Anorakken må sys om

Vores geografiske placering betyder, at USA har brug for os. Men vi har en vision om, at Danmark officielt anerkender dette. Danmark bør acceptere Grønland som medunderskriver, når det vedrører grønlandske forhold

Søndag d. 11. august 2002
Finn Lynge
Selvstyrekommissionen
Emnekreds: Rigsfællesskab og selvstyre.

148;Vi har en vision om, at retten til grønlandsk udenrigspolitisk optræden bliver tydeligt lovfæstet i et nyt partnerskab med rigsdelen Danmark," siger Finn Lynge, som er formand for Selvstyrekommissionens arbejdsgruppe vedrørende Udenrigs- og Sikkerhedspolitik.

Ifølge hjemmestyreloven skal udenrigspolitik føres gennem København. I praksis ved alle, at det moderne Grønland selv forhandler fisk, miljø, kultur osv. med sine naboer. Men der mangler stadig noget.

Finn Lynge nævner i denne forbindelse, at Danmark er medlem af forsvarsorganisationen NATO.

USA har brug for os
"I Grønland mener vi, at dette - at Danmark er medlem af NATO - er et aktiv. Vores geografiske placering betyder, at USA har brug for os. Men vi har en vision om, at Danmark officielt anerkender dette. Danmark bør acceptere Grønland som medunderskriver, når det vedrører grønlandske forhold. Den sikkerhedspolitiske anorak var engang en behagelig dragt, der sad trygt og passede godt til kroppen, men i den globaliserede verden er den blevet til en spændetrøje, som må sys om, så den passer til os," siger Finn Lynge og slutter:

"Vi har en vision om, at vi tager hænderne op af lommerne og bruger viljestyrke og penge på udenrigspolitik, så Grønland står markant på den internationale scene om ti år. Det vil sikre et bæredygtigt Grønland og være til gavn for vores økonomi, vores eksport, vort omdømme og - ikke mindst - vores selvagtelse."