Indsigt: Forskning på dansk

Forskning på dansk

Den danske fælde var smækket om Grønland - i sidste øjeblik. De to store mål - at få Grønland endegyldigt indlemmet under dansk herredømme, samt at få Danmark fjernet fra FN’s kolonitilsyn lykkedes således kun på grund af falske præmisser, skjulte sandheder og fordrejede grønlandske ønsker. Det resulterede i, at Grønland ikke fik de valgmuligheder omkring ny tilknytningen til kolonimagten, som en række andre kolonier senere fik.

Torsdag d. 25. januar 2007
Lars-Emil Johansen, medlem af Folketinget for Siumut
Emnekreds: Grønlands historie, Rigsfællesskab og selvstyre.

"Forskning på dansk" - artikel vedr. forskning skrevet sammen med MF Kuupik Kleist (IA) og MF Høgni Høydal.
En kommentar til Dansk Institut For Internationale Studiers (DIIS) udredning: ”Afviklingen af Grønlands kolonistatus i årene fra 1945-54”, af 18 januar, 2007.

(Da Grønlands status blev ændret - 1953-ordningen i nyt lys)

”I forlængelse heraf kan det konstateres, jf. kap. 9, at Grønlands Landsråd i eftersommeren 1952 fik forelagt et mangelfuldt materiale som grundlag for rådets beslutning om at tilslutte sig forslaget om at blive en ligeberettiget del af rigsfællesskabet.” (s. 27)

Så klart kan det siges, og det bliver det da også allerede i kapitel 3. i den nyligt afgivne rapport fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) til den danske og den grønlandske regering.

Senere gennemgår rapporten nøjere det ”mangelfulde materiale”. Dette består primært i, at den danske regering gennem et massivt pres havde fået folkeretsprofessor Alf Ross til at trække sin erklæring til regeringen og grønlandsudvalget om, at Grønland - for at følge FN’s retningslinier - burde gives mulighed for at vælge en mere åben fremtid end indlemmelse i den danske grundlov, f.eks. en ordning som Færøernes selvstyreordning af 1948, tilbage.

Hos forskerne er der således almindelig enighed om, at Grønland ikke fik de oplysninger og valgmuligheder, de burde ifølge FN, endsige den tid, de havde ønsket, da Landsrådet i 1952 blev tvunget til - på få dage og udelukkende på baggrund af dansksprogede papirer (hvad DIIS ikke nævner) - at sige ja til en indlemmelse i den gamle kolonimagts nye grundlov. En grundlov, Grønland ikke i fremtiden ville kunne komme ud af igen uden de omfattende procedurer for grundlovsændringer, der bl.a. kræver folkeafstemning - i Danmark.

Hermed bekræfter denne danske rapport for så vidt klart det historiske forløb, en forskergruppe med international sammensætning, som Den Nordatlantiske Gruppe i Folketinget for et par år siden bad analysere det samme forløb, kom frem til.

Danmark havde ganske enkelt ikke rent mel i posen, hverken overfor de grønlandske politikere i Landsrådet eller de internationale diplomater i FN, da man i sidste øjeblik fik integreret Grønland ind i den danske grundlov og fik Danmark fjernet fra FN’s kolonikontrol.

Rapporten er naturligvis bestilt hos DIIS i håbet om hjælp til at rense den danske koloniale fortid for de beskyldninger om dansk manipulation i FN og undertrykkelse af den grønlandske beslutningsproces, som den internationale og uafhængige forskergruppe havde påvist i deres redegørelse til Den Nordatlantiske Gruppe.
Og DIIS leverer varen.

For i stedet for politisk manipulation fremstilles denne danske indsats nu hos DIIS, som et stykke fremragende dansk, politisk håndværk til beskyttelse af en lille, sårbar befolkning, der ikke kunne klare sig selv:

”Som første skridt i en forklaring kan der peges på, at danskerne på den ene side følte en forpligtelse til at hjælpe grønlænderne...Forpligtelsen udsprang primært af det forhold, at Grønland ikke kunne stå på egne ben på grund af befolkningens beskedne størrelse, de givne ressourcer, klimaet og naturforholdene. Den grønlandske befolkning var økonomisk sårbar og behøvede hjælp..” (s. 303 DIIS’s fremhævelse).
Samtidig lykkes det, på baggrund af indlemningen af et par grønlandske politikere i Folketingets grønlandsudvalgs under arbejdet med denne del af grundlovsforberedelsen i 1952, at fremstille integreringen af Grønland i grundloven som ”et dansk-grønlandsk projekt” (s. 295).

Konklusionen i aviserne i Danmark, efter DIIS-rapporten, omkring dette historiske forløb har da også straks været, at der - med statsministerens foretrukne ord - ikke er noget at komme efter. Missionen med DIIS-rapporten synes lykkedes, og statsministeren kan således befriet, udsende en pressemeddelelse, hvori han erklærer: ”Hermed er der efter min opfattelse skabt klarhed over disse historiske forhold. Jeg ser frem til, at debatten i 2007 vil fokusere på det fremtidige forhold mellem Grønland og Danmark.” (Pressemeddelelse af 18. januar, Statsministeriet)

For ifølge DIIS var det, Danmark gjorde dengang - uanset ”mindre” uregelmæssigheder - jo til alles bedste. De danske diplomater i FN udførte, ifølge DIIS, med politikeren Hermod Lannung i spidsen, et stykke fremragende, politisk håndværk, og Landsrådet i Grønland fik hvad det reelt havde brug for, i stedet for at blive belemret med en række teoretiske, folkeretslige overvejelser, der alligevel ikke ville have ændret dets stemmeafgivning.

Den selvstændighed eller den frie tilknytning, som Grønland ifølge FN også kunne have valgt, var det svage og sårbare folk jo slet ikke i stand til at håndtere alligevel. Ja - DIIS har sågar ikke fundet et eneste krav i datidens grønlandske debat om at få sådanne valgmuligheder, uanset DIIS flere gange, aldeles udokumenteret, kan slå fast, at man i Grønland var fuldt opmærksomme på muligheden af: ”… en uafhængighedsmodel eller en Færø-ordning, som naturligvis for begges vedkommende var kendte i Grønland” (s.297)

Ergo kan Danmark frikendes for disse historiske, politiske synder, der jo i virkeligheden blot var velgerninger overfor Grønland, og frikendelsen falder da også blankt i DIIS’s konklusion:

”På denne baggrund må det konkluderes, at Grønlands integration som ligestillet del af Danmarks Rige i 1953 internationalt blev anerkendt som et udtryk for den grønlandske befolknings udøvelse af sin selvbestemmelsesret. Hændelsesforløbet forud for integrationen og Generalforsamlingens anerkendelse heraf giver ikke grundlag for at anfægte den folkeretlige gyldighed af den stedfundne integration.” (s.303)

Når man læser den ellers på alle andre måder interessante rapport fra DIIS, får man en klar fornemmelse af, at det er de samme nationalt betingede briller, der har siddet foran konklusionsskriverens øjne, som sad foran øjnene på de danske aktører i 1945-1954.

Når forskerne i indledningen af deres rapport skriver at: ”..problemerne omkring forløbet af Grønlandsspørgsmålet 1945-54 også indeholder spørgsmål, som ikke kan afklares alene ved en empirisk orienteret udredning. En endelig afklaring kræver også stillingtagen til politisk værdiladede spørgsmål, hvis besvarelse ligger udenfor denne udredning.” (s.27), har de jo fuldstændig ret.

Problemet er bare, at konklusionerne i hele udredningen er så gennemsyrede af danskfarvet stillingtagen til de politisk værdiladede spørgsmål, at sætningen i indledningen til sidst nærmest virker absurd.
Til gengæld er den empiriske gennemgang af forløbet aldeles fremragende og velstruktureret.

Netop derfor leverer rapporten da også sit eget dementi i forhold til konklusionen. Men det ses nok kun af de læsere, der ikke er blændet af denne ulyksalige danske selvforståelse, hvor intet motiv i forhold til Danmarks indsats i Grønland kan veje højere end ”forpligtelsen” til at hjælpe de gode grønlændere (vel at mærke også mod dem selv, hvis de ikke skulle have forstået, hvad der er til deres eget bedste).

De historikere, der arbejder for DIIS, har heldigvis en sådan kvalitet, at en objektiv og kritisk gennemlæsning af rapportens dokumentariske afsnit afslører det sande billede af, hvad der faktisk skete dengang - og hvorfor!
Hør engang: ”…for danske politikere blev det mere og mere klart, at Grønland måtte gøres til en ligeberettiget del af riget, hvis ikke landet langsomt skulle glide fra Danmark” (s.295)

”De… forudså en dybere indgriben fra ikke-kolonimagternes side i forholdene i Grønland, hvis landets kolonistatus ikke blev ophævet. For Lannung kom hertil en skepsis med hensyn til USA’s hensigter i Grønland. Hans omfattende virke i FN i perioden 1948 til 1954 kan ses som en målrettet bestræbelse for at få afskaffet Grønlands status som koloni, før Danmark blev bundet af FN på en uhensigtsmæssig måde. Allerede i rapporten fra 1948 meddelte Danmark, at man ville undersøge muligheden af at gøre Grønland til ligeberettiget del af det danske rige og dette sigte blev opretholdt som et hovedmål fra da af.” (s.298)Bemærk venligst udtrykket ”bundet af FN på en uhensigtsmæssig måde”. Bag dette ligger det faktum, at efterkrigstidens intention om at afskaffe kolonisystemet via FN-pagten i udgangspunktet kun handlede om at give de gamle kolonier selvstændighed - ikke om nogen form for integration i kolonimagten.

Danmark kunne derfor, via FN, blive presset til at gøre med Grønland, hvad man ikke ønskede, nemlig at sende Grønland på selvstændighedens kurs, hvis man ikke slap ud af FN’s aktiviteter på dette område hurtigst muligt. Samtidig udviklede FN i disse år nye retningslinier, der medførte, at de tidligere kolonier nu ikke kun skulle tilbydes selvstændighed, men også retten til at indgå nye, frie samhørighedsaftaler, ”Free Association”, ikke blot med kolonimagten, men også med et andet land, såfremt de hellere ville det.

Imens det skete, pressede USA på, ikke bare for at få baser i Grønland - men for reelt at overtage landet, f.eks. via køb. Dette skete vel at mærke umiddelbart efter krigen, hvor grønlænderne ved selvsyn havde oplevet hvor meget bedre, de kunne få det - både materielt og ligestillingsmæssigt - under amerikansk og canadisk ledelse.

Ikke underligt, at de danskere, der kendte noget til de virkelige forhold, som danskerne bød grønlænderne i hverdagen nu indså, at landet meget let kunne ”glide fra Danmark”.

Derfor vedtog Danmark da også allerede i 1948 - fire år før grønlænderne så meget som blev spurgt eller orienteret herom - at finde på en vej til at integrere Grønland i Danmark, så det uomstødeligt blev bundet til det danske rige.

Derfor gik Hermod Lannung allerede i 1948 målrettet i gang med at få ændret i FN’s retningslinier, således, at en integrering i kolonistaten reelt kunne defineres som en opfyldelse af FN-pagtens ord.

Det lykkedes, og det var i sandhed et stykke internationalt politisk håndværk af første klasse. Det havde bare intet med nogen ønsker fra grønlænderne at gøre. For det grønlænderne i virkeligheden ønskede, og som man desværre skal helt om i bilagene i DIIS-rapporten efter dokumentation for, var noget helt andet.

Det grønlandske folk ønskede ligestilling med danskerne og egne repræsentanter i den danske Rigsdag.

Der var ingen, der bad om at blive ”integreret”, og næppe mange, der forstod, hvor uomstødelige en optagelse i den danske grundlov ville være. Det grønlænderne ønskede var, at den danske dominans og herrementalitet hørte op, at de fik samme løn og samme rettigheder til at tale frit, som danskerne og en levestandard som den, de danske havde i Grønland. Alt det fremgår tydeligt af den gennemgang af de grønlandske mediers debat på det omtalte tidspunkt, som rapportens eneste grønlandske medarbejder har fået lov at udføre.

Naturligvis diskuterede man ikke integration overfor selvstyre eller de stats- og folkeretslige konsekvenser heraf. De grønlandske politikere var hverken jurister eller statskundskabsfolk. De var praktikere. De diskuterede manglende løn og ligeret, klagede over at være ringeagtede i forhold til danskerne og krævede, at disse misforhold ophørte.

Fra 1952 til 54 lykkedes det de dygtige danske embedsmænd, at bilde nogle grønlandske politikere samt hele verdens diplomater ind, at det grønlandske folks beklagelser over uretfærdig behandling i virkeligheden betød, at det de ønskede, var integration i den danske grundlov, og at dette derfor havde været drøftet i og ønsket af hele det grønlandske folk.

Denne velovervejede fordrejning blev herefter brugt til at forklare FN, hvorfor man ikke behøvede den folkeafstemning om integration, selvstændighed eller fri association, som ellers var en af grundpillerne i FN’s retningslinier for afkolonisering. Nej, sagde Danmark, de folkevalgte grønlandske medlemmer af Landsrådet havde jo sagt ja. Danmark ville ikke fornærme dem ved at lave en folkeafstemning, der kunne så tvivl om deres kompetence.
Hvad Danmark naturligvis ikke sagde til FN var, at alle disse medlemmer af Landsrådet var valgt på rent lokale spørgsmål. Grønlands fremtidige konstitutionelle stilling havde nemlig aldrig været et emne under valget til Landsrådet.

For at sikre, at FN godtog den danske forklaring på den manglende folkeafstemning, fik man endog sendt to grønlandske repræsentanter til New York, så man kunne stille dem op overfor FN’s udvalg og bekræfte de danske forklaringer, baseret på danske instrukser herom. (Se gengivelsen af Hermod Lannungs huskeseddel herom i West/Heinesen: ”Kilder til Færøernes og Grønlands Historie”, s. 227). Resultatet?

Se blot hvad DIIS skriver: ”Det afgørende for Generalforsamlingen, da den anerkendte Grønlands integration i Danmark, synes at have været overbevisningen om, at Grønlands ændrede status var i overensstemmelse med den grønlandske befolknings ønsker.” (s.303)
Inden da havde den eneste dansker, der tilsyneladende havde anstændighed nok til at mene, at grønlænderne skulle behandles på lige fod med alle andre folk og tildeles de rettigheder FN tilskrev alle andre undertrykte folkesamfund, den internationalt anerkendte folkeretsprofessor Alf Ross, fået hamret en dansk mundkurv på af regeringen, og hans meninger var blevet skjult for de grønlandske politikere. Dette beskrives af DIIS sådan: ”Alf Ross smed imidlertid en bombe ind i forfatningskommissionens arbejde ved at foreslå, at der indførtes en ordning, der i princippet svarede til den færøske hjemmestyreordning fra 1948. Det stred imod især danske, men også grønlandske ønsker og mod den politik, Danmark gennem år havde ført i FN, der netop gik ud på en rendyrket integrationsordning” (s.296/7).

Som man vil kunne se, handler det virkelige forløb fra 1945 til 54 om, at Danmark - af frygt for USA og for at blive tvunget til at give slip på sin sidste koloni og de håb, der i årevis havde været bundet til dens forventede rigdomme og strategiske vægt - opfandt en vej ud af det FN system til frigørelse af verdens undertrykte folk i kolonierne, man selv havde stemt for.

Allerede i 1948 startede en bevidst indsats fra dansk side for at få Grønland integreret i det danske storrige. Alt blev derefter tilpasset dette ”hovedmål”. Da man var klar i FN efter nogle års dygtigt arbejde, udlagde man behændigt grønlændernes ønske om ikke længere at blive undertrykt og nedværdiget af danskerne i Grønland og om at få et selvstændigt talerør i Danmarks Rigsdag, så det ikke længere var danske embedsmænd, der ”fortolkede” grønlændernes krav til Danmark, som et ønske om integration i Danmark. Derefter kunne man erklære integrationen for et fælles dansk-grønlandsk projekt.
Da Alf Ross i sin almene hæderlighed var tæt på at afsløre dette plot, blev hans skrivelser holdt hemmelige og han selv presset til tavshed. Hvad grønlænderne næppe heller fik at vide var, at FN netop i 1952-53 arbejde på et nyt krav om, at ingen koloni måtte integreres med kolonimagten via indlemmelse i dennes grundlov, men kun gennem særaftale eller separat traktat. Netop for at situationen senere kunne videreudvikles uden det krævede forfatningsændringer. Dette blev dog først vedtaget efter den danske grundlovs ikrafttræden, og i forelæggelsen til FN kunne Danmark således oplyse, at ”der ikke i den danske forfatning var indbygget en mulighed for at omgøre beslutningen” (s.300)

Den danske fælde var smækket om Grønland - i sidste øjeblik.

De to store mål - at få Grønland endegyldigt indlemmet under dansk herredømme, samt at få Danmark fjernet fra FN’s kolonitilsyn lykkedes således kun på grund af falske præmisser, skjulte sandheder og fordrejede grønlandske ønsker. Det resulterede i, at Grønland ikke fik de valgmuligheder omkring ny tilknytningen til kolonimagten, som en række andre kolonier senere fik. Det resulterede yderligere i, at Grønland den dag i dag er fanget i den danske grundlov, hvor enhver reel ændring alene er i hånden på de danske magthavere. Ligeledes er det baggrunden for den påståede danske ret til at bestemme over Grønlands relationer til udlandet, såvel som over Grønlands undergrund og de dermed forbundne grønlandske råstoffer. Alt sammen negative forhold, vi støder imod gang på gang i den Selvstyrekommission, der for tiden forsøger at forny forholdet mellem Grønland og Danmark.
Processen fik således konsekvenser, der direkte berører vor tid, og fra Grønland stilles derfor nu også med rette spørgsmål ved, om en grundlov - påtvunget et folk på en sådan basis - overhovedet kan anses for legitim. Vi kan derfor skuffe statsministeren med, at hans ønske ikke går i opfyldelse. Fokus er med denne rapport aldeles ikke fjernet fra disse pinlige historiske forhold og slet ikke fra deres konsekvenser for det fremtidige forhold mellem Grønland og Danmark. Takket være DIIS’ rapport er behovet for en gennemgribende revision af forståelsen af de sande bevæggrunde bag hele den danske kolonipolitik i forhold til Grønland - før og efter 1953 - blevet mere krævende end nogensinde.

Set i det lys er det ganske fantastisk at læse DIIS-rapportens endelige - og dybt politiske - fortolkning af processen:

”På enkelte punkter havde Danmark i forbindelse med Grønlands integration givet Generalforsamlingen ufyldestgørende eller diskutable oplysninger…På disse enkelte punkter kunne der for så vidt argumenteres for, at der var sket et formelt brud på forpligtelsen i henhold til FN-pagtens Artikel 73 (e). Det er i dag ikke muligt med sikkerhed at afgøre, om mere retvisende oplysninger om f.eks. landets etniske sammensætning m.v. ville have påvirket staterne i Generalforsamlingen til en anden holdning. Det forekommer dog meget usandsynligt….” (s.303)
”Hvis Ross’ særudtalelse var blevet offentlig kendt, ville det, som der argumenteres for andet steds, næppe have ændret den grønlandske indstilling.. (s.225)”Grønlænderne traf deres valg om integration med åbne øjne for, at der var alternativer - og i enighed. Det er som nævnt svært at forestille sig, at Alf Ross’ særudtalelse skulle have været i stand til at rokke denne solide og altdominerende grundholdning.” (s.226).

Med andre ord - Danmark løj, tav, forvanskede og undertrykte sandheden på livet løs i forbindelse med den proces, som DIIS nu har undersøgt. (Og DIIS hjælper nu yderligere til ved at understrege at det hele var grønlændernes eget frie valg - umiddelbart efter at have dokumenteret, at valggrundlaget var falsk!). Den fantastiske danske konklusion er derefter, at det gjorde ingenting, for det var til grønlændernes eget bedste og havde ”sikkert” ikke rigtig nogen betydning for udfaldet. Og, uanset det skete på basis af løgn på løgn, så vedtog FN’s generalforsamling jo sin resolution om Danmarks befrielse som kolonimagt og Grønlands endelige prisgivelse, og dermed giver det ”…ifølge udredningen ikke grundlag for at anfægte den folkeretlige gyldighed.”
Så hvorfor råbe op! Der er jo ikke noget at komme efter! DIIS har talt - og de taler dansk, som man kan lide det i Danmark.

Den Nordatlantiske Gruppes rapport, udarbejdet af internationale folkeretseksperter om det samme forløb, kommer til en række andre slutninger, blandt andet om brud på folkeretten, uhæderlighed overfor FN og manipulation af det grønlandske Landsråd.

Men der er jo også udlændinge involveret.
Hvad forstår de sig på Grønland!

Kilde: www.dnag.dk