Indsigt: Hold nu bare Jeres kæft!

Hold nu bare Jeres kæft!

Hvis ikke I er interesseret i dialog eller god opførsel, ja, så har jeg kun en opfordring til Jer fra alle os der ikke er ”rigtige” grønlændere – hold nu bare Jeres kæft!

Onsdag d. 26. november 2014
Justus Hansen, Medlem af Landstinget for Demokraterne
Emnekreds: Landstingsvalg november 2014, Sprog.


Man skal tale pænt til hinanden, det ved vi alle sammen. Men nogle gange har man bare lyst til at sige til bestemte mennesker, at de skal holde deres kæft. Det har nogle helt sikkert lyst til at sige til mig og det skal de have lov til. Jeg vil gerne fortælle Jer, hvorfor jeg nogle gange bare har lyst til at lægge de gode manerer i skuffen og bare sige tingene lige ud.

Som politikere er det en del af jobbet, at stå for skud for de meninger man har. Det har jeg det rigtig fint med og jeg nyder den debat, som jeg er med til at skabe. Jeg nyder også at se, læse og høre, at der debatteres mere og mere politik i hele det grønlandske samfund. Men når nogle løber tør for de politiske argumenter, så bliver det tit og ofte ulækkert og meget personligt, da mange menneske bliver direkte racistiske. Ja så er det sagt og jeg tør godt bruge ordet racistisk, for det er sådan jeg og mange andre oplever det.

At være liberal som politiker betyder, at jeg gerne vil lade andre have de meninger de nu engang har og at jeg respekterer dem som de mennesker de er. Som menneske er jeg til og med pragmatisk. Flot ord, men det betyder, at jeg gerne vil have hverdagen til at fungere for alle i Grønland, ud fra den situation vi hver og især nu står i. Det kan kun lykkes på sigt, hvis alle respekterer hinanden. Det er ikke det jeg oplever lige nu og jeg ser også hvilke konsekvenser det får fra samfundet.

Med en grønlandsk mor og dansk far har jeg ofte oplevet at blive set på som en, der ikke er en ”rigtig” grønlænder. Som en der er opvokset i Østgrønland, har jeg andre steder i Grønland oplevet, igen at blive stemplet som værende ikke ”rigtig” grønlænder. Folk kan mene hvad de vil, men vi er mange som er af blandet herkomst, som er blandet på kryds af kommunegrænserne i Grønland og det bliver vi altså ikke mindre rigtige af. Vi er rigtige mennesker og det må være den bedste start.

Mange har ikke kunne klare det pres man udsættes for af den racistiske del af befolkningen og de folk ser vi ofte flytte ud af Grønland. Veluddannede, søde, imødekommende og arbejdsdygtige mennesker, som vi om nogle har brug for i Grønland. I fagsprog hedder det braindrain, og de vil sige, at Grønland konstant mister kompetencer og vi dermed får mere og mere svært ved at kunne levere det serviceniveau som vi alle ønsker. Med andre ord ødelægger vi det for os selv, fordi vi ikke lader folk være dem de er. Det må og skal vi kunne ændre på og gøre bedre.

Som udgangspunkt vil jeg helst dialogen. Jeg står gerne model til mere modvind, bare jeg ved at andre så ikke behøver udsættes for det pres jeg tager for dem. Det er min opgave som folkevalgt. Men helst så jeg, at det ikke var nødvendigt at stå model til racistiske udsagn og tilråb. Man kan måske ikke lige se det, men det gør da ondt på mig som på alle andre. Jeg flygter dog ingen steder. Mig slipper i ikke for. Så I som har racismen med i Jeres politiske/personlige værktøjskasse, hvad siger I til at vi alle begynder at behandle hinanden med respekt, imødekommenhed og se på ting vi har at bidrage med.

Hvis ikke I er interesseret i dialog eller god opførsel, ja, så har jeg kun en opfordring til Jer fra alle os der ikke er ”rigtige” grønlændere – hold nu bare Jeres kæft!