Indsigt: Økonomisk slingrekurs

Økonomisk slingrekurs

Hjemmestyret har været mere optaget af at skabe sig selv historiske monumenter end at sikre befolkningen en sådan udvikling, at den selv kan tage vare på at løse egne opgaver som for eksempel at bygge boliger, drive virksomhed og alt det andet, som kendetegner et veludviklet samfund.

Mandag d. 20. marts 2000
Nyhedsbrevet ARBEJDSGIVEREN
Emnekreds: Erhverv, Politik, Økonomi.

Indholdsfortegnelse:
Kapaciteten
Pris og konkurrence
Konkurrence på lige betingelser
Branchens ekspertise
Et nødvendigt valg
Uddannelse koster penge
Det politiske ansvar


Udenlandske entreprenører er en nødvendighed for at gennemføre de store renoverings- og nybygningsprojekter i Grønland, konstaterer Det rådgivende udvalg vedrørende Grønlands økonomi i udvalgets seneste rapport. Økonomerne peger på tre ting:
  • Den grønlandske bygge- og anlægsbranches kapacitet.
  • Konkurrence som middel til at sænke prisniveauet i det grønlandske byggeri.
  • Mangel på nødvendig ekspertise i den grønlandske bygge- og anlægsbranche.
Økonomerne formulerer sig smukt og tillidsvækkende, men glemmer, at man skal omgå myter og udokumenterede påstande med forsigtighed. Og i modsætning til tidligere mere forbeholdne tilkendegivelser fra Det rådgivende udvalg om OECDs superliberalistiske markedsøkonomiske model for udviklingen i Grønland, har udvalget i den seneste rapport overgivet sig.

Nu bekender det statsministerielle udvalg sig til OECDs anbefaling af at gennemføre de kommende års store bygge- og anlægsopgaver med deltagelse af udenlandske virksomheder: ".... involvering af udenlandske entreprenører (er) givetvis nødvendig, " hedder det i rapporten.

Dermed vedligeholder og understøtter økonomerne en myte om den grønlandske bygge- og anlægsbranche. Det rådgivende udvalg anbefaler nye initiativer på baggrund af udokumenterede påstande. Det forekommer ikke seriøst.

Kapaciteten
Bygge- og anlægsbranchen har ikke den nødvendige kapacitet til at løfte renoverings- og nybygningsopgaverne; branchen arbejder allerede på kapacitetsgrænsen, noterer Det rådgivende udvalg.

Det er meget vanskeligt at forholde sig til et så generaliserende postulat, da kapaciteten i bygge- og anlægsbranchen kan måles både i antallet af virksomheder og i antallet af medarbejdere.

Ser vi på antallet af virksomheder, er der totalt set i Grønland en tilstrækkelig kapacitet til at løse de samlede bygge- og anlægsopgaver, også de yderligere opgaver, som måtte komme på grundlag hele renoveringsprojektet. På medarbejdersiden er der derimod mangel på arbejdskraft - specielt faglært arbejdskraft. Koordineringsudvalget, nedsat af Staten og Grønlands Hjemmestyre, skrev da også i sin rapport for ca. 1 år siden:En forstærket indsats inden for renovering og nybyggeri vil, som nævnt, skabe et behov for yderligere faglært arbejdskraft i bygge- og anlægssektoren.Af politiske og sociale årsager vil det være betænkeligt at dække dette behov helt eller delvist ved tilkaldt arbejdskraft.(Vor understregning) Som en følge heraf spiller uddannelsesområdet en afgørende rolle for en løsning af problemet vedrørende det fremtidige forhold mellem opgaver og kapacitet indenfor sektoren..

Således peger koordineringsgruppen præcis på problemets kerne. Tilkaldt arbejdskraft løser ikke det langsigtede problem for landet. Kun gennem en målrettet uddannelsesindsats og et nøje planlagt byggetempo, som tilgodeser den lokale beskæftigelse, løses problemet med at tilpasse opgavemængden med kapaciteten i bygge- og anlægssektoren. Grønlands Arbejdsgiverforening har gang på gang hævdet synspunktet, at en fornuftig planlægning af de omfangsrige projekter i sig selv vil medføre, at landets egne virksomheder kan løse hovedparten af opgaverne med den eksisterende kapacitet.

Desuden har bygge- og anlægsbranchen selv ved tidligere lejligheder bevist, at den er i stand til at tilpasse sig i perioder med spidsbelastning.

Pris og konkurrence
Byggeomkostningerne er betydeligt højere i Grønland end i Danmark, konstaterer Det rådgivende udvalg.

Det er ikke nogen nyhed, såvel som der ikke er noget nyt i, at klimatiske forhold, infrastrukturforhold og en stribe øvrige forhold, der væsentligt øger virksomhedernes omkostninger, påvirker priserne og - desværre - medfører et højt prisniveau for bygge- og anlægsopgaver i Grønland. "Men forholdet kan derudover afspejle, at konkurrencen på det lokale marked er utilstrækkelig, " hedder det i udvalgsrapporten, som dermed samtidig antyder - men ikke dokumenterer - at de grønlandske bygge- og anlægsvirksomheder enten beregner sig for høje avancer eller ikke udfører opgaverne tilstrækkeligt effektivt. Prisniveauet kan skyldes særlige grønlandske forhold. Det kan være manglen på konkurrence fra udenlandske virksomheder, der medfører avancer, der måske er forhøje. Der kan måske være tale om begge dele.

Det er ikke en seriøs argumentation fra de højt kvalificerede økonomiske eksperter, der udgør Det rådgivende udvalg vedrørende Grønlands økonomi. Det er ikke anstændigt at rådgive et lands regering og parlamentarikere om så væsentlige erhvervs- og samfundsmæssige forhold uden at have dokumentationen i orden.

Konkurrence på lige betingelser
Konkurrence betyder normalt, at to eller flere virksomheder ud fra lige forudsætninger dyster om, hvem der er den bedste, hurtigste, billigste, eller hvad nu konkurrencen gælder.

Når vi taler om konkurrence på bygge- og anlægsopgaver mellem lokale og udenlandske virksomheder er opgavens definition og omfang helt afgørende for konkurrencen, Er opgaven lille - for eksempel maling af et par lejligheder - er der med garanti ingen udenlandske virksomheder, der vil kunne udføre opgaven billigere end en lokal virksomhed. Hvis opgaven derimod er meget stor og kompliceret - og det samtidig forudsættes, at opgaven skal gennemføres på meget kort tid - så vil der ikke være virksomheder i Grønland, som kan udføre opgaven. Der vil med andre ord heller ikke i denne situation være konkurrence mellem lokale og udenlandske virksomheder.

Derfor er Det rådgivende udvalgs postulat om behovet for øget konkurrence mellem lokale og udenlandske virksomheder meningsløs og udokumenteret.

Desuden er det som regel en betingelse for, at udenlandske virksomheder kan konkurrere på prisen, at opgaven kan gennemføres på meget kort tid, fordi en kort byggeperiode minimerer omkostningerne til transport og indkvartering.

Det betyder på den anden side, at den daglige arbejdstid forøges langt ud over den arbejdstid, det er muligt at pålægge den lokale arbejdskraft. Den lokale arbejdskraft har familie og andet socialt liv at tage hensyn til. Det er ikke tilfældet for udenlandske virksomheder med udenlandsk arbejdskraft.

Hvis en udenlandsk virksomhed skal gennemføre opgaven inden for rammerne af det, man forstår ved normal arbejdstid, vil opgaven normalt ikke være attraktiv for virksomheden, og ej heller for virksomhedens medarbejdere fra udlandet - de kommer nemlig alene ti1 Grønland for at tjene en hurtig skilling.

Branchens ekspertise
"Især renoveringsopgaver kan kræve specialistviden og færdigheder, som kun i begrænset omfang findes lokalt, " vurderer Det rådgivende udvalg.

Grønlands Arbejdsgiverforening og bygge- og anlægsbranchens aktører afviser ikke, at enkelte opgaver kræver en særlig specialistviden. Under de omfattende renoveringsprojekter i København og de større danske provinsbyer har der vist sig behov for specielle håndværksmæssige kvalifikationer, men dette vil langt fra være nødvendigt i Grønland i samme omfang. Det er ikke slotte og renæssancepalæer, som skal renoveres i Grønland - men helt traditionelle boliger fra 60’erne og 70’erne.

Eventuelle specialopgaver løses udmærket i de eksisterende lokale virksomheder i samarbejde med eventuelle specialister - det er velkendt, at de grønlandske virksomheder i særlige situationer køber nødvendig ekspertise hos virksomheder i Danmark.

Det forekommer imidlertid uforståeligt, at Det rådgivende udvalg ser bort fra den kendsgerning, at netop bygge- og anlægsopgaver måske er det allerbedste grundlag for uddannelse og opkvalificering af arbejdskraften, når udvalget samtidig fylder det meste af rapporten med klare fakta om det generelt lave uddannelsesniveau i Grønland. I dag og mange år fremover vil ingen andre erhvervssektorer - bortset fra fiskeriet - have et volumen, der berettiger til at kunne uddanne den grønlandske arbejdskraft. Det rådgivende udvalg anfører i sin rapport, at det uddannelsesmæssige aspekt kan tilgodeses ved at inddrage dette i licitationsbetingelserne for de udenlandske firmaer.

Så må Grønlands Arbejdsgiverforening spørge, om udvalget har undersøgt, hvilken uddannelsesmæssig effekt anlæggelsen af de regionale lufthavnene i Grønland har haft? Også i disse opgaver blev lokal beskæftigelse og uddannelse prioriteret. Vores påstand er, at uddannelseseffekten har været ganske beskeden.

Håndværkeruddannelsen tager som bekendt mindst fire år. Det er yderst sjældent at en enkelt byggeopgave strækker sig over en så lang periode - derfor er det også illusorisk at forestille sig, at udenlandske virksomheder kan og vil påtage sig rollen som praktiksted.

Et nødvendigt valg
Baggrunden for Det rådgivende udvalgs konklusioner er, at udvalget mener, at de omfattende renoveringsopgaver og det betydelige nybyggeri - sammenholdt med bygge- og anlægssektorens kapacitet - vil medføre flaskehalsproblemer og herigennem mulighed for stigende byggepriser. Grønlands Arbejdsgiverforening afviser ikke disse synspunkter. Men konklusionerne er kun rigtige, hvis alle opgaver skal gennemføres inden for en meget snæver tidsramme. Det er direkte forkert at tale om "nødvendighed" i henseende til at lade udenlandske virksomheder deltage i bygge- og anlægsopgaverne.

Men det er nødvendigt, at der træffes et politisk valg:
  • Skal Grønland fortsat være vidne til, at banale byggeopgaver udføres af udefra kommende virksomheder, som naturligt nok kun har en interesse - det maksimale driftøkonomiske udbytte af den enkelte opgave?
  • Eller skal de massive bevillinger på bygge- og anlægsområdet aktivt medvirke til opkvalificering af den grønlandske arbejdskraft og de grønlandske virksomheder?


Uddannelse koster penge
Det bør ikke overraske økonomer, at uddannelse koste penge. I forhold til bygge- og anlægsbranchen betales uddannelsen gennem en rimelig og veltilrettelagt byggeperiode, som måske - og kun måske - vil betyde en smule højere anlægssum. Til gengæld får samfundet en velkvalificeret og motiveret arbejdsstyrke.

Efter snart 50 år, hvor Grønland har gennemløbet en utrolig udvikling fra fangersamfund med små og usunde boliger til noget, der ligner et moderne industrisamfund med en gennemsnitlig meget høj boligstandard, er samfundet uddannelsesmæssigt til gengæld sakket længere og længere bagud i forhold til den omgivende verden.

Det politiske ansvar
Ansvaret for denne negative udvikling kan entydigt placeres hos de politiske beslutningstagere - før 1979 var det Staten, siden Grønlands Hjemmestyre.

Hjemmestyret har været mere optaget af at skabe sig selv historiske monumenter end at sikre befolkningen en sådan udvikling, at den selv kan tage vare på at løse egne opgaver som for eksempel at bygge boliger, drive virksomhed og alt det andet, som kendetegner et veludviklet samfund.

Det er skammeligt, at Det rådgivende udvalg vedrørende Grønlands økonomi nu lader sig forblænde af superliberalismens talsmænd, og det er tankevækkende, at det falder sammen med de personudskiftninger, der er sket i udvalgets sekretariat. Sidder OECD nu med ved bordet, når den danske stat skal rådgive Grønland?

Men at selv IAs topmand, landsstyremedlem for økonomi og handel Josef Motzfeldt, synger med i dette kor, synes ikke blot ejendommeligt - man forledes samtidig til at tro, at manden har haft et momentant black out!

Grønland har ikke råd til økonomisk slingrekurs.