Erhverv i Grønland - kapitel 10: Fiskeri og fiskeprodukter - første søjle

Der findes i dag forædlingsmetoder, hvor kødet fra for eksempel sæler kan behandles, så smag og konsistens kan tilpasses det marked, hvor produktet skal sælges

Onsdag d. 7. januar 1998
Grønlands Arbejdsgiverforening
Grønlands Baseselskab
Sulisa
Emnekreds: Erhverv.

Væsentlige nye erhvervstiltag inden for fiskeriet er begrænsede. Dels på grund af ressourceknaphed og dels på grund af Grønlands geografiske placering.

Den hårde konkurrence på konsummarkedet og de betydelige investeringsbehov i forædlingsanlæg, gør umiddelbart området uinteressant.

Derimod er havpattedyr en hidtil nærmest overset ressource i industrimæssig henseende, hvilket primært har kulturelle årsager.

En forædling af havpattedyr for eksempel til brug for medicinalindustrien bør undersøges.

Fiskeriet har været og er fortsat det erhverv, som bidrager mest til valutaindtjeningen. Derfor er det ikke uforståeligt, at erhvervet har så stor politisk bevågenhed. Det gælder med hensyn til fastholdelse af beskæftigelsen og støtte til eksisterende erhververe, men det gælder også med hensyn til støtte af nye udviklingsmuligheder inden for sektoren.

Det er ikke hensigten med denne rapport, at beskrive mulighederne for udvikling inden for fiskeriet nærmere. Men det noteres, at rejefiskeriet siden 1970'erne har været det altdominerende fiskeri i grønlandske farvande.

Desuden bliver der i den nordlige del af Grønland drevet et efterhånden ganske betydeligt fiskeri af hellefisk. Fiskeri af øvrige arter er yderst beskeden. Disse fiskerier er torsk, fjordtorsk, laks, krabber, kammuslinger, helleflynder, havkat, skolæst og rødfisk.

Desuden bliver der fisket en del angmassat (lodde) ved Østgrønland, men det fiskeri er indtil videre blevet solgt til ikke-grønlandske fiskeriinteresser.

10.1 Fiskeri
Fiskeriet drives af såvel private som offentligt ejede fiskeskibe. Royal Greenland A/S ejer og driver enkelte større trawlere primært til rejefiskeri, mens alt øvrigt fiskeri bliver drevet af private rederier. Der er typisk tale om aktie- eller anpartsselskaber, når det drejer sig om de store havgående fiskeskibe, mens det øvrige fiskeri bliver drevet af små enkeltmandsejede virksomheder.

I det store og hele har den samlede grønlandske fiskeflåde en kapacitet, som gør den i stand til selv at udnytte de tilgængelige ressourcer i Grønlands territorialfarvand inden for rammerne af den biologiske rådgivning.

Der er således ikke umiddelbare muligheder for en udvikling af fiskeriet udover det niveau, vi kender i dag, selv om der for enkelte mindre betydende arter fortsat kan finde en mindre udvikling sted. Dette gælder blandt andet for krabbefiskeriet, som forventes at udvikle sig i løbet af de nærmeste år.

Der pågår i disse år en tiltrængt sanering og omstrukturering af den såkaldte kystnære fiskeflåde. Det har vist sig, at skibene ikke længere har den teknologi, som er nødvendig for at klare sig i konkurrencen, og de meget små kuttere er generelt ikke rentable, når det drejer sig om trawlfiskeri.

Fiskernes priser for fisken bliver fastsat i forhandling mellem fiskernes forening KNAPK og producenten Royal Greenland A/S. Men det er meget svært at gennemskue baggrunden for de indgåede prisaftaler. Tilsyneladende holder begge parter egne kort så tæt til kroppen, at det er umuligt at vurdere, om priserne reelt afspejler omkostningerne i fiskeriet og produktionen sammenholdt med den pris, fisken opnår ved eksport til verdensmarkedet.

Da der bliver ydet betydelige offentlige subsidier til fiskeriet generelt, bør der stilles krav om, at begge. parter synliggør deres omkostninger, så det bliver klart til hvem og til hvad, subsidierne går. Herved kan megen uforståelig, offentlig polemik om fiskernes og producentens økonomiske vilkår samtidig undgås.

I dag ved ingen med sikkerhed hvem eller hvad, der hvert år modtager de mange. hundrede millioner offentlige kroner.

10.2 Fiskeproduktion
Royal Greenland A/S er på fiskeproduktionssiden stort set alene på markedet. Selskabet har ikke et lovbestemt monopol, men da ressourcegrundlaget er ret beskedent og omkostningerne ved etablering af fiskeproduktionsanlæg er relativt høje, er det yderst vanskeligt for andre producenter at etablere sig i markedet.

I denne sammenhæng bliver der set bort fra den fiskeproduktion, som finder sted ombord på fabrikstrawlerne. På det område eksisterer der flere private producenter inden for primært rejeproduktion.

På grundlag af de i dag kendte og udnyttede fiskearter er der kun få udviklingsmuligheder for fiskeproduktion.

Der kan sikkert fortsat udvikles små nicheproduktioner, men Grønlands geografiske placering fjernt fra markederne gør en sofistikeret fødevareproduktion både dyr og vanskelig. Samtidig er konsummarkedet kendt som et uhyre konkurrencefølsomt marked, hvor der hurtigt kan ske ændringer til ugunst for den produktion, en virksomhed har satset på.

10.3 Fangstproduktion
Til gengæld er der måske en fremtid i produktion på grundlag af de øvrige levende ressourcer i havet - havpattedyrene.

I dag er al produktion af havpattedyr koncentreret om hjemmemarkedet, hvor der er et naturligt marked for såvel sæler som hvaler. Produktionen består stort set kun af opskæring, partering og nedfrysning i forbrugerrigtige pakningsstørrelser.

Men der er flere grunde til at antage, at en højere grad af forædling i havpattedyrproduktionen er et muligt fremtidigt erhvervsudviklingsområde. Når det drejer sig om sæler, er der meget der tyder på, at ressourcen kan tåle et betydeligt større fangsttryk end det, der udøves i dag. Det er videnskabeligt bevist, at fedtsyrerne i havpattedyr har en gavnlig forebyggende effekt mod hjerte- og karsygdornrne. Der findes i dag forædlingsmetoder, hvor kødet fra for eksempel sæler kan behandles, så smag og konsistens kan tilpasses det marked, hvor produktet skal sælges. Der er således muligheder for produktion af højværdiprodukter (medicin og kosttilskud), samt af proteinrige kødprodukter af en ressource, som er rimelig stor, og hvor råvaren kan skaffes til en rimelig pris.

Det største problem i denne sammenhæng er muligvis, at det samtidig vil kræve en æ:ndring i det traditionelle fangstmønster. Men det er indlysende, at der ikke kan etableres en industriel produktion på basis af en mere eller mindre tilfældig tilførsel af råvarer.

Med andre ord skal fangsten af for eksempel sæler sættes i mere faste rammer, og det vil givetvis stride mod fangerens natur og måske også have en negativ effekt på det marked, som skal aftage produktionen. Desuden skal interne transport, oplagrings- og konserveringsproblemer løses.

En udvikling på dette område vil således kræve et temmeligt stort for- og koordineringsarbejde, som det måske er svært for mindre virksomheder at påtage sig. Men der er så mange nicher i disse muligheder, at en positiv udvikling sikkert kan blive en vigtig indtægtskilde for mange mindre erhvervsdrivende.

Det egentlige udviklingsarbejde skal derfor ligge i en større virksomheds regi.