Indsigt: Aboriginerne gjorde mine oplevelser i Australien rigere

Aboriginerne gjorde mine oplevelser i Australien rigere

Den grønlandske koloniale historie og mødet imellem det oprindelige folk og de indvandrede europæere forekommer ikke så brutal, men alligevel er der en del ligheder: den importerede kristendom, spiritualiteten som en central del af den oprindelige kultur, naturens betydning for det oprindelige folks selvforståelse og de psykologiske problemer, der følger med urbaniseringen og adskillelsen fra naturen

Fredag d. 13. juli 2001
Fatuma Ali
Emnekreds: Oprindelige folk.

Indholdsfortegnelse:
Operahuset
Ikke én aboriginer
Fokus er forskelligt
Sociale uligheder
Diskrimineres
Socialt velvære
Den stjålne generation
Overbefolkede fængsler
Folkemord på aboriginere
Kan lære af grønlandsk erfaring


"Velkommen til Sydney, verdens smukkeste by", siger piloten over højtaleren ved ankomsten til Sydney efter en lang og sej rejse fra Europa. Jeg er taget til Sydney for at deltage i den Internationale Kvindelige Lægers Forenings kongres. Pilotens venlige velkomst sætter forventningerne om et godt besøg i vejret.

Sydney, i hvert fald dennes centrum, er spændende. Høje huse der alle har en personlig særpræg, flere steder har man bevaret facaden af de gamle, historiske huse og lige bag, på en harmonisk måde, bygget et skyskraber.

Operahuset
Specielt omkring havnen er der et spændende miljø. Operahuset alene er en rejse til Sydney værd. Huset skal ikke kun ses udefra, men også indefra og man skal også se byen fra Operahusets terrasse.

Jeg når at vandre hen til Operahuset flere gange under mit korte ophold, og hver gang tænker jeg, at dette hus er et værdigt mindesmærke over det 20. århundredes menneske.

Skam at Utzon ikke kunne komme over konflikterne med australierne og se sit eget mesterværk færdigt.

Ikke én aboriginer
I byens centrum er der et uendeligt stort udvalg af tøjforretninger og spisesteder. Og overalt er tingene lagt frem på en lækker og indbydende måde. Hvis man kan tale om en æstetisk forbrugerisme så er det her.

Noget jeg bliver opmærksom på efter et par dages ophold er, at jeg ikke har set en eneste aboriginer i Sydney centrum. Til gengæld er der i gadebilledet rigtig mange japanere og i flere forretninger skiltes der på japansk, og der er japanske ekspedienter, der kun taler japansk.

Fokus er forskelligt
Til kongressen er der kommet kvindelige læger fra hele verden. Forskellen mellem de rige og fattige lande er ret synlig. Lægerne fra f.eks. Afrika har fået deres deltagelse sponsoreret af de vestlige lande, og flere af dem nævner under deres oplæg de store problemer der er med ressourcemanglen.

Oplæggene fra de fattige og de rige lande handler, forståeligt nok, også om forskellige emner. Lægerne fra de fattige lande taler om livstruende, farlige sygdomme som AIDS og malaria og manglen på den nødvendige medicin. De rige landes læger taler om livsstilssygdomme.

Jeg undrer mig over, at de australske læger slet ikke kommer ind på problemstillinger der handler om deres etniske minoritet, aborigernerne. Det nærmeste, vi kommer på området, er når en læge fortæller om arbejdet som "Flyvende doktor", der tager sig af de fjernt liggende egne, blandt andet dér, hvor aborigernerne bor.

Sociale uligheder
Kerry Arabena beskæftiger sig med familieplanlægning og er den eneste aboriginer, der har et indlæg på kongressen. Hun taler meget kritisk om de sociale uligheder, der er i landet, specielt de dårlige forhold aborigernerne lever under i de fjerntliggende områder.

Igennem hende kommer jeg i kontakt med medarbejderne på Aboriginal Health Center: Chris Lawrence, har en bachelorgrad i politiske studier og har i syv år arbejdet med forebyggelse af AIDS.

"Det var efter, at flere i min familie blev smittede med HIV, at det gik op for mig, hvor lidt vores folk vidste om smittefaren. På det tidspunkt plejede man, at smide de hivsmittede aboriginere i fængslerne. Der var intet gjort fra central side for at give information".

Diskrimineres
Han er en yngre mand, der åbent taler om sin egen seksualitet som bøsse. Hivsmittede bøsser med aboriginer baggrund bliver fra systemets side udsat for diskrimination, og Chris mener, at den eneste rigtige og værdige behandling kan gives af behandlere, der selv er aboriginere.

"Vores folk er meget spirituelle. En aboriginer behandler ved, hvad patienterne taler om. Der er meget indforstået i kommunikationen, meget der ikke behøves at sætte ord på."

Jeg sidder med Chris i sundhedscentrets frokoststue. Et åbent rum hvor folk kommer forbi og nysgerrigt tilslutter sig samtalen. Alle har hørt eller læst om Grønland, og kan ikke forstå, at jeg, der er afrikaner, kan leve i den arktiske kulde.

Centret ligger i Redfern, to stoppesteder med tog fra Sydneys glamourøse centrum. Det er utroligt, at der så tæt på det rige centrum, de fashionable hoteller, Operahuset og turisterne ligger en hel anden verden: graffiti af vekslende kvalitet, fulde og stofpåvirkede mænd og kvinder med aborigenske ansigtstræk, huse der trænger til en kærlig hånd.

Socialt velvære
Dulcie Flower er en midaldrende socialarbejder, der har været med i alle de år, centret har eksisteret. Hun fortæller mig, at de har valgt ikke at tale om mental sundhed, men om følelsesmæssig og social velvære. De mener, at begrebet mental sundhed er for snæver og på en måde signalerer, at der tale om noget, der vedkommer den enkelte. På centret lægger man, hele tiden, vægt på at betone fællesskabets betydning for den enkeltes velvære.

Den stjålne generation
Dulcie har beskæftiget sig en del med de børn, der helt op til 1972, blev tvangsfjernede fra deres familier, anbragt i hjem ledet af præster og nonner, og for de flestes vedkommende, udsat for misrøgt og seksuelle krænkelser fra institutionens side.

Der var huse for henholdvis piger og drenge, hvor man med vold og magt, prøvede at få børnene til at glemme deres sprog og deres kultur. Det sidste hus for piger i Sydney blev lukket så sent som i begyndelsen af 90-erne.

"Børnene blev ikke blot fjernet fra familierne, men også fra den natur vi relaterer os så stærkt til: landet og vandet. Og mange af dem har i dag alvorlige psykologiske problemer. Vi mener, at disse problemer er skabte af de hvide australiere og derfor ikke kan behandles af systemets psykologer og psykiatere, der alle er hvide."

Disse børn kaldes den stjålne generation og den australske regering er, af angst for krav på erstatninger, tilbageholdende med at sige undskyld til landets oprindelige folk.

Her er to tekster til belysning af Fatuma Alis udsagn "Den grønlandske koloniale historie og mødet imellem det oprindelige folk og de indvandrede europæere forekommer ikke så brutal, men alligevel er der en del ligheder".

Den første tekst er hentet fra Bill Bryson 'Down Under':
In an 1839 history of Tasmania, written by a visitor named Melville, the author relates how he went out one day with 'a respektable young gentleman' to hunt kangaroos. As they rounded a bend, the young gentleman spied a form crouched in hiding behind a fallen tree. Stepping over to investigate and 'finding it only to be a native', the appalled Melville wrote, the gentleman lifted the muzzle to the native's breast 'and shot him dead on the spot'.

Such behavlour was virtually never treated as a crime - indeed was sometimes officially countenanced. In 1805, the acting judge-advocate for New South Wales, the most senior judicial figure in the land, declared that Aborigines had not the discipline or mental capacity for courtroom proceedings; rather than plague the courts with their grievances, settlers were instructed to track down the offending natives and 'inflict such punishment as they may merit' - as open an invitation to genocide as can be found in English law. Fifteen years later ... Lachlan Macquarie authorized soldiers in the Hawkesbury region to shoot any group of Aborigines greater than six in number, even if unarmed and entirely innocent of purpose, even if the number included women and children.. Sometimes, under the pretence of compassion, Aborigines were offered food that had been dosed with poison. Pliger quotes a mid-nineteenth-century government report from Queensland: 'The niggers [were given] ... something really startling to keep them quiet ... the rations contained about as much strychnine as anything and not one of the mob escaped.' By 'mob' he meant about one hundred unarmed men, women and children.

The wonder of all this is that the scale of native murders was not far greater. In the first century and a half of British occupation, the number of Aborigines intentionally killed by whites (including in self-defence, during pitched battles and in other rather more justifiable circumstances) is thought to be about 20,000 altogether - an unhappy total, to be sure, but much less than one-tenth the number of Aborigines who died from disease."

(Bill Bryson 'Down Under', page 251-252.
A Black Swan Book: 0 552 99703 X.
Published 2001)


Denne rædselsskildring kan passende sammenholdes med Finn Lynges karakteristik af Kolonisationen og missionen i Grønland:
Det stadigt mere påtrængende behov for kaffe, te og tobak, perler og klæder, salmesang og barnedåb tvang folk hen til kolonibestyrere, handelsforvaltere og missionærer.

(Finn Lynge: 'KUNUK op gennem tiden ...' i Sermitsiaq 4. maj 2001)

Overbefolkede fængsler
Dulcie har rigtig meget på hjerte. Hun kommer også ind på de mange aboriginere, der i begyndelsen af 80-erne døde i fængslerne eller mens de var varetægtsfængslede.

"Fængslerne i Australien er overbefolkede med aboriginere. Der er ikke en eneste familie, der ikke har haft eller har en fængslet familiemedlem. Antallet af aborigerkvinder i fængslerne er også stigende"

"I dag er der ca.100 centre som dette her spredt over hele landet. Problemet er, at vi hele tiden skal søge midler til de forskellige aktiviteter vi har. Men, det er jo ikke nok, at have sundhedscentre. Der skal også være skoler og uddannelsessteder, der fokuserer på vores historie og kultur. Vi skal væk fra den stereotype billede af aboriginerne, som de halvnøgne, fuldskæggede personer, der bor i ødemarken. Det er den institutionelle racisme der vil fastholde dette billede af os"

På spørgsmålet "Hvad gør dig til aboriginer?", svarer både Chris og Dulcie, uden tøven: "Spiritualiteten".

Folkemord på aboriginere
Pat Delaney er nærmest en institution i aboriginere kredse. Hun var som psykiatrisk sygeplejerske med til at starte sundhedscentret, siden har hun stået for et utal af kurser og konferencer. Lige nu er hun leder af "Aboriginal health and medical research council" i regionen New South Wales, vor Sydney er den største by.

Både hun og de andre aboriginere, jeg har mødt, taler om folkemord, når de fortæller om den behandling aboriginerne har været udsat for, siden den første flåde med engelske straffefangere ankom til deres land i 1788.

Indtil 1967(!) havde aboriginerne ingen rettigheder i deres eget land, kunne ikke stemme og var slet ikke eksisterende som borgere i det australske samfund. I dag er aboriginernes selvbevisthed voksende, de stiller krav til staten om erstatning og flere jordområder er givet tilbage til dem.

Kan lære af grønlandsk erfaring
Mødet med aboriginerne har, uden tvivl, gjort min oplevelse af Australien rigere. Undervejs har jeg mange gange tænkt på Grønland og de vanskeligheder, der også her er med alkohol, vold, mord og selvmord.

Den grønlandske koloniale historie og mødet imellem det oprindelige folk og de indvandrede europæere forekommer ikke så brutal, men alligevel er der en del ligheder: den importerede kristendom, spiritualiteten som en central del af den oprindelige kultur, naturens betydning for det oprindelige folks selvforståelse og de psykologiske problemer, der følger med urbaniseringen og adskillelsen fra naturen.

I det unge grønlandske demokrati er der oparbejdet en ekspertise og en know-how i det psykosociale arbejde. Nogle af arbejdsmetoderne er unikke og udviklede i Grønland. Erfaringerne herfra kunne, måske igennem ICCs kanaler, videregives som inspiration til aboriginerne, der på mange måder er et folk der står overfor meget store vanskeligheder.