Indsigt: STI-HK uddannelsen

STI-HK uddannelsen

Så længe uddannelsessystemet ikke gør tilstrækkeligt ud af elevernes sprogfærdigheder, ser jeg ingen anden løsning end, at praktikværterne må give deres elever regulær skoleundervisning

Torsdag d. 31. august 2000
Gerda Vilholm, Demokraterne Tasiilaq
Emnekreds: Uddannelse.

Der tales og skrives for tiden om, at uddannelserne i Grønland skal forbedres. Blandt andet er Grønlands Arbejdsgiverforening kommet med et udspil, der skal stramme op om erhvervsuddannelserne.

Jeg kan tilslutte mig dette. Især finder jeg det vigtigt, at STI-HK elever får gode sprogkundskaber, hvilket ikke er tilfældet i dag.

Jeg er forbavset over, at der på STI-skolen og på brancheskolen kun i mindre grad undervises i dansk og engelsk.

På erhvervsskolerne regner man åbenbart med, at eleverne har fået solide danskkundskaber i folkeskolen, men dette er ikke tilfældet. Faktisk er situationen i Tasiilaq i dag den, at de fleste unge går ud af folkeskolen med meget begrænsede danskkundskaber.

Nogle mennesker mener, at det skal være muligt at blive uddannet udelukkende på grønlandsk, og at man ikke skal forlange danskkundskaber af de unge.

Dette synspunkt kan muligvis være rigtigt for enkelte erhvervsgrene, men jeg mener, at hvis man fortæller de unge, at det ikke er nødvendigt at kunne dansk for at uddanne sig som HK-assistent, så gør man de unge en dårlig tjeneste.

Når arbejdsgiverne søger uddannede HK-assistenter, lægger de altid vægt på danskkundskaberne. Ikke så mærkeligt, for assistenten skal kunne kommunikere med arbejdsgiverens kunder og leverandører i Danmark. Nogle arbejdsgivere forventer endog, at ansøgere skal være i stand til såvel mundtlig som skriftlig tolkning mellem dansk og grønlandsk. Det er store krav, og uddannelsessystemet må indrette sig på at leve op til disse krav.

Som situationen er i dag, kan eleven gå igennem hele sin uddannelse uden, at man opdager niveauet af hendes danskkundskaber. Lærerne på skolerne taler overvejende grønlandsk med eleverne og opdager derfor ikke, hvis en elev trænger til mere danskundervisning.

Det samme gør sig gældende på praktikstederne jeg er selv som praktikvært faldet i den fælde.

Så længe uddannelsessystemet ikke gør tilstrækkeligt ud af elevernes sprogfærdigheder, ser jeg ingen anden løsning end, at praktikværterne må give deres elever regulær skoleundervisning, hvis man vil give eleven en god uddannelse, der kan sikre hende et godt job som færdiguddannet HK-assistent.