Alt for tidligt at nedtrappe tilskud

Som Lars Emil Johansen fremførte under sidste folketingsvalgkamp, tjener Danmark 13 milliarder kroner om året ved at stille Thule Air Base til amerikanernes rådighed ... Derfor skal Grønland ikke genere sig for at kræve flere penge af Danmark

Fredag d. 14. juni 2002
Jørgen Fleischer, Redaktør
Emnekreds: Rigsfællesskab og selvstyre.

Indholdsfortegnelse:
Folkeskole og fiskeri
Øget bloktilskud
Langtidsopsparing


IA’s bebudede valgprogram om nedtrapning af bloktilskuddet, som nationaløkonom professor Martin Paldam hilste velkommen, var genstand til debat i en grønlandsksproget radioudsendelse i mandags.

Overraskende nok var der ingen, som gik helhjertet ind for ideen om nedtrapning her og nu. Tværtimod prægedes udtalelserne af kritiske røster, og IA-folketingsmedlem Kuupik Kleist lastedes hårdt for sit forslag. Det kan måske skyldes, at udtalelserne ikke kom fra ungdommen, men fra folk i en moden alder, der vejede tingene op imod hinanden, før de tilkendegav deres mening.

Det kunne jo ellers være interessant at høre de unges mening om den sag.

Folkeskole og fiskeri
Deltagerne i udsendelsen havde i princippet ikke noget imod selvstyre som sådan. Men efter deres udtalelser kræver økonomisk selvstændighed en langtidsplanlægning og forberedelse. Og i dag er tiden ikke moden til at gå i gang med en nedtrapning af bloktilskuddet.

Begrundelserne herfor var mange. Man påpegede blandt andet folkeskolens betrængte situation. I dag trænger folkeskolen til en gennemgribende renovering. Pladsmangelen er så stor, at man er nødt til at anvende ganske upassende lokaler som klasseværelser.

Når nedtrapning kommer i gang, får man endnu mindre råd til forbedringer. Og eftersom folkeskolen er det første trin mod selvstyre, kan der altså ikke være tale om nedtrapning på nuværende tidspunkt.

Andre fremførte Grønlands sårbare situation i erhvervsmæssigt henseende. I dag er fiskeriet ene om at skaffe landet eksportindtægter. Og da Grønland i øjeblikket ikke har alternative muligheder for eksport, er det højst betænkeligt at begynde på nedtrapning allerede nu.

Den økonomiske situation i dagens Grønland er i det hele taget sådan, at den efter deltagernes mening ikke betinger nedtrapning her og nu.

Øget bloktilskud
Et par af udtalelserne var ligefrem inde på en forøgelse af bloktilskuddet. Man påpeger, at Danmark tjener store penge på Grønland.

Som Lars Emil Johansen fremførte under sidste folketingsvalgkamp, tjener Danmark 13 milliarder kroner om året ved at stille Thule Air Base til amerikanernes rådighed.

Derfor skal Grønland ikke genere sig for at kræve flere penge af Danmark. Af de omtalte 13 milliarder kroner får Grønland kun stillet tre milliarder kroner årligt til rådighed.

Det vil kun være rimeligt og på sin plads, hvis Danmark øger det årlige bloktilskud til for eksempel fem milliarder.

Langtidsopsparing
En af meningstilkendegiverne kom med en original idé. Vedkommende foreslog, at økonomisk selvstændighed i Grønland skal gøres mulig ved langtidsopsparing.

Forslaget går ud på, at Grønland fra nu af skal begynde at lægge 300 millioner til side hvert år.

Efter forslagsstillerens mening vil renterne af denne opsparing om 20-30 år være nok til at finansiere økonomisk selvhjulpenhed.