Indsigt: Hvad gik galt med Grønland?

Hvad gik galt med Grønland?

Det er den omvendte verden, at modtageren afholder folkeafstemning, medens rigsfællesskabets, giverens, befolkning ikke må tilkendegive sin mening om at blive berøvet store værdier.

Tirsdag d. 25. november 2008
Ole T. Krogsgaard, Direktør  
Emnekreds: Rigsfællesskabet, Selvstyreafstemning, Undergrunden.

Indholdsfortegnelse:
Den danske befolkning bliver ikke spurgt
Første gang var Eko-fisk feltet
Anden gang var Færøerne
Bliver tredje gang Grønland?
Uden hensyn til grundlov, Folketing og befolkning
Kun vejledende afstemning i Grønland
Et amerikansk tomrum
Er der olie?
Mangel på respekt for folkestyret
Mangel på tanke for fremtiden
Er sagen for vigtig til at lade folket bestemme?


I dag er der folkeafstemning i Grønland. Det Danske Rige vil for tredje og sidste gang afstå olierigdomme, denne gang de formentlig enorme grønlandske, og grønlændernes afstemning skal vise, om de vil overtage dem. Dalgas kæmpede efter devisen »Hvad udad tabes, skal indad vindes«. Det, vi har afstået i 1965, 1992 og snart skal afstå i 2009, kan vi ikke vinde indadtil. Vi taler meget om at give kommende slægter et bedre klima, men vi holder os sandelig ikke tilbage med at fratage vore efterkommere store milliardværdier.

Den danske befolkning bliver ikke spurgt
Det er den omvendte verden, at modtageren afholder folkeafstemning, medens rigsfællesskabets, giverens, befolkning ikke må tilkendegive sin mening om at blive berøvet store værdier. Årsagen er vel, at regeringen mener, at befolkningen ikke er i samme gavehumør som den. Problemet er, at hvis hele befolkningen skal stemme, skal der gives en god begrundelse, og det er næppe muligt. Vi har i hvert fald ikke fået nogen.

I kronikker i Jyllands-Posten om grønlandsolien 11/9 og 5/11 omtalte jeg det historiske og juridiske grundlag. Vi er ikke og har ikke været forpligtede til at afstå vore olierettigheder til nordmænd, færinger og nu snart til grønlændere. Tværtimod sker det på kant med grundloven. Det mente også tidligere regeringer.

Første gang var Eko-fisk feltet
Nu er alle politiske partier vist enige om, at det var tåbeligt, da vi i 1965 forærede Norge det rige Ekofisk-felt uden andet hensyn end ønsket om at hjælpe en god nabo. Og i 1982 gav statsministeren udtryk for regeringens mening i sit brev til det færøske landsstyre: »En fuldstændig og uigenkaldelig overdragelse af statens højhedsret til en enkelt del af riget eller til dennes befolkning eller til en hjemmestyremyndighed er efter danske retsprincipper ikke mulig, og det vil ikke være foreneligt med rigsfællesskabet at overdrage den fastboende befolkning på Færøerne eneretten til råstofferne i undergrunden. Regeringen anser det herefter for udelukket, at området ”råstoffer i undergrunden” helt eller delvist kan overføres til Færøernes landsstyre«.

Anden gang var Færøerne
Det er krystalklar tale. Men retsprincipper har det med at falme. En anden statsminister gav 22. december 1992 på et stykke A4-papir en julegave til færingerne ved at afstå netop dette område til dem, ikke engang delvist, men helt. Det skete uden om Folketinget og selvsagt uden om befolkningen. Grønlænderne siger, at de ikke vil stilles ringere end færingerne, dvs., at når en regering har fejlet, skal andre regeringer også fejle.

Bliver tredje gang Grønland?
Nu skal grønlænderne hjælpes med en ny afståelse, manøvreret frem til en beslutning uden folkeafstemning og uden information til folket. Jeg mener at vide, at mange af Folketingets medlemmer har den personlige opfattelse, at afståelsen af grønlandsolien er rystende, men at de har lovet at stemme for den. Der er fortsat ingen forståelig begrundelse for at folket skal afstå olien. Kun Dansk Folkeparti protesterer, så det kan høres.

Tilsyneladende har de grønlandske forhandlere fået løfte om, at Folketingets tilsagn kun er en formalitet, som klares til foråret, og at der ikke er risiko for en dansk folkeafstemning. Kun derfor giver det mening at afholde folkeafstemning i Grønland, endnu før der har været afstemning i Folketinget, om gaven skal gives.

Uden hensyn til grundlov, Folketing og befolkning
Jeg har ikke fået en eneste indvending mod rigtigheden af det faktuelle indhold af mine kronikker om emnet. Et folketingsmedlem forklarer, at skiftende statsministre har lovet selvstændighed. Ifølge det citerede brev var det indtil 1982 udelukket at afstå undergrundsrettigheder. Det var det vel også i 1992, men da kunne en statsminister åbenbart afstå nationens olierettigheder uden hensyn til grundlov, folketing og befolkning. Statsministre kan stille noget i udsigt, men har ikke ret til at indskrænke riget. Hertil henregner jeg rigets undergrund. Folketingsmedlemmers tilkendegivelser på et utilstrækkeligt informationsgrundlag berettiger ikke til at stemme for en lov, som de ved den afgørende afstemning finder skadelig for rigets befolkning.

Kun vejledende afstemning i Grønland
Grønlændernes folkeafstemning er kun vejledende. Risikoen for, at de siger nej, er ikke stor, men den er der. Den grønlandske avis Sermitsiaq meddelte 12. oktober 2008, at flere organisationer har fundet det påkrævet at stifte en ny bevægelse, Nammineerta!, for at sikre det af hjemmestyret ønskede ja ved folkeafstemningen 25. november. Med artiklen ”Selvstyret splitter generationerne” siger avisen, at selv om mange vælgere siger ja, er der en klar tendens til, at yngre vælgere er skeptiske. En ny meningsmåling siger, at 47 pct. af vælgerne siger ja, 31 pct. nej, 22 pct. ved ikke. Af de 18-29-årige siger 30 pct. ja, 44 pct. nej, 26 pct. ved ikke. Læserindlæg tyder på, at denne skepsis skyldes tvivl på hjemmestyrets evne og vilje til at varetage grønlændernes interesser. For de politiske ledere er der store personlige perspektiver i at kunne forhandle på Grønlands vegne i rollen som herrer over olien. Men mange grønlændere synes at finde en vis tryghed i en dansk tilknytning frem for at blive kastebold mellem USA og Rusland i kampen om militær- og oliestrategiske interesser på Grønland.

Et amerikansk tomrum
USA bliver den ultimative vinder. Grønland tilhører det amerikanske kontinent, og det tomrum, vi efterlader, vil blive udfyldt af USA, hvis strategiske interesser er overvældende store, for store til at afgive til andre. Der bør ikke herske tvivl om, at stormagten USA ikke vil give andre mulighed for at sætte sig fast på Grønland. I praksis bliver der beskedent råderum til de fåtallige grønlændere på små kystområder på et i øvrigt folketomt område af kæmpestort omfang. USA bliver en ulige mere dominerende samarbejdspartner end Danmark.

Er der olie?
Nogle politikere siger, at det ikke er sikkert, at olien findes. Det blev også sagt om Nordsøen og Færøerne. Men argumentet duer ikke, når olien er fundet. GEUS, Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse, skriver (Grønlands Geologiske Udvikling fra urtid til nutid, udg. oktober 2005) om Vestgrønland: »Der er indtil nu ikke påvist nogen egentlige forekomster, men de mange undersøgelser har medført, at undergrunden under havbunden er godt kendt, og at der er store forhåbninger om at finde olie i området«, og »Det er med denne analyse (sydligst, 60 - 68 grader nord) blevet påvist, at der eksisterer en række meget store potentielle strukturer for oliefælder, hver med en størrelse som gigantfelter, der i undergrunden kan rumme mere end en milliard kubikmeter olie”. 69-72 grader nord er der påvist et over otte km tykt lag fra et gammelt landnært deltasystem med store mængder organisk materiale i form af kulbænke. Der er olieudsivninger, og boringer viser olieimprægnerede bjergarter og gas under tryk i flere niveauer. Og det er kun en lille del af Grønland.

Mangel på respekt for folkestyret
I 1965 afstod vi enorme værdier, uden at befolkningen opdagede det, før det var for sent. Det samme skete i 1992, og nu skal vi til det igen. Er befolkningen for passiv, fordi den ikke ved, hvad der er under opsejling? I et repræsentativt demokrati giver folket det valgte folketing ret til at træffe afgørelser på dets vegne. Det bør indebære en naturlig pligt til at oplyse folket og træffe vidtgående beslutninger i rimelig harmoni med folkets interesser, dvs. i åbenhed, og før toget er kørt. Det er ikke klaret med partiprogrammer og valgløfter alene.

Mangel på tanke for fremtiden
Jeg har fået indvendingen: »Hvorfor bekymrer du dig om grønlandsolien? Vær nu lidt positiv og overlad det til regeringen - det kan aldrig blive et problem i din tid«. At bekymre sig om fremtiden er især en pligt for regering og folketing, men hvis de ikke gør det, må almindelige borgere hjælpe dem i al venskabelighed. På langt sigt er intet sikkert, og vore efterkommere vil bebrejde os, at vi gang på gang frivilligt afstod olien til andre, blot fordi vi selv var rige og gav af vores overflod. Eller mener vi, at vi skal bruge alternativ energi og overlade olien til USA? Mon ikke de fleste hellere ønsker, at vor energiminister kæmper for efterkommernes energiforsyning med samme energi, som hun anvender som klimaminister for at sikre dem et tåleligt klima?

GEUS taler om gigantfelter. Andre gætter på værdien af ufundne oliemængder. 10.000 og 20.000 mia. kroner er nævnt. 10.000 mia. er et stort beløb. Det svarer til alle den danske stats udgifter i 20 år.

Er det ansvarligt, at vore politikere interesserer sig så lidt for denne store sag? Hvor meget kender de til dens baggrund, formål og virkning for grønlændere og rigets befolkning? DONG med statens højeste ekspertise er formentlig forhindret i at udtale sig. Kun ved et tilfælde kom jeg til at bemærke nogle af problemerne ved den grønlandske olie.

Er sagen for vigtig til at lade folket bestemme?
Folketinget kan træffe vigtige afgørelser. Men når vidtrækkende love som denne skal vedtages på et uoplyst og uigennemskueligt grundlag, er kritik nødvendig. Formentlig er rigets samlede befolkning endnu mere skeptisk end grønlænderne. Er sagen for vigtig til at lade folket bestemme selv?

Bragt som kronik i Jylnandsposten 25.11.2008/i>