Sæt skub i den mentale afkolonisering

Det centrale punkt i den etniske selvforståelse, som i debatbogen angribes, er dogmet, som siger: »De grønlandske fangere forvalter ud fra en traditionel viden de levende ressourcer på en bæredygtig måde«. Dette dogme bygger primært på overvejelser hentet fra to gamle europæiske begreber »de vilde« og »naturfolk«

Torsdag d. 15. november 2001
Klaus Georg Hansen, cand. mag i etnografi
Emnekreds: Grønlands historie, Miljø og natur, Politik.

Indholdsfortegnelse:
Den etniske selvforståelse sendt til tælling
De vilde
Naturfolk
Forkert grundlag
Ingen bæredygtig forvaltning
"Høst kapitalen og lad renterne stå".
Tomrum uden sanktioner
Der mangler konsekvens
Mental afkolonisering


I den verserende debat om forvaltningen af de levende ressourcer er der en tendens til snebolde kastning. Der mangler lidt fokus på baggrunden for, hvorfor Keld Hansens debatbog har sat sindene sådan i kog

Jeg vil her pege på to pointer, som jeg mener er væsentlige for at forstå debatten. For det første "angribes" den moderne grønlandske etniske selvforståelse, og det gør ondt på alle. For det andet oplever de fangere, som det hele handler om, et tomrum uden sanktioner, når de "overtræder" gældende bestemmelser, og her er fangerne ladt i stikken.

Den etniske selvforståelse sendt til tælling
Det første spørgsmål, som jeg har stillet mig selv er: Hvorfor reageres der så kraftigt på denne debatbog?

I bogen angribes dele af den etniske selvforståelse, som gradvist er blevet bygget op siden 1960’erne. Det gør naturligvis ondt at se sin etniske selvforståelse angrebet på et centralt punkt og det må helt naturligt i første omgang skabe fornægtelse - som i enhver anden krisesituation.

Det centrale punkt i den etniske selvforståelse, som i debatbogen angribes, er dogmet, som siger: "De grønlandske fangere forvalter ud fra en traditionel viden de levende ressourcer på en bæredygtig måde". Dette dogme bygger primært på overvejelser hentet fra to gamle europæiske begreber "de vilde" og "naturfolk".

De vilde
Fra slutningen af 1960’erne har der i vesten været en søgen efter og en fremhævelse af forskelligheden som noget positivt. De folk, som europæerne tidligere kaldte "de primitive vilde" (eksempelvis inuit), bliver nu i internationale sammenhænge ofte beskrevet som "de bedre vilde" - bedre til at forstå naturen, til at opdrage deres børn, til at konstruere et samfund, osv. Alt dette skyldes - siger man - at "de bedre vilde" benytter sig af deres "traditionelle viden".

Naturfolk
I 1960’erne groede økologiske bevægelser frem. I deres filosofi indgik, at man skulle være tæt kontakt med naturen. Disse økologiske bevægelser hentede blandt andet inspiration fra de såkaldte "naturfolk".

Tidligere var "naturfolk" blevet beskrevet som værende for primitive til at have nogen form for kultur. "Naturfolk" var i tæt kontakt med naturen. De var i en evig "kamp for at overleve". "Naturfolk" var en negativ kategori.

I 1960’erne begyndte unge politisk bevidste grønlændere at omtale sig selv som naturfolk, og de brugte ordet som i en positiv betydning som et præstigeord. Dette er et politisk klogt og meget interessant skift.

Mange politisk unge grønlændere i Danmark i 1960’-erne var med på den blomstrende politiske venstrefløj. I den sammenhæng har de helt sikkert været i berøring med de forskellige økologiske bevægelser. Jeg tror det er i diskussioner med de økologiske grupper, at de politisk modnende unge grønlændere fandt på at omdefinere "naturfolk" fra et negativt begreb til et positivt begreb.

Da begrebet "naturfolk" blev født for 150 år siden, blev det brugt af europæere mod folk som inuit. Men i dag er begrebet blevet omdefineret og bruges nu af inuit mod folk som europæere.

Forkert grundlag
Den grønlandske etniske selvforståelse om den økologisk bevidste fanger i pagt med naturen blev i 1960’erne konstrueret som et politisk våben i kampen mod kolonimagten og for at blive anerkendt som et selvstændigt folk, og er ikke konstrueret ud fra en dyb analyse af eskimoisk filosofi og naturforvaltningspraksis. Selvforståelsen om den økologisk bevidste fanger i pagt med naturen har været et godt politisk våben, men det er et kolonitidslevn og det bygger på et forkert grundlag og er som følge deraf ikke i overensstemmelse med virkeligheden.

Det er denne manglende sammenhæng mellem selvforståelse og virkelighed, som nu for alvor er ved at blive en belastning og som skaber så store mentale konflikter og fornægtelse, når man støder på en debatbog som Keld Jensens, der netop påviser den manglende sammenhæng.

Ingen bæredygtig forvaltning
Det andet spørgsmål, som jeg har stillet mig selv er: Hvorfor sker forvaltningen af de levende ressourcer i så mange sammenhænge ikke på en langsigtet bæredygtig måde?

For at forstå dette lidt mere til bunds, skal vi se på den måde man opfatter naturen på. Vi har i Grønland at gøre med to totalt forskellige opfattelser af naturen; en eskimoisk og en europæisk. Eskimoisk filosofi har en sammenhængende verdensopfattelse, hvor der ikke har været skelnet mellem menneske og natur. Disse to elementer har indenfor eskimoiske filosofi været tænkt som to helt integrerede størrelser. Europa har en 1000-årig filosofisk tradition for at adskille disse to elementer i modsætningen kultur og natur. Og det er med dybe rødder i den vestlig tradition, at den moderne vestlige økologiske filosofi formuleres og med Verdensnaturfondens mantra som altdominerende overskrift:

"Høst kapitalen og lad renterne stå".
Eskimoisk filosofi eksisterer i dag ikke i sin helstøbte form. Eskimoisk filosofi blev voldsomt angrebet allerede fra koloniseringens allerførste tid. Eskimoisk filosofi er i dag en amputeret filosofi. Den del af den eskimoiske filosofi, som kolonimagten - her primært missionærerne - fra starten fik held med at amputere var hele det integrerede sanktionskompleks i den eskimoiske filosofi og samfundsorden. Brugen af trommen blev forbudt, brug af amuletter blev forbudt, fortælling af myter og sagn blev degraderet til underholdning, og så videre.

Som sådan er der ingen tvivl om at den sammenhængende eskimoiske filosofi har haft en grundholdning til naturforvaltning helt på linie med den ovenfor anførte og i moderne tid af Verdensnaturfonden formulerede: "Høst renterne og lad kapitalen stå". Ved en grundig analyse af myte- og sagntekster ses en klar linie; Mitsuanianga får at vide at man kun må fange én sæl ad gangen i den første tid efter en hunger periode, og sådan er der mange anvisninger. Desværre er hele dette filosofikompleks endnu ikke blevet systematisk analyseret i dybden.

Tomrum uden sanktioner
Det korte af det lange er, at de grønlandske fangere i dag står i et filosofisk tomrum, hvad angår sanktioner overfor "forkert" optræden i naturen. De principper, som foreskrives indenfor eskimoisk filosofi, lever fortsat i bedste velgående i befolkningen, men de sanktioner, som aktiveres ved overtrædelse af principperne, og som også foreskrives indenfor eskimoisk filosofi, blev effektivt fjernet af kolonimagten.

Lige omvendt er det med de principper, som foreskrives indenfor hjemmestyrets lovgivning, og som er funderet i vestlig filosofi. De er aldrig blevet indoptaget i grønlandsk tænkning, og anvisningerne virker blandt folk meningsløse er derfor stort set virkningsløse. Oveni dette må man konstatere at de sanktioner, som foreskrives indenfor hjemmestyrets lovgivning, desuden er helt uden virkning, da der ingen er i fangstområderne til at håndhæve dem. Så er det, at "lovløsheden" i form af anormalitet meget let komme til at tage overhånd.

Der mangler konsekvens
Lars Emil Johansen har ofte været visionær. Jeg mener, at han under Siumuts landsmøde igen sagde noget meget centralt: "Der mangler konsekvens". Dette er i dag uhyggeligt korrekt på næsten alle samfundsområder; ikke mindst indenfor naturforvaltning. For den enkelte fanger er der ingen konsekvens af at overtræde reglerne, hverken når det gælder de regler som angives indenfor eskimoisk filosofi, for her er spektret af sanktionsmuligheder i dag ikke-eksisterende på grund af kolonimagtens effektivitet gennem 250 år, eller når det gælder de regler, som angives indenfor vestlig filosofi i form af hjemmestyrelovgivningen, for de er ikke socialt accepteret og den ordensmagt, der skal sørge for at lovgivningen overholdes i naturen, er så godt som ikke-eksisterende.

Mental afkolonisering
Fangerne er ladt i stikken primært fordi hjemmestyret i sine første 20 år har været tilfreds med en fysisk afkolonisering, og endnu ikke har taget ordentligt fat på en mental afkoloniseringsdebat, hvor en synliggørelse og rehabilitering af grønlandsk filosofi nødvendigvis må have en fremtrædende plads.