Væk med faggrænser!

Lægeforeningen bør sende en stor tak til sygeplejerskerne i Qaqortoq, som i Sermitsiaq nr. 6, 1999, blev interviewet om lægemangel. Den artikel vil sikkert blive brugt i de kommende overenskomstforhandlinger, hvor man vil forsøge at pumpe de lægelønninger op, som i forvejen er nogle af de højeste i verden.

Fredag d. 26. februar 1999
Finn G. Becker-Christensen
Emnekreds: Sundhedsvæsenet.

Lægeforeningen bør sende en stor tak til sygeplejerskerne i Qaqortoq, som i Sermitsiaq nr. 6, 1999, blev interviewet om lægemangel. Den artikel vil sikkert blive brugt i de kommende overenskomstforhandlinger, hvor man vil forsøge at pumpe de lægelønninger op, som i forvejen er nogle af de højeste i verden.

For øjeblikket er jeg i Atammik, hvor befolkningen deler vilkår med de 20% af Grønlands befolkning, som ikke har fast læge. Den dygtige lokale sundhedsmedhjælper diagnosticerer og behandler dagligt de sygdomme, der er nævnt i artiklen, ryglidelser, eksem og børnesår foruden adskillige andre. Sådan har det altid været. Det er sygdomme, som i Norge, Danmark, Nuuk og Maniitsoq, hvor der er læger nok, i første omgang ville blive vurderet af en læge.

Rygsygdomme
Når det er sagt, skal jeg anføre, at med hensyn til nævnte sygdomme har læger ikke så meget mere at byde på end andre personalegrupper.

Ryglidelse er en folkesygdom. Hvis der ikke er lammelse i benene eller symptomer med hensyn til afføring eller vandladning, kan sygeplejersker udmærket tage stilling, evt. bestille et røntgenbillede, som kan vise om patienten har såkaldt spondylolisthese, en almindelig sygdom i Nordgrønland, sjælden i Sydgrønland. Rygsygdomme er langt hen ad en vejen et spørgsmål om forebyggelse, som sygeplejerskerne er specialister i.

Muskelafslappende midler og ryggymnastik kan sygeplejersker også administrere, evt. i samarbejde med fysioterapeut.

Personalemangel
Lægemanglen i Norge og Danmark er rent fiktiv (indbildt). Det er et organisatorisk spørgsmål, eller rettere et spørgsmål om mangel på organisation. Jeg tvivler derimod ikke på, at der er lægemangel i Qaqortoq, hvor jeg selv var glad for at arbejde, da jeg som rejsende børnelæge var der en uge i 1993.

Da der nu er lægemangel, må man få det bedste ud af situationen. Jeg kunne forstå, hvis det var patienter, der beklagede sig, men det er det ikke.

Selv er jeg vant til ved behov at træde ind i andre personalegruppers arbejde. Sundhedsvæsenet er så langtfra et spørgsmål om enkelt personalegruppes indsats. Også i mangelsituationer kan og skal SHV fungere. Men det kræver, at alle medarbejdere er enige om at være fleksible og se bort fra faggrænser.

Landstinget
Det er rigtigt, at Landstinget i Grønland har vedtaget en forordning ifølge hvilken sygeplejersker Grønland ikke må diagnosticere og behandle sygdomme.

Den forordning er en trussel mod den skrøbelige grønlandske økonomi. Den kræver nemlig import af højt lønnet udenlandsk arbejdskraft i unødvendigt stort omfang. Personligt mener jeg, at nyttevirkningen slet ikke står mål med de investerede kapitalmidler, men det bør de grønlandske folkevalgte politikere selvfølgelig bestemme.

Jeg mener dog, at den aktuelle sundhedspolitik af økonomiske årsager er i direkte modstrid med bestræbelserne på at gøre Grønland mere uafhængig af omverdenen, evt. opnå uafhængighed.

Landstinget sov i timen, da det vedtog sygeplejerskeforordningen. Den bør gøres om. Mine synspunkter et uddybet i Grønlands elektroniske avis Atagu 7. februar1999:atagu. ki.gl/debat/atanyt.htm