Puisi, pølser, piller og politik

Men Jonathan Motzfeldt har reelt ikke hørt signalet fra vælgerne. For samtidig med at hans valgretorik formentlig har fastholdt tvivlende Siumut-kernevælgere, fortsætter han med at bedrive den form for politik, som giver flere og flere kvalme.

Fredag d. 14. maj 1999
Erik Holmsgaard
Emnekreds: Erhverv, Politik, Puisi, Økonomi.

Indholdsfortegnelse: Usædvanligt brev Kommissæren Betinget tilsagn Kommissærtale Frontalangreb Tvivlen nager Politisk holdbart Betinget tilsagn Beskæftigelsesfond Vi skriver tirsdag den 23. februar 1999. En helt sædvanlig vinterdag i Grønland. Dagen før er befolkningen blevet præsenteret for det politiske grundlag for et nyt landsstyre. Et landsstyre, som trods politisk venstredrejning erklærer, at der er behov for øget privat erhvervsinitiativ. Det skal understøttes og stimuleres af Sulisa A/S - erhvervsudviklingsselskabet, som forener offentlige og private kræfter bag iværksætteres foretagsomhed. Jonathan Motzfeldt er fortsat landsstyreformand, nu i koalition med IA efter en valgkamp, der har afsløret, at vælgerne er trætte af vilkårlighed og indspisthed i den politiske proces. Vælgernes dom ved landstingsvalget den 16. februar har svækket Siumut og partiets formand, Jonathan Motzfeldt. Motzfeldt hører ikke valgkampens krystalklare signal. Ganske vist presses han til at love mere åbenhed. Han forsikrer om, at befolkningen vil få bedre indsigt i lovgivningsprocessen. Grønland er et retssamfund - intet skal fejes ind under gulvtæppet, synes tankegangen bag landsfaderens løfter at være. Men Jonathan Motzfeldt har reelt ikke hørt signalet fra vælgerne. For samtidig med at hans valgretorik formentlig har fastholdt tvivlende Siumut-kernevælgere, fortsætter han med at bedrive den form for politik, som giver flere og flere kvalme. Usædvanligt brev Tirsdag den 9. februar - altså i valgkampens afgørende slutspurt skriver den da fungerende landsstyreformand Jonathan Motzfeldt nemlig et brev til Grønlands Erhvervsudviklingsselskab Sulisa A/S. Sermitsiaq har fået aktindsigt i dette usædvanlige brev, hvori landsstyreformanden indtrængende anmoder bestyrelsen for Sulisa om at garantere for et millionbeløb. Det skal anvendes til maskinindkøb i den nye sælproduktionsvirksomhed Sulisa A/S i Nanortalik. Motzfeldt ønsker, at Sulisa stiller en garanti på 18 millioner kroner. Uden garantien vil det danske Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk, FIH, ikke finansiere indkøbet af maskiner til Puisis udvinding af sælolie og produktion af sælpølser til det kinesiske marked. Det hører med til historien, at FIH samtidig rejser krav om sikkerhed i Puisis bygninger i Nanortalik. Men når Jonathan Motzfeldts brev er usædvanligt, er det fordi, Sulisa netop blev etableret for at undgå den evindelige politiske indblanding i de grønlandske erhvervsinvesteringer. Helt usædvanligt bliver brevet med en slutbemærkning om, at der er tale om en hastesag og en appel fra Motzfeldt om at behandle sagen positivt. Alligevel har landsstyreformanden siden overfor Sermitsiaq afvist, at han på nogen måde har lagt pres på Sulisas bestyrelse. Kommissæren Jamen - har en storaktionær i et selskab da ikke ret til at fremkomme med ønsker om selskabets virksomhed? Jo. .Er Sulisas formål da ikke at støtte lovende erhvervsprojekter, som netop Puisi anses for at være et godt eksempel på? Jo. Problemet i den konkrete sag er blot, at Sulisas direktion og bestyrelse vurderer, at risikomomentet er stort. Direktion og bestyrelse i et aktieselskab skal arbejde for selskabets tarv - i et erhvervsudviklingsselskab naturligt nok med en vis risikovillighed. Men en garanti til Puisi A/S på 18 millioner kroner får ikke umiddelbart direktionens opbakning. Direktør Elias Larsen afstår fra at forelægge sagen for Sulisas bestyrelse. Direktøren forklarer sig med, at han ikke er i stand til at vurdere projektet. Endnu en usædvanlig situation, men den får ingen klokker til at ringe. Klokkeklangen udebliver også, da et ekstraordinært bestyrelsesmøde bliver tiltrådt af hele fire tilforordnede fra Grønlands Hjemmestyre med direktør i Erhvervsdirektoratet, Peder Munk Pedersen, i spidsen. Ifølge Sulisas vedtægter kan bestyrelsen beslutte at tilforordne personer fra sag til sag. Den beslutning bliver ikke truffet af bestyrelsen den 23. februar, fremgår det af mødereferatet, som Sermitsiaq er i besiddelse af. Mødet gennemføres som telefonmøde og uden en udsendt dagsorden. Hjemmestyrets politiske kommissærer deltager uden hjemmel. Betinget tilsagn Sulisas formand, Jess G. Berthelsen, redegør indledningsvis for Puisis kapitalbehov. Berthelsen giver projektet karakteren "god." Det konstateres, at henvendelsen fra landsstyreformanden lægger "et vist pres på bestyrelsen." Tre bestyrelsesmedlemmer indstiller, at Sulisa A/S giver et betinget tilsagn om garantien. Den vil beslaglægge en tredjedel af Sulisas aktiekapital. Betingelsen er, at Royal Greenland, som er storaktionær i både Sulisa og Puisi, anerkender sin del af risikoen og binder sit indskud i Puisi på lige vilkår med Sulisa. Desuden skal Jonathan Motzfeldt give Sulisa tilsagn om, at et eventuelt tab for selskabet kompenseres over finansloven ved forhøjelse af det årlige driftstilskud. Så bliver Sulisa reelt holdt skadesløs, hvis Puisi krakker. Resten af bestyrelsen erklærer sig enige i fremgangsmåden. Et enkelt bestyrelsesmedlem vurderer dog, at aktionærerne ud fra en selskabsretlig betragtning bærer et lige ansvar. Kommissærtale Allerede på dette tidlige tidspunkt under bestyrelsesmødet træder det politiske kommissariat i karakter. Hjemmestyredirektør Peder Munk Pedersen tilslutter sig selvsagt synspunktet om, at Puisis budgetter er fornuftige. Men et gunstigt regnskabsresultat afhænger af udviklingen for den kinesiske pilleproduktion - og den er vanskelig at forudsige nøjagtigt, hedder det i kommissærens telefoniske tale. Desuden skal bestyrelsen se behovet for en Sulisa-garanti i sammenhæng med, at Grønlandsbanken kun vil yde lån til Puisi-projektet, hvis hjemmestyret stiller garanti for lånebeløbet. Bankens tilbageholdenhed har smittet af på andre långivere, forklarer Munk Pedersen og beder om, at bestyrelsen træffer afgørelse om, hvorvidt Sulisa vil stille garantien eller ej. Han argumenterer samtidig med, at landsstyreformanden og Royal Greenland næppe kan bindes af beslutninger i Sulisas bestyrelse. Frontalangreb Direktør Peder Munk Pedersen retter nu et direkte angreb på de bestyrelsesmedlemmer, som har erindret om, at aktiekapitalen i Sulisa skal bevares intakt og inflationssikres. Som ved en erindringsforskydning overser direktøren det kapitaltilførselsdokument, som netop giver bestyrelsen disse bindinger. Et dokument, som blev udfærdiget allerede ved aktietegningen i Sulisa A/S. Den skærpede tone medfører imidlertid, at et bestyrelsesmedlem nu toner rent flag og erklærer sin tvivl om Puisi-projektets forretningsmæssige grundlag, som er udarbejdet af. Puisis ledelse. Men landsstyreformandens stråmand giver ikke op. Han er ikke en mand, som betjener sig af trusler, men han minder om, at Jonathan Motzfeldts indstilling er ganske klar. Og direktøren er en kreativ mand. Han beder bestyrelsen overveje at dele forpligtelsen op - for eksempel ved at yde en garantistillelse på 15 millioner kroner og indskyde kapital i Puisi A/S for tre millioner kroner og derved opnå en bestyrelsespost i selskabet. Tvivlen nager Forslaget bider ikke på bestyrelsen. Snarere tværtimod. Et bestyrelsesmedlem forlanger en bestyrelsespost i Puisi uanset i hvilken form, der ydes støtte til selskabet. Et andet bestyrelsesmedlem mener, at Sulisa skal betinge sig en pæn provision og et udbyttegivende gældsbrev for at engagere sig i Puisi-projektet. Et tredje medlem anmoder om et mere veldokumenteret grundlag for Puisis budget, før Sulisa træffer beslutning. Endelig konstaterer et bestyrelsesmedlem, at realismen i Puisi-projektet i et vist omfang er en trossag. Endnu en mener, at Sulisas bestyrelse trods alt skal medvirke positivt til garantistillelse og eventuelt medejerskab af Puisi. Men tvivlen nager. Kan afkastet fra sæloliepilleproduktionen i Kina overføres til Grønland i det omfang, som budgettet forudsætter? Hvorfor ikke gå langsomt frem og lade Slagteriet Neqi A/S fremstille sælpølserne i den indledende fase? Politisk holdbart Det sidste forslag bliver koldblodigt fejet af bordet af Sulisa-formand Jess G. Berthelsen: - Det vil ikke være politisk holdbart, erklærer han brysk. Vi stopper lige et øjeblik. "Politisk holdbart" - hvad betyder det? Politisk hold bart for hvem? Hvorfor er det ikke politisk holdbart at udnytte ledig produktionskapacitet på Neqi til produktion af sælpølser? Nuvel, tvivlen nager fort sat i Sulisas bestyrelse. Vil ensidig binding til det fjernøstlige marked og den amerikanske partner i Kina medføre sårbarhed? Hvordan kan det budgetterede afkast i Kina realiseres? Betinget tilsagn Hjemmestyrets politiske kommissær kaster nu al forsigtighed over bord med en erklæring om, at der ikke er grund til at betvivle seriøsiteten i samarbejdet med kineserne. Kontrakten med de kinesiske myndigheder bygger på en udveksling af valuta- og importlicenser med etablering af lokal produktion på meget favorable vilkår, forsikrer Peder Munk Pedersen. Han forbigår samtidig, at Kina-aftalen er bundet op på Dave Stevens, som personligt har fået licensrettighederne. Men hvad med denne Dave Stevens, som er medejer af fabrikken i Kina? Omfatter garantianmodningen også Stevens' engagement? Spørgsmålene forbliver ubesvarede. Men en forsikring om, at den amerikanske forretningsmand stadig er aktiv i forbindelse med produkterne i Kina fører tilsyneladende til, at Munk Pedersens anstrengelser omsider bærer frugt. Men succesen er betinget. Sulisas bestyrelse honorerer ikke landsstyreformandens appel om at stille garantien. Uanset hvad Jess G. Berthelsen siden har sagt, så fremgår det af sagens dokumenter, at Jess G. Berthelsen fik Sulisa-bestyrelsens tilslutning til at forhandle om kapitalformidling med direktionen i Puisi på en række betingelser: o At Sulisa modtager et likviditetsbudget med henblik på belysning af behovet for driftskapital. o At Sulisa modtager et brev fra Royal Greenland A/S, der på lige fod med Jonathan Motzfeldts skrivelse opfordrer bestyrelsen i Sulisa til positivt at imødekomme ansøgningen fra Puisi A/S. o At Sulisa modtager en uddybende redegørelse for de cirka 58 millioner kroner, der årligt forventes at komme fra aktiviteterne i Kina. o At Sulisa skal tilbydes aktiekapital og en bestyrelsespost i Puisi A/S. o At Puisi A/S pålægges at forsyne Pharma Nord med sælolie til Projekt Orsoq i en nærmere angivet mængde. o At Sulisa A/S får pant i produktionsanlægget som sikkerhed for kautionen. Beskæftigelsesfond Puisi A/S lægger sig i selen for at opfylde Sulisas krav. De 18 millioner kroner er livsvigtige for projektet; der er allerede købt maskiner for 15 millioner. Alligevel skal vi helt frem til Sulisas generalforsamling i fredags, før garantien er i hus. Sulisa-bestyrelsen giver efter, da formand Jess G. Berthelsen tryller med formandskasketterne og lønmodtagernes fondsmillioner. Først da Berthelsen smider et millionbeløb på bordet som aktieindskud i Puisi, accepterer Sulisas bestyrelse at garantere for Puisis 18 millioner kroner store lån i FIH. Det skulle alt sammen være sket i dølgsmål. Projektet, som de fleste vurderer som perspektivrigt, lugter af utidig sammenblanding af forretning og skjulte politiske dagsordener. Allerede i år budgetteres med et overskud på Kinahandelen i størrelsesordenen100 millioner kroner - halvdelen til Puisi. Til dato har Puisi ikke tjent en krone. Produktionen er ikke kommet i gang. Det er derimod den udgiftskrævende indhandling af sæler. Der er indkøbt maskiner for et tocifret millionbeløb, og fabrikken i Nanortalik er under ombygning for et millionbeløb. Pengene fosser ud af Puisis kasse. Men hvad gør det, når sælolien forvandles til det pure guld og sikrer en forrentning ud over det sædvanlige, sådan som det fremgår af Puisis budgetter? Blot er det forbavsende, at endnu ingen private eller institutionelle investorer har set de gyldne muligheder. Bortset altså fra det halvoffentlige Sulisa, som fik armene vredet om.