Indsigt: Lad os tale om problemerne i sundhedsvæsenet

Lad os tale om problemerne i sundhedsvæsenet

Vi har flere gange prøvet at skabe mulighed for, at de gravide fra bygderne tager deres familie med til byen, når de skal føde, men der har aldrig været penge til at realisere drømmen.

Torsdag d. 9. april 1998
Ruth Heilmann, Medlem af Landstinget for Siumut
Emnekreds: Sundhedsvæsenet.

Jeg tror ikke, at problemerne i sundhedsvæsenet kan løses gennem regionalisering, men jeg tror til gengæld, at regionaliseringen kan udløse større problemer.

Vores eksisterende sundhedsvæsen trænger til at blive struktureret bedre, og der bør gøres en ekstraordinær indsats for at efteruddanne personalet.

De kommende tiltag til sygehusene skaber utryghed. Jeg mener heller ikke, at man kan ignorere distriktslæge Hans M. Johnsens kommentarer og debatindlæg, idet han har arbejdet længe i Grønland og har høstet mange erfaringer deraf.

På den anden side vækker formanden for Landstingets sundhedsudvalg, Anders Nilssons kommentarer til debatten eftertanke, selvom forholdene i Norge og Danmark ikke uden videre kan overføres til Grønland.

Vi ved alle sammen, at vi ligger under for stor lægemangel i landet, og at lægeuddannelse er en tung sag at komme igennem, ligesom vi ikke kan forvente, nyuddannede læger kommer til Grønland i nær fremtid. Der er jo også lægemangel de fleste andre steder i verden. Men vi må gøre noget for at forbedre vilkårene for at tiltrække den eksisterende lægestand eller en del af den. Derfor bør vi spidse ørerne mere og søge at imødekomme de ønsker, som lægerne kommer med.

Ventelisterne bliver forbløffende hurtigt større og større, blandt andet fordi flere og flere gravide rejser til Sana for at føde. Det er meget flovt med så markant en tilbagegang. Den bør stoppes snarest.

Det er nemlig en stor tilbagegang, fordi de gravide er nødsaget til at efterlade deres familier og hjemby, når de rejser for at føde.

Vi har flere gange prøvet at skabe mulighed for, at de gravide fra bygderne tager deres familie med til byen, når de skal føde, men der har aldrig været penge til at realisere drømmen. Derfor må den overordnede målsætning være, at den gravide får mulighed for at føde i trygge omgivelser, blandt andet ved at have mulighed til at være sammen med sin samlever, ægtemand, børn, andre familiemedlemmer og venner. Vi bør heller ikke glemme, at det vigtigste er, at barnet møder den vide verden med trygge omgivelser.

Derfor er det vigtigt, at vi gør meget mere for at give jordemødrene og sygeplejerskerne mulighed til at komme på efteruddannelse. Jeg har tidligere kommet med forslag med hensyn til efteruddannelser, men fik blot en skriftlig besvarelse på alle forslagene, og derfor skulle man tro, at der ingen større interesse er for eventuelle tiltag. Som folkevalgt er det svært at acceptere denne fremgangsmåde.

Jeg kender til nogen, som må stoppe deres sygeplejerskeuddannelse, fordi de ikke har tilstrækkeligt med kundskaber i dansk, selv om de er ferme til det grønlandske sprog og har anlæg for faget. Det er et beklageligt forhold, som der bør gøres noget ved.

Vi har grønlandsksprogede jordemødre og sygeplejersker, og da vi har stort behov for dem, kunne vi prøve at opmuntre dem ved at give dem mulighed til at få en efteruddannelse. Grønland er i udvikling, og derfor mener jeg, at vi bør prøve at løse problemerne selv uden at kopiere forholdene i Danmark.

Det er på tide at starte en åben debat om sundhedsvæsenet, samt de nuværende og fremtidige tiltag, der skaber utryghed, fordi de er utilfredsstillende.

Jeg mener ikke, at befolkningen, Landstinget og kommunerne ikke er blevet hørt med hensyn til en fremtidig regionalisering af sundhedsvæsenet, og at det er yderst uacceptabelt, at man blæser på demokratiet ved ikke at lave en høring om emnet.

Der bor kun 55.000 personer i Grønland, men der er allerede 3.000 på ventelisterne.

Man skal først rejse for at blive behandlet, og det er meget dyrt for den enkelte og samfundet. Derfor mener jeg bestemt, at vi bør prøve at opnå, at hver enkelt kan blive behandlet i sin hjemby eller ved det nærmeste sundhedsvæsen i kommunen. Derved kan vi reducere rejseudgifterne markant.

Jeg mener også, at det er vigtigt, at vi begynder at prioritere opgaverne. Vore nuværende læger, som vi nødigt vil undvære, kan nå meget bedre resultater, hvis de arbejder med dygtige folk,

og på den måde kan disse læger begynde at bruge kræfterne mere hensigtsmæssigt. Det er på tide, at vi igangsætter flere og større tiltag, der giver jordemødrene og sundhedsplejerne samt deres medhjælpere mulighed til at videreuddanne sig.

Som jeg tidligere var inde på, er det på tide at indfri ønskerne om at kunne blive behandlet i sin hjemby i trygge omgivelser, uanset om man skal føde eller for eksempel blive opereret i blindtarmen. På den måde kan vi nemlig også opnå at redde liv, mens tid er. Derkan også sættes spørgsmåltegn ved, om de nuværende decentraliseringer er hensigtsmæssige, fordi vi alle sammen ikke kan bo i Nuuk, Aasiaat eller Ilulissat.

Derfor er det på tide, at man begynder at tale åbent: om regionalisering og de generelle forhold i sundhedsvæsenet. Vi må jo gøre noget ] for at opnå et mere hensigtsmæssig og tilfredsstillende sundhedsvæsen, som passer til forholdene i Grønland.