Indsigt: Skuden skal rettes op

Skuden skal rettes op

Royal Greenlands kanonunderskud i 1997 på 157 millioner kroner bliver offentliggjort på generalforsamlingen i begyndelsen af marts. I virkeligheden er det endnu større.

Fredag d. 20. februar 1998
Sermitsiaq
Emnekreds: Erhverv, Økonomi.

Royal Greenlands kanonunderskud i 1997 på 157 millioner kroner bliver offentliggjort på generalforsamlingen i begyndelsen af marts. I virkeligheden er det endnu større for i 1996-regnskabet afsatte man 50 millioner kroner til at klare det forventede dårlige år 1997, som man forudså, fordi kapacitetstilpasningen (altså lukning af rejefabrikker) endnu ikke var gennemført. I virkeligheden er der tale om et underskud på 207 millioner kroner i 1997.

Som en kendt erhvervsmand engang har sagt: Forskellen på en virksomhed, der klarer sig godt, og en virksomhed, der klarer sig dårligt, er ledelsen.

Baggrunden for den katastrofale situation, som landets største virksomhed befinder sig i, er dårlig ledelse, og fordi man har tøvet med at gennemføre de tiltag, som man vidste var nødvendige. Om der har været politisk pres på ledelsen fra ejerne eller et samfundsmæssigt hensyn fra ledelsens side, der har været baggrunden for, at man har tøvet med at gennemføre de nødvendige besparelser, skal være usagt. Alle ved, det er en følsom sag at lukke fabrikker.

Men set i bakspejlet kan man spørge, om man som direktør ikke hellere ville være fyret for at have lukket nogle fabrikker, frem for at komme ud med dette resultat for 1997.

Allerede i forbindelse med Royal Greenlands ti-års jubilæum i begyndelsen af januar 1995 sagde daværende bestyrelsesformand Josef Motzfeldt, at det var nødvendigt at lukke fabrikker eller starte nye produktioner. Den uudnyttede overkapacitet på rejefabrikkerne lå på 55 procent. Men der skete ikke noget, før Qasigiannguit rejefabrik blev lukket i november 1997. Det har været dyrt at køre med den overkapacitet. Regnskabsresultaterne og den øgede gældsætning dokumenterer det.

Nu kan Royal Greenland selvfølgelig undskylde sig med, at pengene er blevet brugt til at sikre beskæftigelsen her i landet. Men man kan med rette diskutere om det er Royal Greenlands opgave. Koncernens opgave er vel at tjene penge, der kan investeres i nye overskudsgivende arbejdspladser.

Men ikke kun her er der begået fatale brølere. Det er i Grønland underskuddet skabes ikke i de oversøiske virksomheder, hvor økonomien lige løber rundt. Det vil sige, det er heller ikke godt nok.

I sin tid inddelte Royal Greenland landet i regioner og hver region havde sin produktionsledelse, formålet var at decentralisere produktionsledelsen og lægge den tættere ud til fabrikkerne. Meningen var, at man samtidig skulle spare på den centrale produktionsledelse i Nuuk. Det skete bare ikke. Tværtimod blev hovedkontorets produktionsdivision udvidet kraftigt.

Det betød, at i de år, hvor man rationaliserede og effektiviserede på fabrikkerne, i produktionsledet, udbyggede man hovedkontoret. Samlet sparede man ikke en klink, tværtimod udgifterne steg. Men det var udgifter til den ikke-produktions bærende del af virksomheden. Det var til dobbeltadministration og -bogholderi og kontrol med hinanden. De nye udgifter skabte ikke mere produktion.

Ledelsen kunne selvfølgelig godt se, at man skulle spare. Men i stedet for at spare der, hvor det var nødvendigt, gik man i gang med at spare de forkerte steder. Blandt andet kvalitetskontrollen. Og det som i slutningen af 80'erne, begyndelsen af 90'erne var et produkt hele landet kunne være stolt af, er langsomt men sikkert blevet dårligere. For ti år siden lå Royal Greenland i 1. division, i dag er man endt i 3. division. Der indhandles dårlige rejer, fordi fabrikslederne er bange for fiskerne. Der produceres dårlige rejer til lager, fordi hver fabrik kun tænker på sit eget dækningsbidrag.

Der har i for høj grad været fokuseret på at holde produktionen i gang. Koncernen har været styret af produktionen i stedet for af markedet. Det har resulteret i for dårlig satsning på markedsføringen. Der er klager fra kunder over leverancer ikke kommer til tiden, og at der er for mange fejl. Kvaliteten er ikke god nok.

Ganske vist har RG gjort meget for at få samarbejdspartnere, som kunne sælge deres produkter igennem RG’s salgsafdeling, men markedsføringen af RG’s hovedprodukter fra Grønland har ikke været god nok. De islandske samarbejdspartnere oplyser, at de har sparet millioner på at bruge RG’s salgskanaler, men hvorfor får fabrikkerne i Grønland ikke noget ud af det.

Både bestyrelsesformand og administrerende direktør har i de forløbne uger fortalt i større interviews her i avisen, at bestyrelsen har besluttet at foretage en række tiltag for at forbedre situationen. Blandt andet indføres et nyt EDB-system, der sætter sælger direkte i forbindelse med fabrik. Målet er at spare på alle de områder, som ikke har noget med driften at gøre. Samtidig er man begyndt på kapacitetstilpasningen. Og endelig satser man på en ny strategi på salget.

Problemer er bare, at vi allerede er fem måneder inde i et nyt regnskabsår, og der er ikke sket noget endnu. Hvis målet i år er at nå et nul-punkt, skal man altså finde besparelser og eller øge indtægten med 200 millioner kroner. I dag står man med samme problemer som i slutningen af 80'erne, og der skal gøres noget drastisk.

Faktisk skal der sættes ind på alle områder i koncernen. Der skal nødvendigvis fyres medarbejdere. Samtidig skal man have resten af organisationen til at samarbejde for at trække koncernen op af hængedyndet. Og der skal rykkes så meget, at koncernen flytter sig fra sin nuværende position i tredje division til første division.

Men det kræver en stærk koncernledelse at vende skuden og gennemføre de upopulære tiltag, der er nødvendige for at rette op på økonomien.

Samfundet kan ikke bære, at Royal Greenland må lukke. Det vil være en katastrofe. Derfor er det vigtigt, at hjemmestyret ikke er med til at lægge hindringer i vejen for koncernen.