Ministeransvarlighed i KNR-skandalen

At landsstyrepartierne blåstempler ulovligheder er en utvetydig anerkendelse af, og et katastrofalt uheldigt signal til befolkningen om, at magtmisbrug er en officiel anerkendt fremgangsmåde og at Grønland er lovløshedens slaraffenland, hvor lovgivningen kan misbruges efter flertallets for godt befindende

Søndag d. 26. oktober 1997
Sermitsiaq
Emnekreds: Aviser, radio og TV, Politik.

Ulovlige honorarer, udbetalt til den tidligere KNR-direktion, vil ikke blive krævet tilbagebetalt. Det står klart efter landstingets behandling af KNR-skandalen, hvor et flertal blåstemplede landsstyrets godkendelse af ulovlighederne og urimelighederne i KNR’s øverste administration.

Hele den betændte affære udløste i mandags en mistillidsdagsorden fra Inuit Ataqatigiit mod den del af det samlede landsstyre, især landsstyremedlem for kultur Konrad Steenholdt, som har ansvaret for den åbenlyse dumhed at lade de økonomiske ulovligheder i KNR passere. Mistillidsdagsordenen fra IA blev som ventet nedstemt af landsstyrekoalitionens Siumut/Atassut-flertal. Nu overvejer IA i stedet at rejse en civil retssag mod landsstyret for at få ansvaret for ulovlighederne i KNR placeret.

At landsstyrepartierne blåstempler ulovligheder er en utvetydig anerkendelse af, og et katastrofalt uheldigt signal til befolkningen om, at magtmisbrug er en officiel anerkendt fremgangsmåde og at Grønland er lovløshedens slaraffenland, hvor lovgivningen kan misbruges efter flertallets for godt befindende, sagde IA’s formand Josef Tuusi Motzfeldt under den tre en halv time lange landstingsdebat om KNR-affæren.

Resultatet af landstingets debat blev, at hverken KNR-bestyrelse eller den tidligere KNR-direktion bliver draget til ansvar for, at ulovlige honorarregler er brugt til belønning af den tidligere ledelse. Ovenikøbet har landstingsflertallet honoreret ulovlighederne ved at godkende en favorabel aftrædelsesaftale til den fyrede adm. direktør Jens Lyberth og direktør Niels Pavia Lynge med penge og frynsegoder på et samlet beløb i omegnen af to millioner kroner.

Helt afgørende for sagens udgang er et uvildigt juridisk responsum udarbejdet af Christian Gorrisen fra advokatfirmaet "Kønig, Homann & Erichsen". Advokaten gør det klart i den 58 sider lange rapport, at der er begået klare ulovligheder i KNR-sagen, men at hverken bestyrelse eller tidligere direktion kan gøres økonomisk ansvarlig, fordi landsstyret den 27. maj i år godkendte en aftrædelsesaftale med den tidligere KNR-direktion, hvoraf det fremgår at ingen af parterne i sagen kan gøre modkrav på hinanden. Ulovlighederne er dermed blåstemplede af landsstyret og en retssag mod enten KNR-bestyrelse eller tidl. KNR-direktion vil derfor være formålsløs, hedder det i advokatens konklussion på den grundige gennemgang af sagen.

IA har tidligere på ugen opfordret landstingets ombudsmand til på egen hånd at tage sagen op. Men i et brev til landstingets bureau og i en samtale med Sermitsiaq gør ombudsmand Vera Leth det klart, at hun ikke kan gå ind i sagen, når landstingets har truffet en politisk flertalsafgørelse.

Derfor er den sidste udvej en civil retssag, og den overvejer IA som sagt at anlægge.

- Hvis ikke andre grupper i samfundet vil anlægge sagen, så må Inuit Ataqatigiit gøre det. Vi og samfundet kan ikke leve med, at landstingets flertal selv fortolker lovgivningen i strid med loven ånd, siger Josef Tuusi Motzfeldt.

Både landsstyremedlem for kultur, Konrad Steenholdt, og landsstyreformand Jonathan Motzfeldt understregede under debatten, at det vigtigste formål ved godkendelse af KNR-forliget var hurtigst muligt at komme af med den tidligere ledelse og dermed skabe ro i virksomheden.

Atassuts ordfører i sagen, medlem af finansudvalget Anders Nilsson, har tidligere fra landstingets talerstol krævet ubetinget tilbagebetaling af de ulovligt udbetalte honorarer på 632.000 til de to tidligere KNR-direktører. I mandags frafaldt han - til IAs store overraskelse og fortrydelse - dette krav, og dermed var der ikke længere grundlag for et stormløb mod de ansvarlige landsstyremedlemmer.