Selvstyrekommissionen bør puttes i mølposen

Vi må ikke glemme, at vi i dag har hjemmestyre, takket være Danmarks tilskud, der udgør 60 pct. af Grønlands nationalprodukt. Uden disse rare penge ville vi suge på labben, og skønne politiske vedtagelser ville ikke hjælpe en døjt

Fredag d. 5. oktober 2001
Jørgen Fleischer, Redaktør
Emnekreds: Politik, Rigsfællesskab og selvstyre.

Det lyder nærmest som det glade vanvid, at vi har en selvstyrekommission, der arbejder for fuldt drøn netop nu, hvor Grønland økonomisk stander i våde, og vi slet ikke har uddannet arbejdskraft til at overtage de tilkaldtes rolle.

Hvordan forestiller man sig, at selvstyre er aktuel under sådanne omstændigheder?

Forstå det, hvem der kan!
I den nuværende situation er der kun én, der kan se tingenes rette sammenhæng, og som har mod til at råbe som drengen i kejserens nye klæder: ja men, han har jo ingenting på!

Den person er landstingsmedlem Otto Steenholdt. Han råbte for nylig vagt i gevær og erklærede:

"Stop den dyre selvstyrekommission, og brug i stedet pengene til noget mere fornuftigt!"

Det er rene ord for pengene.

Og sandheden i disse ord kan ingen med lidt omløb i knolden benægte.

Ensartet udvikling
Nej, selvstyrekommission er slet ikke aktuel i dag. Og tanken om selvstyre fortoner sig nu efter Siumuts vedtagelse af en ny politisk linie.

Siumuts nye strategi om ensartet udvikling i Grønland vil nemlig forhale selvstyrebestræbelserne og i værste fald umuliggøre drømmen om grønlænderen som herre i sit egen hus - en drøm, som ellers besjæler det unge Grønland.

I dag er tiden en hel anden end G-60-perioden. Dengang tordnede datidens unge grønlændere i stærke følelsesladede vendinger imod befolkningskoncentrationen.

Det var til at forstå. For 40 år siden drømte man ikke om selvstyre, endsige hjemmestyre.

Uden den igangværende udvikling i de fire kraftcentre, Ilulissat, Sisimiut, Nuuk og Qaqortoq er selvstyre bare en utopi. Det er disse byer, der skal bane vejen for selvstyre. Det bliver uhyre kostbart at udvikle hele Grønland ligeligt. Hvis man tror, at en reduktion af de alt for mange administrative udgifter i hjemmestyre og kommuner, samt sammenlægning af kommunerne kan gøre et økonomisk selvhjulpent Grønland muligt, så må man tro om.

Den tanke duer ikke. Der skal meget, meget mere til for, at selvstyre kan komme op at stå, og et økonomisk selvhjulpent Grønland kan blive en realitet.

Med lånte fjer?
Vi må ikke glemme, at vi i dag har hjemmestyre, takket være Danmarks tilskud, der udgør 60 pct. af Grønlands nationalprodukt. Uden disse rare penge ville vi suge på labben, og skønne politiske vedtagelser ville ikke hjælpe en døjt.

Og hvorfor haster det så meget med indførelse af selvstyre, når vi i dag ikke har mulighed for at besætte de ledende stillinger med hjemmehørende, og vi endnu i mange år må ty til højtuddannet tilkaldt arbejdskraft?

Er det for at glæde politikerne? Er det et selvstyre, som pynter sig med lånte fjer, man stiler efter?

Men hvis ikke det er tilfældet, hvad skal vi så i dag med en kommission, der beskæftiger sig med selvstyre, som først bliver aktuel om mange, mange år?

Er det ikke derfor fornuftigst nu i den aktuelle situation at putte Selvstyrekommissionen i mølposen og i stedet koncentrere sig om mere jordnære ting?

Man skal helst ikke foregøgle befolkningen, at hjemmestyre er aktuel, og at en hjemmestyrekommission er nødvendig netop nu.

Det er nemlig helt urimeligt, at vi har en hjemmestyrekommission på nuværende tidspunkt.

De barske realiteter i dagens Grønland bekræfter dette med al ønskelig tydelighed.