Indsigt: Bolig-skandalen

Bolig-skandalen

1.300 mennesker står akut og mangler en bolig i Nuuk. Det er umenneskelige forhold politikerne byder vælgerne, og man kan undre sig over, at vælgerne fortsat vil finde sig i det. Men det er måske de 20-30 procent, som alligevel ikke gider stemme, der rammes af boligmanglen. Vi ved alle, hvem det er. Det er dem, som ikke brokker sig, men affinder sig med situationen. Der er tale om en grov udnyttelse af sociale skævheder, der minder om Indien.

Fredag d. 10. juli 1998
Sermitsiaq
Emnekreds: Boliger.

1.300 mennesker står akut og mangler en bolig i Nuuk. Det er umenneskelige forhold politikerne byder vælgerne, og man kan undre sig over, at vælgerne fortsat vil finde sig i det. Men det er måske de 20-30 procent, som alligevel ikke gider stemme, der rammes af boligmanglen. Vi ved alle, hvem det er. Det er dem, som ikke brokker sig, men affinder sig med situationen. Der er tale om en grov udnyttelse af sociale skævheder, der minder om Indien.

I stedet for at bygge boliger, fosser pengene ud af Landskassen til alt muligt andet fest og sjov. Nationaldagen skal jo fejres, og så gør det ikke noget at bruge 100.000 kroner til tant og fjas, mens de boligløse kan se måbende på politikernes udskejelser.

Hvis politikerne havde mod og vilje til at tjene befolkningen, skulle de have fejret Nationaldagen med at sætte boligbyggeri i gang til de mange boligløse.

13 år tager det før man kan få en bolig i Nuuk. Selv om boligmanglen baseres på, at alle over 20 år skal have en bolig, må unge mennesker i Nuuk vente til de er 28 år med at få en bolig, da de først kan skrives op på ventelisten, når de fylder 15 år.

Planlægningen af boligbyggeri halter langt efter behovet. Hjemmestyret har oprettet et fint kontor til landsplanlægning. Men man kan med rette undre sig over, hvad de laver. De planlægger åbenbart ikke boligbyggeriet, for Nuuk kommune har selv taget initiativ til at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal belyse problemet og komme med en handlingsplan. Ved siden af uddannelse er boliger det mest grundlæggende behov og al anden planlægning burde komme efter boligplanlægningen.

Virkeligheden viser, at Nuuk de seneste år er blevet udsultet. De næste boliger ser vi først, når Qernertunnguit er udbygget. Man er knapt nok startet på vejen ud til det nye boligområde, så kommer byggemodningen og først derefter byggeriet. Så det har lange udsigter. Fiskerbyen er ved at blive åbnet med 80 boliger, men det er kun et lille plaster på såret, og det ser ikke ud til at være boligløse, som rykker ind i de nye lejligheder.

Ifølge borgmesteren er der stadig plads til 400 boliger inden for bygrænsen, så vi vil opfordre hende til at få sat skub i dette byggeri og få fordelt det på egne personaleboliger, virksomhedernes personaleboliger, andelsboliger og private een-familiehuse. Mange står på spring. Det tager alt for lang tid at involvere hjemmestyret, hvor politikerne hellere bruger tid på kongresser og luftige planer end med befolkningens dagligdag.

Men hvis landspolitikerne og landsstyremedlemmet for boliger Daniel Skifte skulle få tid til at tage sig af den almindelige befolknings daglige problemer, så vil vi opfordre ham til hurtigst muligt at komme i gang med byggemodningen af de områder, hvor Nuuk skal udbygges. Der mangler mindst 1.000 lejeboliger her og nu. Politikerne kan lige så godt se virkeligheden i øjnene og passe boligbyggeriet ind i de kommende finanslove - i øvrigt sammen med folkeskolen.

Daniel Skifte har tidligere brugt alle mulige undskyldninger for ikke at komme i gang med boligbyggeriet. Men dem kan de boligløse ikke bruge til noget. Vi vil opfordre ham til at prøve noget nyt: Lav en langsigtet handlingsplan med de involverede parter, kommunen og byggeriets arbejdsgivere, og se at komme i gang med at bygge boliger til befolkningen.

Når han om en måned skal forhandle med Mogens Lykketoft, så var det måske en idé at tale om de store boligproblemer, som er et rigsanliggende. Det bunder nemlig i, at staten aldrig har betalt nok til boligudbygningen i Grønland. Det samme emne kan landsstyreformand Jonathan Motzfeldt tage op med statsminister Poul Nyrup Rasmussen, når han senere på måneden kommer til Grønland.

Hvad nytter det at være stolte af hjemmestyret, når befolkningen hverken har en bolig eller kan få den ordentlige folkeskoleuddannelse, der er en menneskeret. Tværtimod minder vores sociale skævheder om Indiens. Og det kan rigsfælleskabet ikke leve med.

Det hjemmestyre, vi roser os af, er rent blålys. Vi har opbygget et samfund, der kun kan servicere overklassen og tilkaldte, mens en underbetalt middelklasse knokler røven ud af bukserne, og resten af befolkningen hverken kan få bolig eller uddannelse.