Indsigt: Om prioritering i sundhedsvæsenet

Om prioritering i sundhedsvæsenet

En seriøs debat om prioritering i sundhedsvæsenet må hilses velkommen, som noget nødvendigt. Men man må forberede sig og sætte sig ind i forhold omkring etik, moral, demokratiske borgerrettigheder m.m.

Tirsdag d. 1. juni 1999
Lars Mosgaard
Emnekreds: Sundhedsvæsenet.

At der skal prioriteres i sundhedsvæsenet er der næppe megen tvivl om. Der er ingen grund til at gøre dette i forvejen svære problem umuligt.

At dømme efter det, der allerede nu foregår i debatten, er denne på vej til at forlise.

Hvem forestiller sig, at det er muligt at få lægerne i Grønland til at skelne mellem patienterne på for eksempel deres alder, erhvervsevne, erhvervsaktivitet, mulig selvforskyldthed og andet godt stof i forbindelse med en vurdering af, om den enkelte patient skal have behandling eller ej, om der skal henvises til yderligere undersøgelser eller ej, om vedkommende skal sendes til Sana eller Rigshospitalet eller ej?

Sådan bliver det ikke.

Prioriteringen må dreje sig om de generelle tilbud: Om en patient skal undersøges og behandles eller ej, må afhænge af, om der findes et officielt stadfæstet tilbud om disse undersøgelser og behandlinger eller ej.

Det er formentlig muligt at lave administrative procedurer, som kan skelne mellem de henviste patienter med hensyn til alder, erhvervsevne, erhvervsaktivitet og mulig selvforskyldthed i deres sygdom.

Resultatet af sådanne administrative procedurer kender vi allerede fra i dag: lange ventelister, hvilket for tiden udnyttes i udstrakt grad for at begrænse borgernes adgang til sundhedsydelserne. Man anser det for uacceptabelt nu, og sådan vil det også være i fremtiden.

Politikerne kan ikke overlade det til lægerne at sørge for denne skelnen mellem patienternes alder, erhvervsevne, erhvervsaktivitet eller mulige selvforskyldthed i deres sygdomme, når vi udfører vort arbejde. Den hopper vi simpelthen ikke på.

Det politikerne kan gøre er at definere de ydelser, som det grønlandske samfund vil betale for eller på anden måde give, og sige klart nej til resten. Patienterne må uanset alder, erhvervsevne, erhvervsaktivitet og mulige selvforskyldthed i deres sygdomme have de samme borgerlige rettigheder og herunder de samme muligheder for at blive undersøgt og behandlet for deres sygdomme.

Når disse behandlingstilbud er blevet vel defineret, kan man give retningslinier for at sige nej til en række andre tilbud, gældende for alle patienter, d.v.s. visse undersøgelser, visse behandlinger, visse typer medicin, visse operationer o.s.v.

Hvis folk alligevel vil have disse undersøgelser og behandlinger gennemført, ja, så må politikerne fortælle borgerne, hvordan de vil kunne opnå det, f.eks. ved selv at betale, ved at forsikre sig ud af det o.lign.

Alt det her drejer sig ikke om, at der i forbindelse med undersøgelser og behandlinger ikke kan stilles krav til patienterne.

Der er ikke noget mærkeligt i, at f.eks. rygere kan blive stillet over for et krav om rygestop med kursus og hvad der ellers hører til af hjælp til dette i forbindelse med visse undersøgelser og behandlinger af sygdomme, f.eks. nogle hjerte- og lungesygdomme, hvor rygning er en af hovedårsagerne til sygdommen.

Her er der ikke tale om prioritering.

En seriøs debat om prioritering i sundhedsvæsenet må hilses velkommen, som noget nødvendigt. Men man må forberede sig og sætte sig ind i forhold omkring etik, moral, demokratiske borgerrettigheder m.m.

Man må dernæst tage de involverede parter i ed - også det sundhedsfaglige personel og deres professionelle etik.

Ellers er det hele bare flotte ord på overfladen og dårskab nedenunder.