Fred i vor tid
Interessant nok er det de traditionelle atomvåbenmodstandere og militærmodstandere, samt de, der råber højest om grønlandsk selvstændighed, der er hårdest i deres kritik af landsstyreformanden. Det er på trods af, at Lars Emil Johansens udspil netop drejer sig om fred, nedrustning og øget selvstændighed.
Fredag d. 27. juni 1997
Sermitsiaq
Emnekreds:
Thule Air Base
.
Ingen kan li' atomvåben, og selvfølgelig er der ingen, som vil have, at Grønland skal være atomlosseplads, hvor supermagterne bare kan smide det, de ikke har brug for mere. Reaktionerne på landsstyreformandens udspil har været mange og følsomme. De fleste kræver hans afgang og mener, han har overspillet sin rolle, fordi han har sagt roma midt imod og endda tilladt sig at kritisere udenrigsministeren.
Interessant nok er det de traditionelle atomvåbenmodstandere og militærmodstandere, samt de, der råber højest om grønlandsk selvstændighed, der er hårdest i deres kritik af landsstyreformanden. Det er på trods af, at Lars Emil Johansens udspil netop drejer sig om fred, nedrustning og øget selvstændighed. Forskellen fra den hidtidige debat er blot, at Lars Emil Johansen ikke nøjes med at tale, han foreslår konkret handling, der kan fremme fredsprocessen, nedrustning og som vil øge Grønlands uafhængighed.
Og det er direkte pinligt, at samtidig med IA ønsker større uafhængighed fra Danmark, beder partiet den danske regering om at stoppe det grønlandske landsstyre. Tøsedrengene og de ubeslutsomme har stillet sig op i køen af højtråbende skeptikere, som ikke tør handle i den konkrete situation.
Men hvis vi nu ser på situationen. Sprænghovederne til atomvåben er en fare for hele verden, så længe de ligger i de militære systemer. Hvis de bliver bragt i anvendelse ryger hele jorden og heller ikke Grønland vil slippe. Sprænghovederne er altså også en fare for os i dag. Så længe sprænghovederne ligger i henholdsvis Rusland og USA, må man fortsat finde en militær balance, nedrustningen besværliggøres af mistillid, og at de pågældende våben stadig er placeret i de enkelte lande.
Det er altså i vore allesammens interesse, at få deponeret disse våben et sikkert sted under international kontrol og uden for stormagternes rækkevidde. Her er det Grønland kommer ind. Den amerikanske tænketank RAND har foreslået Grønland som det mest sikre sted. RAND foreslår Thule Air Base, der har de nødvendige faciliteter med lufthavn bunkere med videre. Men Thule Air Base er under USA's jurisdiktion og det vil sandsynligvis ikke være acceptabelt for russerne. Derfor foreslår landsstyret at bruge den nedlagte mine i Mestersvig, hvor der også er lufthavn, som stadig er intakt, men som er lagt i mølpose.
Lars Emil Johansen har indtil nu ikke gjort andet end at undersøge sagen, tage direkte kontakt med den amerikanske tænketank, vurderet det foreløbige udkast til rapporten og på den baggrund tilbudt amerikanerne at diskutere deponering, og senest har han altså fået landsstyret med på at foreslå Danmark, at nedsætte en ekspertgruppe, der skal undersøge de miljømæssige og sikkerhedsmæssige aspekter. Derfor vil tøsedrengene altså have landsstyreformanden fyret.
I stedet for at fyre landsstyreformanden, synes vi her på Sermitsiaq, at vi skal være stolte af, at Grønland tager initiativet og kommer med det første konkrete bud på nedrustning og fred. Samtidig vil vi understrege, at der foreløbig er tale om forhandling og undersøgelse, der er endnu ikke truffet beslutning om deponering, fordi vi endnu ikke kender konsekvenserne.
Vi kan lige så godt lægge janteloven på hylden og indrømme, at det er flot gået på alle fronter. Dels markeringen over for Danmark i selvstændiggørelsen, dels over for verden i fredsprocessen. Det er utroligt stærkt af landsstyreformanden.
Men Lars Emil Johansen kører sololøb, og det kan han med rette kritiseres for. Han burde i hvert fald have hørt sin landsstyresamarbejdspartner og sit parti. Det kom som en overraskelse for alle og derfor den negative reaktion fra alle sider også inden for egne rækker. Både Hans-Pavia Rosing og Atassut har reageret negativt. Han burde have sikret sig baglandet, som kunne have støttet ham på hjemmefronten, så han ikke havde behøvet at rejse hjem over hals og hoved for at forklare sig. Men det er en detalje i det store spil.
Det væsentlige er, at Grønland har placeret sig i front i fredsprocessen, og at Danmark er blevet til grin takket være en fornærmet dansk udenrigsminister, der tilsyneladende ikke ved, hvad han taler om, og som kun er enig med Ekstra Bladet i, at sprænghovederne skal blive i de pågældende lande, som om det vil fremme fredsprocessen. Niels Helveg Petersen burde have kontaktet landsstyret for lang tid siden i denne sag, også før han afviste at tale med RAND. Ja, han ville end ikke svare på spørgsmålene fra RAND.
Uanset hvad der sker, har Grønland markeret sig både nationalt og internationalt. Og der er vel ingen, som kan kritisere Grønland for at ville bidrage til fredsprocessen.