117.


5.3 Børnelovens ikraftsættelse i Nord- og Østgrønland i 1974

Lov for Grønland om børns retsstilling trådte i kraft for Nord- og Østgrønland den 1. juli 1974. Reglerne for og administrationen af Nord- og Østgrønland var historisk set ikke de samme som i Vestgrønland. Østgrønland blev først koloniseret i slutningen af 1800-tallet efter Gustav Holms konebådsekspedition (1884-85), mens Nordgrønland (Thule) først fik varig kontakt med den øvrige del af Grønland og med Danmark i 1910 med oprettelsen af en handelsstation. De to landsdele mentes at være mindre civilisatorisk udviklet end Vestgrønland, hvilket var grunden til forskellene i administrationen og regelsystemet.

5.3.1 Den administrative opbygning og regler om underholdsbidrag i Nordog Østgrønland

Nordgrønland (Thule-distriktet) fik i 1929 nærmere bestemmelser om distriktets administration i Knud Rasmussens udgivne love fra 7. juni 1929. Disse love stadfæstedes af den danske stat i 1931. I henhold til disse love oprettedes et fangerråd, der havde medbestemmelsesret på visse områder – bl.a. at fastsætte regler for befolkningen og dømme i både straffe- og civilsager. Rådet bestod af seks medlemmer, heraf tre danske tjenestemænd (kolonibestyreren, præsten og lægen) og tre grønlændere. Retsvæsenet i Nordgrønland var opbygget på samme måde som i Østgrønland – beskrevet nedenfor, blot med den forskel at det her var fangerrådet som fungerede som domstol.(164)

Indtil 1947, hvor statsministeriet udsendte Administrative bestemmelser for Østgrønland, administreredes Østgrønland efter de gældende ministeriers nærmere bestemmelser. Det første skridt mod kommunalt styre udgik fra 1947-bestemmelserne, hvormed Angmassalik og Scoresbysund fik østgrønlændernes råd. Disse råd var ligesom eksempelvis sysselrådene besat med kolonibestyrerne (senere inspektørerne) og de danske tjenestefolk med mere end to års anciennitet, og lokale grønlændere fra de forskellige distrikter. Retsvæsenets opbygning efter 1947- bestemmelserne tilkendegav, at der i hvert kolonidistrikt skulle være en domstol med formanden for kolonirådet (kolonibestyreren – senere inspektørerne) som formand samt tre meddomsmænd – udpeget af formanden blandt rådets medlemmer. Domstolen havde kompetence til at dømme i både straffesager og i civile sager, herunder om faderskab og bidrag. Straffe- og civile sager mod danskere blev imidlertid varetaget af Københavns byret. Ligesom i Vestgrønland opererede man med to retssystemer – et for danskere og et for grønlændere, og Grønlandskommissionen rådede i 1950 til, at man foreløbigt fastholdt 1947-bestemmelserne som gældende, da: ”det må anses for yderst tvivlsomt, om det vil være muligt at tilpasse befolkningen til retsregler, som skal være af en sådan beskaffenhed, at de også kan være gældende for de danske i distriktet.” (165) Nord- og Østgrønland var, ifølge Grønlandskommissionen, ikke parat til indførelsen af et retssystem i 1950 på lige fod med Vestgrønland.

Grønlandsudvalget af 1960 anbefalede imidlertid i 1960, i overensstemmelse med Grønlands landsråd, at Nord- og Østgrønland blev politisk og administrativt ligestillet med Vestgrønland. Hvorefter lov af 26. april 1961 gav distrikterne Thule, Scoresbysund og Angmassalik hver et medlem til Grønlands landsråd. Ved kongelig anordning af 29. december 1961 udvidedes bestemmelserne i landsrådsloven om kommunalbestyrelser fra maj 1950 til også at gælde i Nord- og Østgrønland. Retsplejeordningen blev sat i kraft for de tre distrikter i 1964, og udvalget konkluderede på den baggrund, at: ”Befolkningen i Østgrønland og Nordgrønland har herefter opnået politisk og retlig ligestilling med befolkningen i resten af Grønland.”1(66 )Det var dog ikke tilfældet mht. reglerne om underholdsbidrag. Nord- og Østgrønland havde indtil 1974 udelukkende administrative bestemmelser om fastsættelse af underholdsbidrag i form af 1929-regulativet, hvori der ikke var mulighed for at fastslå faderskab med ret til navn og arv, ligesom bidragspligten kun gjaldt indtil barnets 16. år. Da den grønlandske børnelov blev vedtaget i 1962 var tanken, at den relativt hurtigt kunne erstattes af en dansk børnelov gældende for hele Grønland, hvilket var grunden til at den grønlandske børnelov ikke omfattede Nord- og Østgrønland. Målet var retsenhed hele riget igennem, men de praktiske forhold omkring bevisførelse satte en stopper for dette.

164 G50, bet. 6, 1950, s.59-61.

165 G50, bet. 6, 1950, s. 37-41.

166 G60, 1964, s. 69-71.


5.3.2 Indlemmelsen af Nord- og Østgrønland i det øvrige Grønland (Vestgrønland)

Det Grønlandske Lovudvalg udarbejdede i marts 1973 en redegørelse om, hvorvidt man kunne indføre den danske børnelov af 1960 i hele Grønland, eller hvis dette ikke kunne tilrådes den vestgrønlandske lov nr. 197 af 16. Juni 1962 i Nord- og Østgrønland. Problemet omkring indførelsen af den danske børnelov var, at man stadig ikke havde retsmedicinsk viden nok til at kunne vide sig sikre, når faderskabssager skulle afgøres gennem blodtypebeviser.

Diskussionen i udvalget gik på om man skulle gå ind for retsenhed Danmark og Grønland imellem, altså om den danske børnelov skulle sættes i kraft for hele Grønland. Indførelsen af den danske børnelov ville betyde øgede udgifter for det offentlige. (167) Andre medlemmer af udvalget mente, at man skulle bibeholde den gældende grønlandske lov, da barnet og moderens retsstilling ikke på afgørende vis var berørt af, om den ene eller anden lov anvendtes. Indførelsen af den danske lov ville betyde, at et større antal frifindelser ville finde sted – med fare for at retsfølelsen formentlig blev krænket. Udvalget mente på den baggrund, at det måtte være et politisk spørgsmål at afgøre.

Udvalget fandt, at man snarest muligt burde ophæve forskellen for børn født uden for ægteskab i henholdsvis Vestgrønland og i Nord- og Østgrønland, og at man derfor burde lade den grønlandske børnelov gælde i Nord- og Østgrønland, med mindre man bestemte sig for snarligt at lade den danske børnelov gælde for hele Grønland.(168)

Landshøvding Lassen udtalte sig i en skrivelse til Ministeriet for Grønland fra marts 1973 ud fra administrative hensyn for retsenhed på dette område Danmark og Grønland imellem, og mente at såfremt de ansvarlige myndigheder undlod at indføre den danske børnelov, var det ikke pga. særlige hensyn til barnet, men af hensyn til de offentlige kasser.(169)

Landsrådet diskuterede på efterårssamlingen senere på året samme sag. Både landsrådet og folketinget var indstillet på, at der skulle være ensartede retlige forhold i Danmark og i Grønland. Den afgørende forskel på den danske og den grønlandske børnelov var omkring bidragspligt: Hvor man i den danske lov udelukkende opererede med faderskab eller ikke, var der i den grønlandske mulighed for, med en mindre mængde beviser, at idømme en eller flere udlagte fædre til bidrag. En udløber af denne usikkerhed, hvis den danske børnelov blev indført, ville være at et større antal udlagte fædre ville gå fri med en risiko for, at den almindelige retsfølelse kunne krænkes. Landsrådet nedsatte derefter et udvalg til at behandle spørgsmålet. Udvalget anbefalede, at man ikke indførte den danske børnelov, da grundlaget for en blodtypemæssig sikker bevisførelse i faderskabssager i Grønland var lavere end i Danmark, og anbefalede derfor at udstrække den grønlandske børnelov til Nord- og Østgrønland. Landsrådet vedtog det anbefalede.(170)

Lov for Grønland om børns retsstilling trådte således i kraft i Nord- og Østgrønland ved kongelig anordning nr. 241 af 6. maj 1974 med virkning fra 1. juli 1974.

167 I sager, hvor ingen blev idømt bidragspligt, ville det offentlige hænge på udgifterne til underholdsbidraget. Det formodedes, at indførelsen af den danske lov ville betyde flere frifrindelser, pga. en ringere bevismulighed. Barnet ville under alle omstændigheder i henhold til loven have ret til bidraget. LR 1973, s. 508 .

168 LR 1973, s. 504 og 509-510.

169 Landshøvdingen over Grønland til Min. f. Grl., 20. marts 1973, GN, ”Børneloven”.

170 LR 1973, s. 29-30 og 125 – forskellige offentlige myndigheder havde i en årrække arbejdet med sagen, men havde ikke siden 1962 kunnet opnå at forbedre blodtypebevissituationen.


5.4 Sammenfatning

Fra 1930’erne til de tidlige 1950’ere blev spørgsmålet om regler for børn født uden for ægteskab gentagne gange taget op lokalt og i landsrådene. Ligesom det havde været tilfældet forud for de tidligere regulativer, kom initiativerne til klarere og bedre regler altså i denne periode primært fra grønlandsk side, mens de danske myndigheder udviste en betragtelig træghed i at imødekomme de grønlandske ønsker og anbefalinger.

Anbefalingerne fra Grønland drejede sig, som i de foregående årtier, alene om regler af betydning for barnets forsørgelse – et spørgsmål af betydning både for børnenes og deres mødres livsvilkår; og, ikke mindst, for de lokale kasser, som ellers ville være hårdt belastet af udgifterne. Derimod blev der ikke fra grønlandsk side i denne periode fremsat ønsker om principielle forandringer i barnets retsstilling, altså om at give adgang til fastlæggelse af juridisk faderskab, herunder navneog arveret.

Fra slutningen af 1940’erne blev trægheden hos de danske myndigheder afløst af et bemærkelsesværdigt aktivitetsniveau. Arbejdet i den Juridiske Ekspedition og Grønlandskommissionen, og siden i det Grønlandske Lovudvalg, illustrerer, at der nu var vilje til at sætte et gennemgribende lovgivningsarbejde i gang med henblik på den formelle ligestilling af Grønland, som blev indført med den nye grundlov i 1953. Målsætningen, som blev gentaget i enhver sammenhæng, var virkeliggørelsen af en retlig ligestilling i form af moderne retsregler i Grønland, der i det store og hele skulle svare til de danske.

I både Grønland og Danmark var hensynet til overensstemmelsen mellem grønlandsk og dansk ret det helt afgørende argument for ændringerne i retsstilling for børn født uden for ægteskab. Den grønlandske arvelov byggede overvejende på den danske, og gav som i Danmark børn født uden for ægteskab arveret, når et egentligt faderskab kunne fastslås. Og både landsrådets Faderskabsudvalg og det Grønlandske Lovudvalg i Danmark understregede, at deres forslag til børnelov byggede på principperne i den danske lov, hvilket også den endelige lov gjorde.

Ikke desto mindre forblev der væsentlige forskelle i retsstillingen for børn født uden for ægteskab i Grønland og i Danmark: Den grønlandske børnelov indførte det juridiske faderskab og dermed den sondring mellem faderskab og bidragspligt, som havde eksisteret i Danmark siden 1937, men som netop var blevet afskaffet i dansk lov i 1960. Børn født uden for ægteskab i Grønland fik altså for første gang mulighed for at få fastlagt et juridisk faderskab ved enten anerkendelse eller dom, og dermed også navne- og arveret efter en sådan fader. Men hvor det ikke var muligt, kunne der fortsat pålægges bidragspligt, som ikke gav navne- og arveret. Den grønlandske arvelov gav desuden mulighed for at indskrænke arveretten, hvilket ikke var tilfældet i Danmark.

Når det overhovedet var muligt at operere med sådanne forskelle, skyldes det den gennemgående enighed på begge sider af Atlanten om, at retlig ligestilling ikke nødvendigvis betød helt identiske regler, men en gennemførsel af danske retsprincipper og lovgivning i Grønland med de tillempninger, som de særlige grønlandske forhold måtte gøre nødvendige og ønskelige. Forskellene i arve- og børneloven var eksempler på sådanne tillempninger.

For arverettens vedkommende var der tale om, at lovgivningen først og fremmest blev tillempet holdningen blandt flertallet af de grønlandske landsrådsmedlemmer, som ad flere omgange både i Faderskabsudvalget og under samlingerne havde givet udtryk for en meget stor modstand mod, at børn født uden for ægteskab skulle arve på lige fod med ægtebørn – fordi det stred mod grønlandsk tankegang og familiemønstre. Det var danske myndigheder med det Grønlandske Lovudvalg i spidsen, der tog initiativ til og pressede på for at få etableret arveret for børn født uden for ægteskab. Den grønlandske tilslutning afhang dels af muligheden for at begrænse arveretten; og af, at der kun kunne arves efter fædre, ikke efter bidragspligtige.

For børnelovens vedkommende var der derimod ikke store holdningsforskelle mellem danske og grønlandske myndigheder og folkevalgte. Her udsprang forskellen på dansk og grønlandsk lov først og fremmest af et praktisk problem: Nemlig af de ringe eksisterende muligheder for at føre blodprøvestatistiske beviser i grønlandske faderskabssager. Problemet bestod dels i den dårlige kvalitet af de udtagne blodprøver, når de nåede laboratorierne i Retsmedicinsk Institut i København; og dels i det mangelfulde blodtypestatistiske grundlag til at analysere prøverne og vurdere et faderskabs sandsynlighed. Mange grønlandske sager risikerede på det grundlag at ende, uden at nogen mand kunne idømmes et ansvar. Dette ville stille både børnene og de offentlige kasser ringere, end hvis bidragspligten blev opretholdt. Problemet med blodprøverne og analysen af dem blev altså det afgørende argument for at opretholde sondringen mellem faderskab og bidragspligt. Af samme grund understregede både landsrådet og folketinget, at der var tale om en overgangslovgivning, som skulle revideres, så snart de blodprøvetekniske muligheder var bragt på plads.

Løsningen af problemet lod imidlertid vente på sig. Da man omsider et årti senere, i de tidlige 1970’ere, satte sig for, at tiden var inde til at indføre tidssvarende regler for børns retsstilling også i Nord- og Østgrønland var spørgsmålet: Skulle man nu benytte lejligheden til at indføre den danske børnelov i hele Grønland – eller ’nøjes’ med at sætte den grønlandske i kraft også for Nord- og Østgrønland?

Resultatet blev det sidste, og igen var det afgørende argument den mangelfulde blodprøvestatistiske bevismulighed. Til fordel for at opretholde bidragspligten talte muligvis også, at ophævelse af bidragspligt kunne betyde en væsentlig formindskelse af indtægterne til de grønlandske kasser. Stadig var holdningen dog den, at loven skulle bringes i overensstemmelse med den danske, så snart de tekniske muligheder forelå.



Lov for Grønland om børns retsstilling trådte i kraft i Vestgrønland 1. juni 1963, og i Nord- og Østgrønland 1. juli 1974. Den er fortsat gældende lov i Grønland, og kan altså fejre 50 års jubilæum i 2013.

I de efterfølgende årtier har spørgsmålet løbende været rejst, om tiden var inde til at sætte den danske børnelov i kraft i Grønland og/eller afskaffe bidragspligten. Således i 1994, hvor Landsstyret efter Landstingets beslutning anmodede den danske regering om at ophæve §6, stk. 2 om bidragspligt. Justitsministeriet svarede, at Retsgenetisk Institut telefonisk havde oplyst, at disse tekniske problemer fortsat bestod – og at man i øvrigt igen afventede en kommissionsbetænkning om mulige ændringer i danske faderskabsregler.(171) Landsdommeren i Grønland, Søren Søndergård Hansen, har til udredningen oplyst, at anvendelsen af bidragspligt bortfaldt i takt med udviklingen i moderne DNA-analyser. Han erindrer således ikke, at der er faldet dom til bidragspligt i de seneste ti år.(172)

171 Brev af 19. april 1994 fra Direktoratet for Sociale Anliggender mv. til Rigsombudet. Brev af 12. oktober 1995 fra Justitsministeriets, Lovafdelingen, til Rigsombudet. GN, ”Børneloven”.

172 Søren Søndergård Hansen, personlig kommunikation, Nuuk, april 2011; telefonisk maj 2011.