Indsigt: Farlig farce

Farlig farce

Ombudsmandsinstitutionen fungerer ikke. Sagsbehandlingen varer ofte flere år - måske på grund af politisk pres - og institutionen lever ikke op til sit formål, nemlig at være vogter af borgernes retssikkerhed

Tirsdag d. 2. marts 1999
Nyhedsbrevet ARBEJDSGIVEREN
Emnekreds: Ombudsmanden, Politik.

Den 18. september 1998 var der fødselsdagsfest i Ombudsmandsinstitutionen i Nuuk. Ganske vist havde ombudsmanden ikke indbudt til kaffemik, og de gæster, som alligevel dukkede op, medbragte selv fødselsdagskage.

Fødselaren gemte sig og skuttede sig lyssky i sin lune hængemappe.

De uanmeldte gæster var en lille feststemt delegation fra Grønlands Arbejdsgiverforening. Fødselaren var GA’s klage til ombudsmanden over blandt andet landsstyrets dispositioner i forbindelse med et kollegiebyggeri i Qaqortoq.

Fødselsdagskagen, en rigtig konditorkage med to lys som det er skik og brug, markerede, at klagen fyldte to år.

Væsener i denne alder udvikler sig almindeligvis, men tilsyneladende foregår intet helt almindeligt hos ombudsmanden. Klagesagen står i stampe. "Sagen har været stillet i bero med henblik på en afklaring af i hvilket omfang, Landstingets finansudvalg havde taget stilling til sagen," forklarede fødselsdagsværterne beroligende i september.

"Denne afklaring af sagen foreligger nu, og ombudsmanden er derfor tæt på at kunne slutte sin behandling af sagen," forsikrede de sirlige embedsmænd. De lovede en afgørelse inden jul selvom der lige manglede nogle oplysninger, man var blevet opmærksom på ved en gennemgang af Hjemmestyrets sagsakter.

Nu fylder sagen snart 2½ år. Men selv om sagens afklaring forelå allerede i september, og selv om de sidste oplysninger blev indhentet dengang, så holder ombudsmanden sin afgørelse tæt til kroppen.

Sagen ligger fortsat i sin mørke hængemappe. Den er endnu ikke afgjort efter en sagsbehandlingstid på 30 måneder.

Kan det mon skyldes, at sagen ville vælte de landsstyremedlemmer, som godkendte kollegiebyggeriet i Qaqortoq, hvis Grønlands Arbejdsgiverforening fik medhold i sin klage?

Endnu en sag
Klagesagen om kollegiebyggeriet i Qaqortoq er ikke enestående. Samtidig behandles klager fra GA om brobyggeriet i Sisimiut og over Hjemmestyrets behandling af landingsbanelicitationen i Aasiaat.

I begge sager har ombudsmand Vera Leth erklæret sig inhabil og Folketingets ombudsmand er indtrådt som sætteombudsmand i hendes sted.

Hans Gammeltoft-Hansen forventes snart at kunne afgøre Sisimiut-sagen. Aasiaat-sagen er derimod endnu et eksempel på, at forvaltningspraksis i Grønland undertiden antager groteske former.

GA’s klage daterer sig til 26. juni 1997, da samtlige akter i sagen blev sendt direkte til Folketingets ombudsmand, fordi Hans Gammeltoft-Hansen som sætteombudsmand allerede behandlede klagen over brolicitationen i Sisimiut.

Allerede den 14. juli 1997 skrev Gammeltoft-Hansen derpå til Landstingets lovudvalg. Den danske ombudsmand mente ikke, at han - citat: "kunne eller burde behandle den nye klage fra Grønlands Arbejdsgiverforening uden at jeg fra Landstingets lovudvalg modtog en anmodning herom."

Den formelle anmodning, Hans Gammeltoft-Hansen efterlyste den 14. juli 1997, modtog han omsider den 29. januar 1999. Nå ja, nu forventer ingen jo mere, at den grønlandske forvaltning både sadler og rider samme dag. På vore breddegrader er vi vant til, at ting tager tid.

Alligevel beklager formanden for Landstingets lovudvalg, landstingsmedlem Otto Steenholdt, at det skulle vare 18 måneder, før Hans Gammeltoft-Hansens anmodning kunne imødekommes. "Det sene tidspunkt skyldes en beklagelig fejl hos Landstingets Bureau," skriver Steenholdt taktfuldt i sit brev til Folketingets ombudsmand.

Brevet og den officielle anmodning til Hans Gammeltoft-Hansen om at indtræde som sætteombudsmand i klagesagen løser imidlertid ikke problemet. Hvorfor? Fordi Landstingets lovudvalg ikke samtidig returnerer sagens akter til Gammeltoft-Hansen. Uden sagsakter ingen sagsbehandling, det er indlysende, og det gør Gammeltoft-Hansen opmærksom på i et brev til lovudvalget den 17. februar 1999. Næsten 19 måneder efter, at klagesagen er rejst.

Farligt og utrygt
Ombudsmandsinstitutionen skal være borgernes værn mod vilkårlighed i den offentlige forvaltning, borgernes værn mod magtfordrejning, borgernes garanti for, at retssikkerheden ikke trues. Det lever den grønlandske ombudsmandsinstitution ikke op til.

Korrekt sagsbehandling kan tage tid, det ved vi alt om i Grønlands Arbejdsgiverforening. Men det er uanstændigt, når konkrete og velbelyste klagesager bliver syltet i flere år, før de bliver afgjort. Så bliver selve ombudsmandsinstitutionen en farce, en meget farlig farce, som ikke længere virker efter sin hensigt.

Vi forlanger ikke at få ret. Vi forlanger såmænd blot, at sager bliver taget alvorligt. Og vi forlanger, at den grønlandske ombudsmandsinstitution sikres faglige ressourcer og absolut uvildig i forhold til det politiske system. Først da bliver ombudsmanden borgernes værn mod vilkårlighed og magtmisbrug, og en garanti for retssikkerheden.

Ombudsmandens svar på kritikken