Indsigt: Afpresning eller forpligtelse

Afpresning eller forpligtelse

Socialdemokratiets partiorgan Aktuelt kalder det afpresning, at Siumuts ledelse i søndags mødte op i Socialdemokratiet og stillede krav om at få noget igen for det grønlandske mandat. Det er at vende sagen på hovedet. Når andre danske politiske partier stiller krav for at give deres støtte til regeringen kaldes det politik.

Fredag d. 20. marts 1998
Sermitsiaq
Emnekreds: Politik.

Socialdemokratiets partiorgan Aktuelt kalder det afpresning, at Siumuts ledelse i søndags mødte op i Socialdemokratiet og stillede krav om at få noget igen for det grønlandske mandat. Det er at vende sagen på hovedet. Når andre danske politiske partier stiller krav for at give deres støtte til regeringen kaldes det politik.

Det er det også, når Siumut stiller krav til Socialdemokratiet. Hvad nu hvis Venstre siger ja til alle ønskerne og Socialdemokratiet siger nej. Så kunne begge grønlandske mandater med fordel for Grønland støtte en borgerlig regering, og så ville det være slut med Poul Nyrup som statsminister.

Politik er magten til fordeling af goder med fordel for samfundet. Partierne skændes netop om, hvordan goderne skal fordeles, og hvem der skal have dem. Det er klart, at grønlandske politikere skal have så mange goder til Grønland som overhovedet muligt, og det skal de bruge deres mandat til.

En anden ting er, at Danmark er forpligtet både moralsk og i henhold til sine internationale aftaler til at sikre, at indbyggerne i Grønland (tidligere koloni) lever på samme velfærdsniveau som i Danmark (moderlandet). Principielt skal indbyggerne i bygderne have samme levestandard som befolkningen i whiskybæltet nord for København.

Princippet i overtagelsen af opgaver fra staten er, at ingen skal tabe eller tjene på overtagelsen. Derfor følger et bloktilskud med, som svarer til statens udgift på området det foregående finansår. Men dette princip er ikke overholdt, for staten har tjent på at slippe af med opgaver til den tidligere koloni.

Ved selve overtagelsen blev Grønland snydt i de fleste tilfælde, fordi der ikke fulgte nok penge med til renovering. Op til overtagelsen havde staten ikke sat penge en pose penge til side til disse opgaver som fulgte med, der var heller ikke kalkuleret med det i bloktilskuddet, der fulgte med hver opgave. Derfor har hjemmestyret efterfølgende heller ikke været i stand til at lægge penge til side til disse renoveringsopgaver. Når Nukissiorfiit siger, det er nødvendigt, at der årligt sættes 140 millioner kroner til side til renovering, så er der ikke penge til det. Det burde staten have sørget for.

Da Hjemmestyret overtog boligområdet i 1987 klagede vi også på lederplads her i avisen over, at der ikke fulgte penge med til renoveringen af de misligholdte boliger, vi overtog. Og vi kan på hvert enkelte område påpege, at staten er sluppet for billigt. Det gruopvækkende eksempel på elendig og usund boligstandard, som vi i dag kan bringe i denne avis, er blot et af mange eksempler på hvor påkrævet en renovering af boligmassen er.

Derfor bør staten betale eller være med til at finansiere de store renoveringsopgaver, der ligger som en gældsfælde under Grønlands økonomi.

Oveni er så kommet den udvikling, som man selvfølgelig ikke kunne forudse, da overtagelserne skete. Men som må betyde, at man bliver nødt til at genforhandle grundlaget for bloktilskuddet på flere områder. Det drejer sig om den ændrede befolkningssammensætning. Udviklingen af et moderne velfærdssamfund betyder selvfølgelig, at befolkningen .lever længere end tidligere. Desuden er der sket en uforudset stor befolkningstilvækst. Og de kommende år får vi mange ældre og mange børn og unge, men før i alderen der skal forsørge hele befolkningen. Det lægger selvfølgelig et pres på daginstitutioner, uddannelser, alderdomshjem og sundhedsvæsen.

Udviklingen generelt betyder desuden et større pres på sundhedsvæsenet. Befolkningen er selvfølgelig blevet mere bevidst om sin egen sundhed. I tandplejen vil man ikke finde sig i bare at få hevet tænderne ud, man vil behandles. Og så videre.

I udenrigs- og sikkerhedspolitikken er det klart, at hjemmestyret skal have indflydelse på egne anliggender. Det er umyndiggørelse, at den danske udenrigsminister tager direkte fra Grønland til USA og forhandler med den amerikanske udenrigsminister om grønlandske forhold uden at have de ansvarlige grønlandske politikere med. Det er udemokratisk, og det er ikke i tråd med holdningen bag hjemmestyretanken.

Danmark vil jo gerne gå ud og lade sig rose for at have skabt et enestående hjemmestyreområde. Men hvis man vil stå i dette rampelys, må man også leve op til det og give dette hjemmestyre indhold. USA skal i hvert fald ikke bestemme, hvordan forholdet mellem Grønland og Danmark skal være.

Omkring Tips- og Lottolovgivningen snydes Grønland også. Sporten i Grønland og de frivillige ungdomsorganisationer modtager ikke samme procentdel af omsætningen, som de danske gør. Ligesom statsafgift af den grønlandske del af omsætningen burde tilfalde Grønland. Det er væsentligt dyrere at drive breddeidræt og eliteidræt i Grønland end i Danmark på grund af de store afstande.

Endelig er der besparelser på politi- og retsvæsen. Det er et typisk eksempel på, hvordan staten sparer før et område overdrages til Grønland. Dels sparer man så meget, at de grønlandske politikere føler sig forpligtede til at overtage området, dels spares der så meget, at det bloktilskud, der følger med, ikke kan betale driften på et rimeligt serviceniveau. Og så bliver det dyrere for Grønland at drive det. Netop den grønlandske kriminallov forudsætter en udbygget kriminalforsorg, men staten har aldrig afsat de nødvendige midler til denne kriminalforsorg.

Derfor har man brug for disse penge i Grønland, hvis Danmark ellers synes det er en god idé, vi får en sund ungdom i Grønland. Det er under alle omstændigheder urimeligt, at dansk idræt skal have pengene fra den grønlandske omsætning.

Så når Siumut går til Socialdemokratiet for at få nogle krav igennem, er der ikke tale om afpresning, der er dels tale om politik, dels om at gøre danske politikere opmærksom på nogle forpligtelser, som Danmark ikke kan løbe fra, hvis man altså fortsat ønsker, at Grønland skal være en del af rigsfællesskabet.

Som verden ser ud i dag, betyder hver krone den danske stat sender til Grønland, at den vender tilbage i form af ordrer til danske virksomheder. Så det med, at danske skatteydere betaler for Grønlands udvikling, kan diskuteres.

Tværtimod betyder det øget omsætning og indtjening i danske virksomheder. Selv de penge, der spares op i Grønland ender i danske obligationer.