Indsigt: Det går ikke godt nok...

Det går ikke godt nok...

Dagens Sermitsiaq er på flere fronter et vidnesbyrd om omsorgssvigt, administrativ uduelighed, en elendig laden-stå-til-holdning; som gør hverdagen unødigt besværligere. Det går simpelthen ikke godt nok i dagens Grønland.

Fredag d. 21. august 1998
Sermitsiaq
Emnekreds: Politik.

Dagens Sermitsiaq er på flere fronter et vidnesbyrd om omsorgssvigt, administrativ uduelighed, en elendig laden-stå-til-holdning; som gør hverdagen unødigt besværligere. Det går simpelthen ikke godt nok i dagens Grønland. Især rammer det landets tabere, som bestemt ikke har samme muligheder, som de, der er ovenpå.

Emnerne i denne uges avis omhandler hash, mord, voldtægt og selvmordsforsøg, samt den evindelige udviklingshistorie om det syge sundhedsvæsen.
Grønland er lammet i hash-tåger, sagde en bramfri politiassistent i ugens løb lige før han stak af og flyttede hjem til et nyt job i Danmark. Erhvervslivet og de forretningsdrivende blev uhæmmet anklaget for at renvaske millioner af kroner for aktørerne i Grønlands tredje største erhverv, den ulovlige hashhandel.

Protesterne kom da også prompte. Næringslivet ville ikke finde sig i at blive kategoriseret som halvkriminelle samarbejdspartnere med narko-forbrydere. Og det er vel forståeligt nok.

Mindre forståeligt er det, at politimester Jørgen Meyer i dagens avis så utvetydigt tager afstand fra sin tidligere medarbejders udtalelser. Politiassistenten anslog importen af hash til et halvt ton, eller til en årlig værdi i omegnen af en halv milliard kroner.

Rent gætteri, siger Jørgen Meyer, og fortsætter med fasthed i stemmen, at man alene kan sige, at politiet årligt beslaglægger et sted mellem 20 og 60 kilo hash, og at man derfor må formode, at den årlige import ligger over dette kvantum.

Jamen, hvad er det dog for noget. Hvordan kan to folk fra politietaten ligge så vidt fra hinanden i vurderingen af det aktuelle narko-problem her i landet. Politimester, prøv dog at kigge nærmere på den åbenlyse hash-handel, der foregår på udvalgte steder i de grønlandske byer. Det siger sig selv at den årlige import af det ulovlige rus-middel langt overgår politiets høst. Se dog at få pudset brillerne og kom i gang med at løse dette problem, i stedet for alene at bruge kræfter på at undsige en tidligere medarbejder.

Historien om Aviaja er ikke rar, men nødvendig læsning. Om hvordan hun blev voldtaget som 11-årig og allerede som 12-årige røg ind i et spiritus-misbrug for at dulme sin sorg. I dag - tyve år efter - kæmper Aviaja stadig med sine problemer, og har flere gange undervejs forsøgt at løse dem ved selvmord. Hvorfor skal hun kæmpe alene. Hvorfor får hun ikke den hjælp hun behøver for igen at kunne få et anstændigt liv.

Der er begået 13 mord i Grønland i årets første otte måneder - et mord hver tredje uge. Hvad er det for en manglende respekt for menneskeliv dette er udtryk for. Og hvad gør systemet. I hvert fald ikke nok.

Sundhedsvæsenets problemer er igen og igen kommenteret på denne plads. I et debatindlæg i avisen i denne uge sker det igen. Sundhedsvæsenet mangler en synlig ledelse, skriver debattøren. Såmænd Ove Rosing Olsen, selv læge, og som vi jo alle husker, tidligere politisk ansvarlig for udviklingen i det grønlandske sundhedssystem. Manden har jo ret. Men hvad er det for noget hykleri, når en af sundhedsudviklingens hovedsvarlige pludselig føler trang til at vaske hænder for derefter at kaste det snavsede vand i hovedet på sin efterfølger, som ikke får den politiske opbakning i landsstyret, som gør det muligt at rette op på de håbløse problemer.

Det går simpelthen ikke godt nok...