Erhverv i Grønland - kapitel 01: Erhvervssammenhænge og -sammensætning

Dominansen afspejles i hverdagen ved privat tilbageholdenhed med investeringer i erhvervslivet, og en virksomhedsstrategisk holdning, som prioriterer stor og hurtig indtjening frem for rolig, stabil og konsoliderende udvikling af virksomhederne

Onsdag d. 7. januar 1998
Grønlands Arbejdsgiverforening
Grønlands Baseselskab
Sulisa
Emnekreds: Erhverv.

Erhvervslivet er todelt. Det består af en række store offentlige virksomheder, der er styret ud fra politiske afvejelser og af en række små private virksomheder, der er styret af driftsøkonomiske overvejelser.

De store offentlige virksomheder er typisk lovbundne monopoler eller de facto monopoler og har dermed en altafgørende indflydelse på deres forretningsområde.

Prisfastsættelse i de offentlige virksomheder er uklar. Den sløres af subsidiering, krydssubsidiering, direkte driftstilskud og indirekte driftstilskud.

Det er i det hele uklart om de offentlige virksomheder drives som kommercielle rentable virksomheder.

Disse forhold bevirker at det private erhvervsliv er tilbageholdende med at foretage investeringer, hvilket blot forstærker "behovet" for offentlige virksomheder.

1.1 Offentligt erhvervsengagement
Den betydelige offentlige dominans i erhvervslivet bliver ofte fremhævet som et særkende ved erhvervslivet i Grønland.

I følge Landskassens regnskaber for 1996 er Grønlands Hjemmestyre aktieindehaver i følgende virksomheder: Virksomhedens navn Branche Ejerandel i % Anskaffelsesværdi Apussuit Skicenter A/S Turisme 60 600.000 A/S Boligselskabet INI Boligadministration 100 32.785.000 Arsuk Fishing ApS Fiskeproduktion 83 66.000 Great Greenland A/S Skindgarvning og -syning 100 300.000 Greenland Tourism A/S Turisme 100 11.315.000 Grønlands Baseselskab A/S Service/Rådgivning 100 100.000 Grønlands Rejsebureau A/S Billetsalg 67 1.000.000 Grønlandsfly A/S Flytrafik 38 13.265.000 KNI Pilersuisoq A/S Handel og Service 100 734.956.000 KNI Pisiffik A/S Detailhandel 100 222.870.000 KNI Udvikling A/S Management 100 300.000 Nuna Oil A/S Mineralefterforskning 50 57.500.000 Nunaplast A/S Plastproduktion 42 1.500.000 Nuuk Imeq A/S Øl- og sodavandsproduktion 26 9.750.000 Platinova A/S Mineralefterforskning 2 9.245.000 Qaqorsaasiorfik A/S Sæbeproduktion 30 525.000 Royal Arctic Line A/S Skibstrafik 100 122.218.000 Royal Greenland A/S Fiskeri og fiskeproduktion 100 798.565.000 Sulisa A/S Management 100 310.490.000 Tele Greenland A/S Telekommunikation 100 310.490.000 I alt - - 2.365.510.000 Udover ovennævnte selskaber driver Grønlands Hjemmestyre en række virksomheder, som såkaldte nettostyrede virksomheder. Det vil sige, at virksomhedernes drift direkte afspejler sig på hjemmestyrets finanslove.

Af nettostyrede virksomheder skal følgende væsentlige virksomheder nævnes: Nukissiorfiit, Grønlands Energiforsyning, med et kapitalindestående pr. 31. december 1996 på 37.160.000 kroner. Mittarfeqarfiit, Grønlands Lufthavnsvæsen, som driver landingsbaner og hotelvirksomhed i tilknytning hertil, med et kapitalindestående på 23.532.000 kroner pr. 31. december 1996. Amutsiviit, Grønlands Værfter, som udfører skibsreparationer, nybygning af plastjoller, containerreparation og nybygning af ståltanke, med et kapitalindestående på 22.350.000 kroner pr. 3l. december 1996. Grønlands Hjemmestyre har således i alt investeret cirka 2,5 milliarder kroner direkte i erhvervslivet, og i disse virksomheder er der i alt beskæftiget cirka 6.000 personer. De fleste virksomheder har landsdækkende karakter.

Branchefordelingen spænder vidt - fra fiskeproduktion over industriproduktion til handel og trafik samt rådgivning. Det eneste brancheområde, som de offentligt ejede selskaber ikke direkte beskæftiger sig med er bygge- og anlægsvirksomhed.

Nukissiorfiit har dog ansat håndværkere, specielt indenfor El - og VVS-fagene, som i visse situationer udfører visse anlægs- og reparationsopgaver - og ikke kun for Nukissiorfiit, men også for andre offentlige bygherrer.

1.2 Privat erhvervsengagement
Det øvrige landbaserede erhvervsliv i Grønland består af cirka 750 virksomheder, og med en skønnet gennemsnitlig egenkapital på 500.000 kroner er der i den private sektor samlet investeret 350 millioner kroner. Disse virksomheder beskæftiger i alt cirka 6.000 personer. Der er således gennemsnitligt tale om små virksomheder med et meget lokalt tilhørsforhold.

Antallet af virksomheder er procentvist fordelt efter geografisk placering og branche i nedenstående skema: Geografisk placering Branche (i procent) Sydgrønland Nuuk Midtgrønland Diskobugten Yderområder Total Produktion 1 4 2 0 0 7 Hotel / Restaurant 3 2 1 2 1 9 Management 1 5 1 0 0 7 Bygge / Anlæg 8 9 5 7 3 33 Handel 4 7 5 7 2 24 Service 3 6 5 5 1 2+ Ialt 20 33 19 21 7 100 Befolkning 19 24 19 19 19 100 Som det fremgår af tabellen, er virksomhederne fordelt nogenlunde efter befolkningsunderlaget, dog således at yderområderne er klart "underforsynede" med private virksomheder, mens Nuuk synes "overforsynet" med virksomheder.

Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at Nuuk specielt på brancherne produktion og management, indtager en helt dominerende rolle i forhold til landet i øvrigt.

Bygge- og anlægsbranchen er fortsat den mest dominerende branche blandt de private virksomheder efterfulgt af handel og service. I de seneste år har Grønland gennemlevet en udvikling, som også ses mange andre steder i verden med flere og flere servicevirksomheder.

Disse servicevirksomheder virker primært på områder, hvor der ikke kræves faglig uddannelse eller anden egentlig uddannelse, og hvor investeringsbehovet er beskedent. For eksempel er der kun ganske enkelte eksempler på private virksomheder indenfor trafiksektoren. Dette gælder både luft- og skibstrafik.

1.3 Forholdet mellem offentlige og private virksomheder
Det offentlige har investeret cirka 420.000 kroner i hver arbejdsplads, mens den private sektor har investeret cirka 60.000 kroner i hver arbejdsplads - og hver virksomhed beskæftiger gennemsnitligt henholdsvis 240 personer og 8 personer.

Det offentliges erhvervsdeltagelse er således karakteriseret ved få store og "dyre" virksomheder. Det private erhvervsliv er derimod karakteriseret ved mange små og "billige" virksomheder.

Alene ovennævnte viser den betydelige offentlige dominans i erhvervsbilledet. Dominansen afspejles i hverdagen ved privat tilbageholdenhed med investeringer i erhvervslivet, og en virksomhedsstrategisk holdning, som prioriterer stor og hurtig indtjening frem for rolig, stabil og konsoliderende udvikling af virksomhederne.

Når det samtidig har vist sig vanskeligt for de fleste af de offentligt ejede virksomheder at skabe tilfredsstillende driftsresultater, forstærker det det private erhvervslivs opfattelse af de offentlige virksomheder, som værende stærkt subsidierede. Det offentliges erhvervsengagement kan på flere områder opfattes alene som beskæftigelsesfremme.

Det er naturligvis hjemmestyrets ønske - og krav til sine virksomheder, at de bliver drevet som kommercielle, rentable virksomheder. Det betyder, at virksomhederne må og skal holde fast i de forretningsområder, som danner grundlag for en rentabel drift. Herudover bliver virksomhederne dog gennem servicekontrakter pålagt at udføre såkaldte "samfundspålagte opgaver" mod betaling fra landskassen.

Da disse serviceopgaver ikke udbydes i licitation, er omfanget og prisfastsættelsen heraf naturligvis ikke umiddelbart kontrollabel. Derfor postulerer det private erhvervsliv ofte, at der via disse kontrakter bliver ydet driftstilskud til de offentligt ejede virksomheder, og at de private virksomheder derved bliver påført unfair konkurrence.

Disse forhold uddyber tillidskløften mellem offentlig og privat virksomhed.

Endelig skal det påpeges, at det naturlige tætte forhold mellem ejer og virksomhedsledelse (bestyrelse og direktion), som forudsættes at eksistere i såvel de offentligt ejede som i de privatejede virksomheder, giver ganske specielle betingelser for de offentligt ejede selskaber.

Disse selskaber henter i vid udstrækning deres ledelse (bestyrelse) blandt landstingets medlemmer og hjemmestyrets embedsmænd. Derved træffer virksomhedernes ledelser afgørelse i sager om selskabets forhold til hjemmestyret - blandt andet om betaling for servicekontrakterne på vegne af både kunde og leverandør. I et vist omfang kan der tales om selvkontrahering.

Når der opstår forretningsmæssige uoverensstemmelser mellem offentlig og privat virksomhed, kan det derfor ikke undgås, at løsningen ofte bliver stærkt påvirket af de politiske bindinger, som er en konsekvens af det offentliges dominerende rolle både som virksomhed, kollega, konkurrent og kunde set i forhold til de private virksomheder.

Mange private virksomheder erkender i forholdet til de offentligt ejede selskaber rigtigheden af ordene: "If you can’t beat them - join them!".

De private virksomheder erkender, at uden de offentligt ejede virksomheders accept og anerkendelse af dem som virksomheder - af deres priser, produkter mv. har de reelt ingen muligheder for at eksistere. Der eksisterer ofte intet alternativt marked.

Ud fra en polemisk synsvinkel kan det postuleres, at i dagens Grønland kan alt privat erhvervsinitiativ kun realiseres under forudsætning af de offentligt ejede virksomheders godkendelse.