Hvor godtfolk er, kommer godtfolk til

På grund af de problemer, som Sundhedsdirektoratet har været ude af stand til at løse, må man alt i alt nære begrundet tvivl om Direktoratets egnethed til at lede Grønlands Sundhedsvæsen. Jeg foreslår, at man tilbyder Direktoratet en prøveperiode af et års varighed til at få SHV til at fungere. Hvis det ikke lykkes, må andre tage over.

Tirsdag d. 11. august 1998
Finn G. Becker-Christensen
Emnekreds: Sundhedsvæsenet.

Indholdsfortegnelse:
De kommer aldrig tilbage
Penge er ikke alt
Min tid i Aasiaat - Kangaatsiaq
Min tid i Maniitsoq
Forskning
En dygtig leder
Et års prøvetid


Kommunaldirektør Bent Svenbæk, Paamiut, har ret i det synspunkt, at lægemangel ikke er et spørgsmål om løn (AG 30. juli 1998). Høfligt har han spurgt Hjemmestyret, om Paamiut selv må få lov til at rekruttere læger. Alt for høfligt efter min mening.

I KNR den 23. juli har han endog rost Sundhedsdirektoratet for at gøre et godt stykke arbejde med hensyn til lægerekrutteringen. Hvad direktøren bygger sin vurdering på, ved jeg ikke, og han står nok alene med vurderingen. Navnlig står han sikkert meget alene i Paamiut, hvor der flere år ikke har været fast læge. Nu vil folk ikke finde sig i det mere. Det forstår jeg godt.

Paamiut er ikke alene om problemerne. En række andre distrikter er i samme situation.

De kommer aldrig tilbage
Sundhedsdirektoratet har tilladt, at en del lægedistrikter er kørt ned. Hvis læger kommer til sådant et sygehus, så bliver de der ikke længe. Når de er rejst, kommer de aldrig tilbage.

En række sygehuse er nødlidende. Det vil være uansvarligt på et sådant sygehus at ansætte læger uden solid grønlandserfaring. Fra tid til anden dukker de store dramatiske problemer op med krav om løsning her og nu. Dagligdagen på Kysten er dog præget af en masse små problemer, der let løses, hvis man kender mulighederne, for eksempel kontakten til bygderne, men også meget andet. Omvendt uden den fornødne erfaring bliver hverdagen uoverkommelig og i bedste fald præget af mange kostbare hovsaløsninger.

Penge er ikke alt
Det er muligt, at andre personalegrupper tjener for lidt, men ikke lægerne. Mange læger vil faktisk gerne arbejde i Grønland. Ikke bare fordi lønnen er god, men fordi det er et spændende land. Når de ikke søger til Grønland, i hvert fald ikke søger til kysten, er der specielt een årsag, - ikke den eneste, men den vigtigste. Lægerne tør ikke. Det er et spørgsmål om ansvarlighed. Der ligger hunden begravet.

Da jeg første gang for ca. 20 år siden begyndte at arbejde i Grønlands Sundhedsvæsen, søgte jeg Aasiaat, fordi jeg vidste, at der i forvejen var 3 dygtige kolleger.

Fra en rejse som børnelæge kendte jeg en række distrikter, og vidste at i Aasiaat ville jeg ikke komme til at stå alene med problemer, jeg ikke kunne magte. Selvom jeg allerede havde været læge i 12 år var jeg bekymret for det, som kunne ske.

Min tid i Aasiaat - Kangaatsiaq
I de 7 år jeg var fastansat i Aasiaat-Kangaatsiaq, halvdelen af tiden som chef, var bemandingen ikke altid lige så god som i begyndelsen. Jeg havde imidlertid fået en blød start, hvor jeg kunne suge lærdom fra erfarne grønlandskolleger. Senere kunne jeg selv tage over som chef og mener, at jeg i samarbejde med kolleger og medarbejdere fik sygehuset til at fungere godt. Det betyder ikke, at jeg kunne gøre alle tilfredse.

Jeg har aldrig ført mig frem på de bonede gulve Direktoratet, og jeg har aldrig været skrivebordsgeneral. I alle mine år i Grønlands SHV har jeg været fremme i frontlinien med de skrammer, incl. klager, som det giver.

Vi klarede i Aasiaat-Kangaatsiaq mange problemer. Vi sendte kun få patienter til DIH, i hvert fald kun få akutte patienter. Det kunne give misfornøjelse eller klager fra patienter og visse kolleger, som ikke var indstillet på, at så meget kvalificeret lægearbejde skulle udføres på Kysten.

Folk flest må alligevel have været tilfredse. Jeg har flere gange besøgt mit gamle distrikt, senest i sommeren 1997, da holdt jeg en måneds ferie dels i Aasiaat by og dels i bygderne i Kangaatsiaq kommune. Selvom jeg var fratrådt 11 år tidligere, fik jeg overalt en hjertelig velkomst og mange udtrykte ønsket om, at jeg skulle komme tilbage.

Min tid i Maniitsoq
Jeg var her kortvarigt i 1978 og kom tilbage i 1991. Vi klarer året rundt det meste selv. Det er ikke et spørgsmål om en enkelt persons indsats, men et spørgsmål om samarbejde mellem medarbejdere med temmelig forskellig baggrund. Det er så langt fra alene et spørgsmål om læger. Hvis jeg ikke kunne få læger med grønlandsrelevant uddannelse, ville jeg hellere være eneste læge på sygehuset. Bare jeg så havde sygeplejepersonale eller andre med interesse og kvalifikationer i orden.

I min tid har der imidlertid ikke været lægemangel i Maniitsoq, i hvert fald kun været det i korte perioder. Lægerne her ansættes efter lokal aftale med chefdistriktslægen, som efterfølgende meddeler direktoratet, at han har haft kontakt med en læge, som er interesseret og kvalificeret. Så ordner Direktoratet ansættelsespapirerne. Lægerne i Maniitsoq lokkes ikke med højere løn end andre steder.

På trods af mange og dyre annoncer i fagpressen kan jeg ikke huske, at Direktoratet har skaffet en eneste lege til Maniitsoq. Den meget omtalte netværkskampagne har været en kostbar fiasko.

Her i Maniitsoq kan vi godt tillade os at ansætte 1 eller 2 læger uden Grønlandserfaring. Det er et godt sted at begynde sin grønlandsmedicinske karriere.

Forskning
Der er også mulighed for forskning. Sygehuset har i de senere år været et kraftcentrum for grønlandsmedicinsk forskning. Flere artikler er efter redaktionel vurdering antaget og publiceret i anerkendte lægevidenskabelige tidsskrifter.

Senest er der foretaget en undersøgelse kaldet "Vækst og kropsproportioner i Grønland / Kalaallit Nunaanni timikkut alliartorneq angissuserlu".

Der er undersøgt 300 skoledrenge og 291 skolepiger. Der er blevet undersøgt 192 bygdebørn og 399 børn fra byen. Nogle foreløbige resultater er offentliggjort på internet, se http: //home6.inet.tele.dk/saven/

En dygtig leder
I min tid i Aasiaat-Kangaatsiaq distrikt havde Sundhedsvæsenet en meget dygtig øverste leder placeret i Nuuk, nu afdøde landslæge Jørgen Bøggild. Han ville simpelthen ikke have tilladt, at patienter fra Kysten skulle have så stort et rejsepensum, som mange har idag. Det har patienterne heller ikke Maniitsoq, hvor jeg de seneste ca. 7 år har været tilknyttet sygehuset, først i 3 år som sommervikar, siden som fast ansat.

Et års prøvetid
På grund af de problemer, som Sundhedsdirektoratet har været ude af stand til at løse, må man alt i alt nære begrundet tvivl om Direktoratets egnethed til at lede Grønlands Sundhedsvæsen. Jeg foreslår, at man tilbyder Direktoratet en prøveperiode af et års varighed til at få SHV til at fungere. Hvis det ikke lykkes, må andre tage over.

I Maniitsoq lægger vi vægt på god ledelse og godt samarbejde mellem alle personalegrupper. Vi kalder det også kammeratskab. Der indgår et betydeligt socialt fællesskab uden for arbejdstid. Lægerne omgås privat hinanden og nyder gæstfrihed hos hinanden. Det gælder også de rejsende speciallægekonsulenter om sommeren.

Sygehusets personaleforening, hvor alle faggrupper er med, har købt en hytte, hvor vi i sommerweekenderne kan mødes og i fællesskab nyde den smukke natur omkring Maniitsoq.

Vi har i Maniitsoq haft gode fast ansatte læger, men vi har også haft en del vikarer. Det drejer sig imidlertid om de samme velkvalificerede kolleger, som gang på gang kommer tilbage.

Hvor godtfolk er, kommer godtfolk til.