Indsigt: Historisk udredning om retsstillingen for børn født uden for ægteskab - 7. Konklusion

Historisk udredning om retsstillingen for børn født uden for ægteskab - 7. Konklusion

Mht. arveloven gjaldt det konkrete hensyn til de særlige forhold, især den umiskendelige grønlandske modstand mod en ubegrænset arveret til børn født uden for ægteskab. De fandt den i alvorlig strid med grønlandsk mentalitet og tankegang; og med den grønlandske familiestruktur, hvor alle bidrog til frembringelsen af et bos værdier - i modsætning til børn født uden for ægteskab. Og der blev taget højde for disse indvendinger i lovens endelige udformning

Søndag d. 24. januar 2021
Einar Lund Jensen, Cand. mag., projektkoordinator
Jens Heinrich, Ph.d. historiker
Linda Nielsen, Dr. jur., professor
Emnekreds: Forskning, Grønlands historie.

Indholdsfortegnelse:
7. Konklusion
7.1 Retsstillingen i grønlandsk og dansk ret for børn født uden for ægteskab 1914-1974
7.1.1. De danske regler om faderskab
7.1.2. De grønlandske regler om faderskab
7.1.3. Forskellen på reglerne i Grønland og Danmark
7.2 Overvejelserne bag og forhandlingerne om de grønlandske regler
7.2.1 Kolonitid
7.2.2 Afkolonisering
7.2.3 Grønlandsk og dansk indflydelse på reglerne
7.2.4 Forskellige hensyn af betydning for reglerne
7.3 De berørtes oplevelser
7.4 Konklusionen i punktform


Historisk udredning om retsstillingen for børn født uden for ægteskab i Grønland 1914-1974

7. Konklusion

7.1 Retsstillingen i grønlandsk og dansk ret for børn født uden for ægteskab 1914-1974

Der har været stor forskel på, hvordan man var stillet som barn født uden for ægteskab i henholdsvis Danmark og Grønland i perioden 1914 til 1963/1974.

7.1.1. De danske regler om faderskab

I Danmark var der efter 1908-loven først og fremmest regler om faderskab ved anerkendelse eller en dom om, at faderen eller de mulige fædre blev forpligtet til at betale børnebidrag. Ved lovgivningen fra 1937 var der forskellige regler for ”ægtebørn” og for ”uægte” børn. Det blev obligatorisk at fastslå faderskabet. På baggrund af moderens oplysningspligt kunne flere mulige fædre blive pålagt at betale børnebidrag. Moderen fik dog kun ét børnebidrag. Der kunne dømmes til faderskab, hvis der var ført bevis for et virkeligt slægtskabsforhold mellem far og barn. Ved sådan dom eller ved anerkendelse fik barnet ret til at bære faderens familienavn og til at arve faderen. Ved børneloven af 1960 blev der indført ligestilling mellem børn født i og uden for ægteskab. Der kunne herefter dømmes til faderskab eller ske frifindelse. Faderskab medførte retsvirkninger som for børn født i ægteskab – særlig arveret.

7.1.2. De grønlandske regler om faderskab

I Grønland fastsatte et regulativ fra 1914, at enhver barnefader skulle betale børnebidrag. Bidragene skulle betales, uanset om faderen var dansk eller grønlandsk, men satserne var forskellige for de to grupper. Børnebidragene blev indbetalt til sparekassen. Regulativet blev ændret i 1929, men svarede i store træk til de ældre regler. Der var ikke regler om faderskab, ligesom der ikke var udtrykkelige regler om ”ægtebørn” og ”uægte børn” eller om børnebidrag, hvis der var flere mulige fædre. Den danske lovgivning fra 1937 blev ikke sat i kraft for Grønland. Den Juridiske Ekspedition til Grønland i 1948/1949 anbefalede, at der blev indført regler om ægtebørn, svarende til 1937- loven, men var langt mere forbeholden over for at indføre de danske regler om adgang til at fastslå faderskab for børn født uden for ægteskab. Først ved loven af 1962 om børns retsstilling indførtes regler om faderskab i Grønland. Reglerne blev sat i kraft for Vestgrønland i 1963 og for Nord- og Østgrønland i 1974. Muligheden for at fastsætte bidrag er dog stadig til stede ved siden af reglerne om faderskab – ikke mindst som konsekvens af vanskelighederne med at føre bevis for faderskab, da blodtypebestemmelserne ikke er velegnede som bevismidler i Grønland. Der kan således dømmes til faderskab, dømmes til bidragspligt eller ske frifindelse. Når der dømmes til faderskab medfører det arveret, mens det ikke er tilfældet når der dømmes til bidragspligt.

7.1.3. Forskellen på reglerne i Grønland og Danmark

Forskellen er således især, at der ikke er hjemmel i lovgivningen til at fastslå en endelig faderskabsforpligtelse med hensyn til et barn uden for ægteskab i Grønland i perioden 1914- 1963/1974. Der fokuseres i Grønland udelukkende på de økonomiske forsørgelseselementer, mens der i Danmark fra 1937 fokuseres både på de økonomiske forsørgelseselementer og på et retfærdighedssynspunkt om ligestilling mellem børn født i og uden for ægteskab.

7.2 Overvejelserne bag og forhandlingerne om de grønlandske regler

7.2.1 Kolonitid

Den første Instruks af 1782 for danske i Grønland pålagde fædre at betale bidrag til børn uden for ægteskab – ligesom de havde skullet i Danmark siden 1763. Instruksen fra 1873 videreførte dette princip med forhøjede bidrag. Reglerne gjaldt imidlertid kun danskere samt de grønlændere, der stod i handelens tjeneste og dermed under dansk ret. Der var ingen tilsvarende regler for bidrag til de børn, hvis fædre stod under ’grønlandsk ret’. I det hele taget var der kun ganske få skrevne regler for en sådan grønlandsk ret langt op i det 20. århundrede, hvilket hang sammen med grønlændernes formodede ’umodenhed’ (jf. nedenfor).

Etableringen af forstanderskaberne i 1860’erne betød, at grønlandske repræsentanter fik mulighed for, i begrænset omfang, at administrere deres ’egne anliggender’. Et sådant anliggende viste sig at være forholdene for børn født uden for ægteskab. Fra slutningen af 1800-tallet begyndte lokale grønlandske myndigheder i praksis at sætte også grønlandske fangere i bidrag, og nogle steder udformede man egne regler for disse bidrag. Samtidig bad man de danske myndigheder om retningslinjer for og hjemmel til dette; der var brug for regler og redskaber til at administrere efter. I første omgang blev tiltagene afvist eller begrænset fra dansk side med det argument, at der ikke fandtes hjemmel, og at fangerne desuden ikke ville være i stand til at betale.

Forstanderskaberne sendte spørgsmålet videre til landsrådene, som begyndte deres virke i 1911 og allerede samme år drøftede regler for børn født uden for ægteskab. Der var imidlertid stærk modstand især i det nordgrønlandske landsråd mod at give sådanne regler. Mange mente, at kvinderne eller deres husherrer selv var ansvarlige for den tøjlesløse seksualadfærd, som førte til de ’uægte’ barnefødsler; og at for attraktive ordninger blot ville friste kvinderne til at sætte endnu flere uægte børn i verden. I den modsatte retning trak dog ønsket om at sikre disse kvinder og børn et vist minimum af støtte, når de var i trang; og ønsket om, at mændene skulle stilles til ansvar for de udgifter, som de lokale kasser ellers ville komme til at bære.

Fokus var først og fremmest på børnenes underhold eller forsørgelse, ligesom det også var tilfældet i dansk lovgivning på den tid. Og det var forsørgelsen, som var hovedanliggendet for både 1914- og 1929-regulativet.

Det forhold, at der var forskel på retsreglerne for to grupper af personer i Grønland, der stod under hhv. grønlandsk og dansk ret, er et udpræget kolonialt træk, som der ikke blev stillet grundlæggende spørgsmålstegn ved, når regulativerne for børn født uden for ægteskab blev drøftet i de første årtier af det 20. århundrede. For de berørte børn betød sondringen konkret, at danske ’fædre’(og grønlændere under dansk ret) skulle betale højere bidrag, end grønlandske; den betød derimod ikke, at danske mænd kunne unddrage sig det økonomiske ansvar for børn, de måtte have fået uden for ægteskab i Grønland.

Det koloniale system indebar samtidig, at der var forskel på retsreglerne for personer i Danmark og i Grønland. For børn født uden for ægteskab fik denne forskel især betydningsfulde konsekvenser, efter at den danske lov om børn født uden for ægteskab fra 1937 havde indført muligheden for at fastlægge et egentligt, juridisk faderskab med navne- og arveret. Denne mulighed eksisterede ikke i det grønlandske regulativ fra 1929, hverken for grønlandske eller for danske mænd.

Hverken danske eller grønlandske myndigheder problematiserede eller ytrede ønske om at ændre på disse forskelle, når det gjaldt de grønlandske regler for børn født uden for ægteskab. Dette skal ses i sammenhæng med den opfattelse af forholdet mellem grønlændere og danskere, som var fremherskende langt op i 1930’erne: At den grønlandske befolkning (endnu) var umoden og stod på et lavere kultur- eller civilisationsniveau. Landsfogden i Sydgrønland, Knud Oldendow, understregede i 1931, at den slags forskelle i befolkningsgruppers retsstilling var ”logisk i Kolonilande” – og ”selvsagt” skyldtes, at grønlænderne stod på et lavere kulturtrin. Tidligere inspektør og dr.jur. Knud Berlin forklarede i samme periode og med næsten samme ord, at fænomenet alene forekom i kolonilande som Grønland,

”hvor den oprindelige Befolkning tilhører en fremmed, paa et lavere Kulturtrin staaende Race, og hvor der derfor hverken kan være Tale om, at Kolonisterne kan gaa ind under Landets gamle, primitive Ret, eller at landets primitive Befolkning kan anses for moden til straks at gaa ind under Kolonisternes for dem fremmede og alt for moderne Ret.” (185)

Den koloniale rationalitet gjorde det ’selvklart’ og ’logisk’, at der var forskelle både mellem befolkningsgrupper i Grønland, og mellem Grønland og Danmark. Og trægheden ift. at imødekomme grønlandske ønsker om reviderede regler bekræfter, at man næppe betragtede sagen som presserende, sammenlignet med udviklingen af grønlandsk erhverv og økonomi, af skole og oplysning, og af sygdomsforebyggelse og sundhedsvæsen.

Som undersøgelsen har vist, tyder heller intet på, at grønlændere før 1953 hverken lokalt eller i landsrådene ytrede ønske om at bringe disse børns retsstilling i overensstemmelse med den danske børnelov af 1937. Fra deres side var bidragene det vigtigste. Det var danske myndigheder med den

Juridiske Ekspeditions og Grønlandskommissionens udredninger i ryggen, og med det Grønlandske Lovudvalg som pennefører, der satte egentlige, principielle ændringer ift. faderskab og dettes retsvirkninger på dagsordenen fra de tidlige 1950’ere og frem.

185 Oldendow, 1931b, s. 44; Berlin, 1928, s. 11.


7.2.2 Afkolonisering

På den brede politiske bane voksede igennem1930’erne og 1940’erne styrken af de grønlandske røster, som insisterede på, at den nødvendige modenhed og civilisation nu havde indfundet sig i det grønlandske folk. Også danske stemmer blandede sig efterhånden i dette kor, fx Eske Bruns, som i øvrigt var af den holdning, at moderne retsregler i sig selv kunne bidrage positivt til den ønskede udvikling.

Efter Anden Verdenskrig blev det danske kolonistyre desuden presset udefra af FN, der som et led i den internationale afkoloniseringsproces afkrævede Danmark rapporter om og tiltag til gavn for udviklingen i den nordatlantiske koloni. Danmark opfattede sig ikke selv som en almindelig kolonimagt, men snarere som en beskytter og hjælper for det ’umodne’ Grønland; som den ’voksne’. Men under det internationale pres blev det snart klart, at løsningen var hurtigst muligt at ophæve den formelle koloniale relation – hvilket skete med grundlovsændringen i 1953.(186) I en betragtelig årrække fortsattes dog den hidtidige administration af Nord- og Østgrønland, som man endnu ikke fandt modne til nyordningen.

Den retlige ligestilling mellem Grønland og Danmark havde to, forbundne elementer: At der ikke længere skulle skelnes mellem personer i Grønland under hhv. grønlandsk og dansk ret; og at der ikke skulle være grundlæggende forskel på retsreglerne for personer i Grønland og i Danmark. Der skulle med andre ord ikke gøres forskel på danskere og grønlændere på hverken den ene eller den anden måde.

Set i det perspektiv var arbejdet med den nye grønlandske børnelov et af mange elementer i den afkoloniseringsproces, som indebar, at det ikke længere var legitimt at operere med en sondring mellem to kategorier af borgere, for hvem der gjaldt to grundlæggende forskellige retssystemer og sæt af retsregler.

Realiseringen af den retlige ligestilling krævede et meget omfattende lovgivningsarbejde. Den skrevne grønlandske ret var endnu forholdsvis begrænset og uudviklet, og eksisterende dansk ret gjaldt som udgangspunkt ikke for Grønland. Medlemmerne af den Juridiske Ekspedition beskrev det sådan, at hvor opgaven hidtil havde været at udvikle og nedfælde en egentlig grønlandsk ret, var den nu i stedet blevet at bearbejde dansk ret, så den kunne indføres i Grønland med de nødvendige tillempelser – en betragtning, der blev yderligere aktuel efter 1953.(187)

Udformningen af den grønlandske børnelov og arvelov er – og blev af samtidige karakteriseret som – typiske eksempler på, hvordan danske regler blev tilpasset sådanne særlige grønlandske forhold, som det oftest blev betegnet. Begge love tog udgangspunkt i og overførte hovedparten af bestemmelserne fra de gældende danske love, og gennemførte altså langt hen ad vejen den retlige ligestilling af indbyggerne i Danmark og Grønland. Men begge med visse afvigelser: For arvelovens vedkommende særligt undtagelsesbestemmelsen om, at skifteretten i visse tilfælde kunne begrænse arveretten for et barn født uden for ægteskab. Og for børnelovens vedkommende, at man på den ene side indførte det juridiske faderskab, som havde eksisteret i Danmark siden 1937; men at man samtidig opretholdt bidragspligten, som netop var afskaffet i Danmark.

Forskellene hang sammen med, at retlig ligestilling (retslighed) ikke partout betød fuldkommen identiske regler (retsenshed), men en vis tillempning af danske regler til de særlige grønlandske forhold. Disse særlige grønlandske forhold var og er et overordentligt fleksibelt begreb, som i praksis kan favne en bred vifte af forskellige aspekter og synspunkter. Formodentlig har det været medvirkende til, at det ikke i sig selv vakte anstød noget sted. Uenighederne gik på, hvad disse forhold var, og hvordan og i hvilket omfang man skulle tage hensyn til dem.

Mht. arveloven gjaldt det konkrete hensyn til de særlige forhold især den umiskendelige grønlandske modstand mod en ubegrænset arveret til børn født uden for ægteskab. De fandt den i alvorlig strid med grønlandsk mentalitet og tankegang; og med den grønlandske familiestruktur, hvor alle bidrog til frembringelsen af et bos værdier - i modsætning til børn født uden for ægteskab. Og der blev taget højde for disse indvendinger i lovens endelige udformning.

For børnelovens vedkommende drejede de særlige forhold sig først og fremmest om et problem af mere praktisk karakter, nemlig den ringe kvalitet af de blodprøver, som nåede frem til Retsmedicinsk Institut i København; og det tvivlsomme statistiske grundlag for at bruge prøverne til at vurdere sandsynligheden – eller usandsynligheden – af et muligt faderskab. Her var der ikke tale om forskellige indstillinger i de to landsdele; men om et problem, som efter alles opfattelse gjorde det uhensigtsmæssigt at afskære sig fra muligheden for at pålægge bidragspligt i de tilfælde, hvor bevisbyrden for faderskab ikke kunne løftes. Forventningerne om, at dette særlige problem snart ville blive løst, og at den danske børnelov dermed kunne sættes i kraft i Grønland, holdt ikke tilnærmelsesvis stik. Og det blev afgørende, da man omsider vurderede, at Nord- og Østgrønland var rede til indførelse af en moderne børnelov, og i den forbindelse overvejede at indføre den danske lov i hele Grønland. Intet tyder på, at det skyldtes modvilje fra nogen side. Det hang sammen med konkrete forhold som den geografiske afstand (ift. transport) og den grønlandske befolknings sammensathed og talmæssige lidenhed (ift. statistik). Fænomener, som det forekom vanskeligt at stille spørgsmålstegn ved.

186 DIIS 2007; Heinrich 2010.

187 Bentzon m.fl., 1950, s. 43.


7.2.3 Grønlandsk og dansk indflydelse på reglerne

Et kolonialt system etablerer pr. definition en ulige magtbalance mellem kolonimagt og koloniserede; og som det er fremgået af kapitel 4, har dette også været tilfældet i den grønlandsk-danske relation langt op i det tyvende århundrede: Myndigheden til i sidste ende at beslutte, hvad der skulle være gældende ret for børn født uden for ægteskab, har i den undersøgte periode ligget i København.

Undersøgelsen viser imidlertid, at der siden slutningen af 1800-tallet har fundet en løbende dialog sted mellem grønlandske og danske myndigheder om reglerne for børn født uden for ægteskab. Den viser også, at initiativerne til nye eller reviderede regler til tider kom fra den ene, til tider fra den anden side. Og at graden af lydhørhed i København overfor de grønlandske ønsker og synspunkter varierede, ligesom tilslutningen fra Grønland til gennemgribende ændringer ikke altid faldt prompte.

De første initiativer til at etablere regler for, at også mænd under grønlandsk ret skulle sættes i bidrag, kom fra Grønlandsk side – først fra forstanderskaberne, som sendte spørgsmålet videre til landsrådene. Lokale myndigheder begyndte i praksis at pålægge bidragspligt til grønlandske mænd, selv om der ikke fandtes hjemmel til det i de eksisterende regler. Når de konsulterede de danske embedsmænd, fik de i første omgang afslag på, at denne praksis var tilladt; men med tiden en vis opbakning til, at man også kunne sætte grønlandske mænd i moderat bidrag. Det er meget sandsynligt, at denne ændrede praksis i den lokale forvaltning havde betydning for, at der i 1914 kom formelle regler for, hvordan personer under hhv. dansk og grønlandsk ret skulle sættes i bidrag. Også i de to årtier efter 1929-regulativet finder man gentagne grønlandske anmodninger om revisioner af de gældende regler, fortrinsvis relateret til bidragenes størrelse og inddrivelse.

I begge perioder må man konstatere en træghed i den danske administration overfor de ønsker om ændringer med henblik på at sikre de ’uægte’ børns forsørgelse, som kom til udtryk fra grønlandsk side. Der gik 17 år, fra ønsket om underholdsbidrag for grønlandske mænd blev formuleret i 1897, til man fik det første regulativ i 1914. Og omtrent lige så længe, før de danske myndigheder sanktionerede grønlandske ønsker om forhøjede bidragssatser for både grønlandske og danske mænd, forskudsvis udbetaling af hjælp til ugifte mødre og klare regler for de sager, hvor der var flere bidragspligtige.

Omvendt mødte de danske myndigheder flere gange markant modstand fra grønlandsk side, når de foreslog regler, der indebar mere gennemgribende forandringer i retsstillingen for børn født uden for ægteskab. Det var tilfældet under forhandlingerne om 1914-regulativet, hvor særligt det nordgrønlandske landsråd slog bak over for, hvad man anså som for attraktive ordninger for de ugifte mødre. Og det var igen tilfældet, da de danske myndigheder i 1950’erne foreslog almindelig arveret for børn, som havde fået et faderskab fastslået. I disse tilfælde lykkedes det med tiden at vinde repræsentanterne for Grønland for de ’danske’ forslag om formelle og radikale ændringer i retsstillingen for børn født uden for ægteskab; omkring arveloven dog med den modifikation, som Grønlands Landsråd havde betinget sin tilslutning.

Over tid blev den formelle grønlandske indflydelse på retsreglerne større, konkret med indførelsen af landsrådene fra 1911, og med deres udvidede autoritet fra 1951. Samtidig ser det ud, som om parterne i Grønland og Danmark i de tidlige 1960’ere var helt enige om, hvad målet på børnelovsområdet var; nemlig en ikraftsættelse af de danske regler, så snart det var muligt. Man var imidlertid også enige om, at det endnu ikke var tilfældet. Undtagelsesbestemmelsen i arveloven blev dog opretholdt, da loven blev revideret i 1964. Her var der fortsat taget hensyn til, at der på visse punkter var forskellige opfattelser i de to dele af riget.

7.2.4 Forskellige hensyn af betydning for reglerne

Mange synspunkter, hensyn og forhold har i den undersøgte periode spillet ind på udformningen af de grønlandske regler angående børn født uden for ægteskab:

Der var ofte moralske hensyn og synspunkter i spil: Eksempelvis vejede ønsker om at beskytte sædeligheden, familien og ægteskabsinstitutionen, og begrænse tøjlesløshed og uansvarlighed til tider tungt i den grønlandske modstand mod for radikale moderniseringer af børnelovgivningen. Omvendt talte andre om retfærdighed og ansvar for de berørte børn, som ikke skulle belastes af deres herkomst; og efterhånden også om, at børn født uden for ægteskab i Grønland burde ligestilles med børn født i Danmark i samme situation.

Hertil kom de retlige perspektiver og hensyn, som spillede ind på udviklingen i børnelovgivningen. Skiftet i Grønlands retsstilling i 1953 fra koloni med to adskilte retssystemer til en principielt ligestillet del af Danmark betød, at børnenes retsstilling skulle være lige i de to dele af landet (om ikke nødvendigvis ens). Introduktionen af det juridiske faderskab både i Danmark og Grønland udsprang af hensynet til barnets retsstilling; men aktualiserede samtidig hensynet til mandens retssikkerhed, hvorfor bevisbyrden var tungere for faderskab, end for bidragspligt.

Endvidere spillede mere konkrete eller praktiske forhold en væsentlig rolle. Når danske myndigheder fx før 1900 modsatte sig bidragspligt for grønlændere, var argumentet først og fremmest, at de ikke havde økonomi til at kunne udrede dem. Når love blev forsinket, hang det ofte sammen med, at de var afhængige af anden lovgivning, som enten ikke var på plads, eller som var under revision. Når bidragspligten blev opretholdt i Grønland efter 1962, handlede det om dårlige transportforhold og en befolkning, som pga. sin størrelse og sammensætning ikke kunne sættes på sikker statistik.

Ofte kom de økonomiske perspektiver og hensyn imidlertid i sidste ende til at veje tungere, når man skulle lægge sig fast på regler. Gennem hele perioden har ønsket om at sikre pålæggelse og inddrivelse af bidrag til børnene været af afgørende betydning. I 1914 førte det til de første regler om bidrag fra grønlandske mænd. Siden løbende til forhøjelser af bidragene og regler for inddrivelse. Og i 1962 til opretholdelsen af bidragspligten, hvis bortfald man frygtede ville føre til for mange frifindelser. Det økonomiske hensyn gjaldt børnene og deres mødre; OG det gjaldt udgifterne for de offentlige kasser, og altså i sidste ende fællesskabet.

Et hensyn, der derimod ikke var formuleret i denne periodes debatter og lovarbejde, var hensynet til barnets behov for en menneskelig og identitetsmæssig relation til sin far. Dette perspektiv på børns tarv, behov og rettigheder er blevet fremtrædende i nutidens debatter om bl.a. samvær, adoption, krigsbørn og donation af sæd og æg. Og det spiller en helt afgørende rolle for mange af de ’børn’, som har været berørt af de grønlandske regler; og dermed for, at deres retsstilling er kommet på den politiske dagsorden. Det er imidlertid vigtigt at gøre sig klart, at der her er tale om en nutidig forståelse af, hvad der er vigtigt for børn; langt op i det 20. århundrede gjaldt det først og fremmest om at sikre børnenes materielle opvækst.

7.3 De berørtes oplevelser

På baggrund af en række samtaler med de berørte, herunder ”Foreningen af juridisk faderløse”, er der i udredningen illustreret nogle af de problemer, de berørte har oplevet. Der er tale om stigmatisering, hvor de som børn blev udskilt, udskældt og behandlet som ”andenrangs”. Der er tale om problemer med at finde sin identitet, når man har oplevet sig som ”fravalgt”, har savnet en faderfigur og har oplevet emnet som tabu. Og der er tale om frustration over manglende rettigheder, særlig til at få oplysninger, der eventuelt findes om bidragsfaderen. Centralt i ønskerne fra de berørte er anerkendelse af, at det har været problemfyldt at være ”juridisk faderløs” samt mulighed for at få tilgængelige informationer om bidragsfaderen.

7.4 Konklusionen i punktform

Konkluderende har udredningen vist:

  • At der var stor forskel på retsstillingen for børn født uden for ægteskab i Grønland og Danmark i perioder inden for det undersøgte interval 1914 – 1974
  • At forskellen især var, at der ikke var hjemmel i de grønlandske regler til at fastsætte egentligt faderskab med tilhørende arveret og ret til faderens navn før 1963/1974
  • At begrundelserne især har knyttet sig til 3 forhold, nemlig:
    - moralske overvejelser knyttet til hvad det ville betyde for seksualmoralen og antallet af børn uden for ægteskab
    - økonomiske hensyn til at sikre barnets forsørgelse
    - vanskelighederne knyttet til bevis for faderskabet, da de blodtypebestemmelser, der blev anvendt i Danmark, ikke var velegnede for grønlandske forhold
  • At barnets rettigheder, herunder ret til en fader samt behov for at sikre sin identitet ikke blev inddraget i overvejelserne, da disse først er kommet til senere
  • At der har været enighed om at reglerne om faderskab og arv skulle tage hensyn til de særlige grønlandske forhold, herunder familiemønstre og den grønlandske tankegang
  • At dialogen mellem Grønland og Danmark om de grønlandske regler om faderskab til børn uden for ægteskab var omfattende
  • At der i de grønlandske landsråd var betydelig skepsis mod at indføre de danske regler, herunder om faderskab – helt op til 1960’erne
  • At de berørte, der betegner sig som ”juridisk faderløse”, har oplevet negative følger af en opvækst hos en ugift mor uden en kendt og navngiven far, og jævnligt har været udsat for stigmatisering og chikane fra deres omgivelser, har manglet en faderskikkelse og haft problemer med identitetsfølelsen
  • At der er et ønske om anerkendelse af deres vanskelige situation samt ønske om bistand til at finde eventuelle oplysninger om bidragspligtige – deres mulige fædre: Jeg har en drøm om, at inden jeg går i graven, skal jeg – uden at det er pinligt – kunne sige: ”Jeg har en far, og han hedder….”