Royal Greenlands fremtid

På den anden side viser udviklingen, at Royal Greenland har godt af konkurrence på råvareleverancer. De steder, hvor Royal Greenland får konkurrence, giver koncernen en væsentlig bedre service til fiskerne, end de steder, hvor koncernen har monopol.

Torsdag d. 2. april 1998
Sermitsiaq
Emnekreds: Erhverv.

Royal Greenland er en samfundsejet virksomhed. Politikerne har i årenes løb brugt virksomheden til at løse Grønlands beskæftigelsesproblem. Ligesom både landspolitikerne og lokalpolitikere bruger virksomheden til løse lokale økonomiske problemer. Det er Royal Greenland som gang efter gang er blevet pålagt at redde Grønland uden hensyntagen til virksomhedernes økonomiske formåen. Og ledelsen har desværre sagt ja alt for mange gange. De seneste års underskud viser, at nu må politikere lade være med at blande sig i den forretningsmæssige drift. På generalforsamlingen i år forlangte Paviaaraq Heilman, at koncernen nu skal give 200 millioner i overskud for, at virksomheden skal kunne konsolidere sig. Kravet betyder altså, at landsstyret er indstillet på, at lade virksomheden køre forretningsmæssigt, og at man ikke vil blade sig i driften eller lægge hindringer i vejen for, at virksomheden drives optimalt. Selvom det i regnskabet umiddelbart er vanskeligt at se, hvor koncernen tjener penge, og hvor den taber penge, viser debatten og virksomhedens begrundelse for det store driftunderskud i 1997, at det er i Grønland, Royal Greenland taber penge. Det er ikke på de udenlandske aktiviteter, som tværtimod er med til at styrke koncernens position på verdensmarkedet. Tidligere har vi beskrevet dette forhold som hvad indad tabes udad vindes. Det er bare ikke lykkedes koncernen at tjene så meget på de udenlandske aktiviteter, at det har kunnet opveje de store tab i Grønland. Tidligere har vi også været inde på, at driften på de enkelte fabrikker i Grønland faktisk går bedre end tidligere. Men det går ikke godt nok, fordi der er for mange fabrikker. Baggrunden er to forhold. For det første at virksomheden af samfundsmæssige grunde ikke kan køre optimalt. For det andet, at virksomheden har opbygget en kolossal koncernledelse, som ikke bestiller ret meget andet end at kontrollere sig selv. Det, man har sparet på driften ved at rationalisere produktionen, er blevet ædt op af en alt for stor koncernledelse. Det sidste er ledelsen i fuld gang med at ændre. Et arbejde man startede på allerede i 1996, og som ventes gennemført i det kommende år, og som i følge Lars Emil Johansen betyder, at mellem 100 og 200 administrative medarbejdere i hele koncernen mister deres job. Men det første, at virksomheden skal have lov til at køre kommercielt, er nu op til politikerne at realisere. Og det kan komme til at gøre ondt afhængig af, hvad politikerne beslutter. Royal Greenland skal altså have lov til at koncentrere rejeproduktionen på få fabrikker, og selvfølgelig må fremmede fiskere have lov til at indhandle på de lokale fabrikker. Det nytter ikke noget, at forbyde en Nuuk-fisker at indhandle rejer til anlægget i Narsaq, fordi borgmesteren mener, at det kun er Narsaq- fiskere, som skal have lov til det, selvom de ikke kan opfylde fabrikkens produktionsbehov. Et eksempel på, at det ikke kun er landspolitikere men også lokalpolitikere, som blander sig i driften, og at ledelsen er for svag over for de lokalpolitiske krav. Hvis politikerne tillader en privat rejefabrik i Nuuk, må de samme politikere acceptere, at Royal Greenland lukker en anden rejefabrik på kysten. Hvis Ilulissat vil indsætte et indhandlingsskib må man acceptere, at Royal Greenland lukker et af sine landanlæg. Når politikerne tillader et konkurrerende selskab at indsætte indhandlingsskib i Uummannaq, samtidig med at man har forbudt Royal Greenland gøre det samme, rammer man ligeledes et landanlæg. Royal Greenland må altså have lov til at lukke landanlæg, når der ikke er råvarer nok. I øvrigt ville det jo være en fordel for fiskerne, hvis Royal Greenland fik lov til at indsætte indhandlingsskibe, som kunne hente råvarerne hos fiskerne og sejle dem til fabrikkerne, i stedet for at fiskerne piskes rundt til forskellige indhandlingssteder. De samme indhandlingsskibe skal selvfølgelig sørge for at have kasser og is med til fiskerne. Det er vigtigt, at Royal Greenland får lov til at køre forretningsmæssigt, og at ledelsen ikke hele tiden pålægges at: løse samfundsopgaver, som er politikernes ansvar. Forretningen Royal Greenland skal ikke løse beskæftigelsessituationen i Grønland, fordi politikerne ikke evner at skabe rammer for den erhvervsudvikling, som alle ønsker. På den anden side viser udviklingen, at Royal Greenland har godt af konkurrence på råvareleverancer. De steder, hvor Royal Greenland får konkurrence, giver koncernen en væsentlig bedre service til fiskerne, end de steder, hvor koncernen har monopol. Her er det imidlertid vigtigt at sikre, at konkurrencen internt i Grønland ikke ødelægger virksomhedens muligheder for at klare sig på eksportmarkedet. Derfor vil vi opfordre til, at de forskellige eksportselskaber samarbejder på eksportmarkedet. Udviklingen viser imidlertid også, at det er helt rigtigt, at Royal Greenland nu udskiller alle de opgaver, som er samfundspålagte i et særskilt selskab. Faktisk den samme udvikling, som KNI har gennemført. Hvordan man på den enkelte fabrik så skal adskille den forretningsmæssige hellefiskeproduktion fra den tabsgivende rødfiskeproduktion, må tiden vise. Man kan også diskutere, hvem der skal levere kasser og is til fiskerne. Skal det være forretningen Royal Greenland eller serviceselskabet. Om Royal Greenland nu skal overleve som en stor international fiskerikoncern, der skal tjene penge til Grønland, eller blot skal være et lille serviceselskab for de lokale fiskere som samtidig skal sikre beskæftigelsen alle beboede steder, og drives for offentlige tilskud, må politikerne nu afgøre. Valget er i høj grad politikernes. 1997-regnskabet viser, at Royal Greenland ikke kan blive ved med at redde beskæftigelsen i Grønland.