Lad os løse en opgave ad gangen

Når psykiatrien i Grønland fungerer, d.v.s. når vi ikke længere kun tænker på indlæggelse, når der behov for behandling, og når vi ikke længere overflytter patienter til Danmark, fordi vi mangler ressourcer på Al, så er tiden inde til at planlægge en lukket psykiatrisk afdeling i Grønland.

Fredag d. 27. november 1998
Fatuma Ali
Emnekreds: Grønlændere i Danmark, Sundhedsvæsenet.

Indholdsfortegnelse:
Distriktspsykiatri
Økonomi
Bedre løn
Telemedicin
Aasiaat løsningen


//////1. Ansættelsen af det distriktspsykiatriske team bestående af en speciallæge i psykiatri og en psykiatrisk sygeplejerske, der blev bevilget på Landstingets forårssamling og fastholdt ved dennes efterårssamling, er nu blevet udskudt. Måske til år 2000.


//////2. Direktoratet for Sundhed har indgået en aftale med Amtshospitalet i Vordingborg om, at psykiaterne i Vordingborg skal servicere kystsygehusene i Grønland to timer ugentligt. Direktoratet skal købe udstyret til at etablere telepsykiatri med base i Vordingborg.


//////3. Formanden for Sundhedsudvalget Anders Nilsson har i Radioavisen og i AG foreslået, at Hjemmestyret køber en attraktiv ejendom i Aasiaat med formålet at hjemtage, så snart som muligt, de grønlandske patienter, der opholder sig på den åbne afdeling i Vordingborg. Han foreslår også, at man på et senere tidspunkt tilbygger en lukket afdeling samme sted.
Disse meddelelser og oplysninger har passeret mit bord og mit hoved inden for de sidste to uger, og de kræver en eftertanke, en nærmere vurdering og en reaktion.

Reaktionen, mener jeg, bør være offentlig, fordi de grønlandske psykisk syges vilkår ikke er noget, der udelukkende vedkommer Direktoratet for Sundhed, Sanas Hospitalsledelse og Al’s ledelse.

Hvordan vi behandler vores psykisk syge er et samfundsanliggende. Derfor skal borgerne i dette samfund vide, hvad der foregår.

Jeg vil prøve at forholde mig til de tre punkter, der danner baggrund for dette indlæg.

Distriktspsykiatri
l. Et distriktspsykiatrisk team, mener jeg, har sin berettigelse her og nu. Både fagligt og samfundsøkonomisk.

Fagligt, fordi de psykisk syge vil kunne behandles i deres eget miljø, når personalet på kystsygehusene samt støttepersonerne får den nødvendige ekspertbistand.

Jeg har selv været på konsulentbesøg på sygehusene i Qaqortoq, Narsaq, Ilulissat og Uummannaq og kan se bagefter, at henvendelserne fra disse sygehuse er faldet efter besøgene. De fleste af de henvendelser, der har været siden konsulentbesøgene, har handlet om nye patienter.

Jeg havde ønsket at kunne være længere på hvert sted for også at have tid til at mødes med støttepersonerne til de psykisk syge, der til daglig laver et kæmpe stort stykke arbejde. Et arbejde, det grønlandske samfund kan være stolt af.

For en måned siden var jeg til en psykiatri-konference i London. Der var 400 deltagere fra 50 lande. Jeg repræsenterede Grønland og fortalte bl.a. om vores støttepersonordning og udbredelsen af bo-kollektiverne til de psykisk syge. Begge dele vakte stor beundring og faglig anerkendelse.

Et distriktspsykiatrisk team, der har tæt og regelmæssig samarbejde med kystsygehusene, kan være med til at forebygge et behov for indlæggelse på Al eller i Vordingborg.

Indlæggelserne på Amtshospitalet i Vordingborg foregår som regel med tvang, d.v.s. imod patientens vilje.

Patienten bliver ledsaget af to politibetjente og en person fra sundhedsvæsenet. Patienten skal være bæltefixeret på båre, for det kræver flyselskaberne af sikkerhedsmæssige grunde. Der skal derfor ryddes og betales for flere pladser. (Hvad med patientens menneskerettigheder i denne uværdige og indtil videre uundgåelige situation?)

Økonomi
De tre ledsagende personer skal tilbage til Grønland, og når patienten selv skal tilbage til Grønland bliver hun/han ledsaget af en-to personer fra Amtshospitalet i Vordingborg.

Prøv at regne på, hvad en overflytning til Vordingborg koster, ikke bare menneskeligt, men også økonomisk. For ikke at tale om udgifterne når der finder evakueringer sted.

Min påstand er, at et distriktspsykiatrisk team samt en velfungerende psykiatrisk afdeling på Sana kan reducere overflytningerne til Danmark kraftigt.

Når jeg siger en velfungerende afdeling på Sana, mener jeg en afdeling, der har de ressourcer, der skal til at dække de faste vagter hos en bæltefixeret patient eller mandsopdække en selvmordsfarlig patient. Vi flytter nogle patienter til Danmark, ikke fordi mine kolleger i Vordingborg kan noget, vi ikke kan på Al.

Psykiaterne i Vordingborg har præcis den samme uddannelse, som vi har, og bruger de samme midler, vi bruger i behandlingen af de psykisk syge. Den eneste forskel er, at de har en afdeling med en lukket dør.

Det har vi ikke, og det er også i de færreste tilfælde, at man behøver en lukket dør. Hvis ressourcerne til at mandsopdække patienten, der er til fare for sig selv eller andre, er der, kan vi fra den dag i morgen på Al beholde de fleste patienter, vi i dag flytter til Vordingborg.

Bedre løn
Men for at give personalet på Al lyst og mod til at varetage denne krævende opgave er det selvfølgelig ikke nok med flere personer i afdelingen. De personer, der løser opgaven, skal også mærke på tegnebogen, at deres indsats fra politisk side bliver anerkendt og betalt for.

Tillæg til personalet på Al, der måske kunne kaldes psykiatritillæg ville være på sin plads, netop fordi personalet vil komme til at spare en del penge for det grønlandske samfund, når overflytningerne og behandlingsomkostningerne i Vordingborg reduceres.

De patienter, der er svært adfærdsforstyrrede og farlige, mener jeg, vi fortsat skal sende til den lukkede afdeling i Vordingborg, så længe vi i Grønland ikke har en regulær lukket afdeling.

Telemedicin
2. Telemedicin og telepsykiatri er meget in, men min viden på dette område er begrænset. Jeg kan sagtens se fordelene ved telemedicin, når man sidder, lad os sige i Ittoqqortoormiit og f.eks. har nogle røntgenbilleder, man har brug for at drøfte med nogle kolleger.

Jeg mener ikke, at vi i Grønland på nuværende tidspunkt har brug for telepsykiatri. Måske senere, når basalpsykiatrien er i orden, og når vi har råd til det. Telefonen og faxen som kommunikationsmiddel fungerer udmærket.

Når man har været på specialistbesøg, har hilst på patienterne og personalet, har fået kendskab til miljøets ressourcer og begrænsninger, er der ikke mere i det, end at sygeplejersken eller lægen ringer, når der er problemer. Man taler sammen, og når frem til en løsning, patienten er tjent med.

Jeg har ikke behov for at se sygeplejerske Bodil Davidsen på en skærm, når hun ringer fra Ilulissat sygehus om en patient, jeg har talt med under mit konsulentbesøg. Jeg kender patienten og kender sygeplejersken.

Den direkte menneskelige kontakt kan på ingen måde erstattes af smarte og moderne midler. Det kan kun være et supplement, når den basale service er der. At danske psykiatere i Vordingborg, der ikke har megen føling med den grønlandske virkelighed, skal servicere kystsygehusene i Grønland, har jeg svært ved at tage alvorligt.

Aasiaat løsningen
3. Anders Nilssons bevæggrunde kan jeg kun være enig i: Grønlandske patienter skal behandles i Grønland. Men samtidig mener jeg, at vi må være realistiske og undgå uovervejede beslutninger.

Jeg er bange for, at en åben psykiatrisk afdeling i Aasiaat vil være en uovervejet beslutning, man vil komme til at fortryde. Hvis bygningen er så attraktiv, kunne Hjemmestyret købe den og bruge den til noget andet. Senere, når Grønland er parat til opgaven, kunne man bruge ejendommen til psykiatrisk afdeling.

Mit spørgsmål, som kan være provokerende er:

Kunne de patienter, der lægeligt set er færdigbehandlede og opholder sig på den åbne afdeling i Vordingborg, ikke indsluses hurtigere i det grønlandske samfund, hvis man vælger dette fra politisk side?

Jeg mener ikke, at man i Grønland skal have en åben psykiatrisk afdeling til. Al er nok, når ressourcerne er der. Oprust Al, distriktspsykiatrien, støttepersonerne, bokollektiverne.

Når psykiatrien i Grønland fungerer, d.v.s. når vi ikke længere kun tænker på indlæggelse, når der behov for behandling, og når vi ikke længere overflytter patienter til Danmark, fordi vi mangler ressourcer på Al, så er tiden inde til at planlægge en lukket psykiatrisk afdeling i Grønland.

Lad os være realistiske og løse en opgave ad gangen, før vi kaster os over næste.