Indsigt: Planøkonomiske krampetrækninger

Planøkonomiske krampetrækninger

Udviklingen i Grønland står i stampe. Alle initiativer dræbes af udvalg, konferencer, konsulenter, gode hensigter og forkerte investeringer. De offentligt ejede virksomheder får lov til at dræbe private initiativer, uden at politikerne blinker, selv om det er direkte imod deres udtalte politik om at øge privatiseringen.

Fredag d. 28. august 1998
Sermitsiaq
Emnekreds: Politik, Økonomi.

Udviklingen i Grønland står i stampe. Alle initiativer dræbes af udvalg, konferencer, konsulenter, gode hensigter og forkerte investeringer. De offentligt ejede virksomheder får lov til at dræbe private initiativer, uden at politikerne blinker, selv om det er direkte imod deres udtalte politik om at øge privatiseringen.

Befolkningen lammes af manglende boliger, dårlige folkeskoler, der ikke kan få eleverne videre i uddannelsessystemet og et skrantende sundhedsvæsen. Den økonomiske vækst lammes af høje transportpriser, høje teletakster, høje el-, vand- og varmetakster samt høje fragttakster de steder, hvor der er grundlag for vækst.

Politikerne råber på øget selvstændighed, men de gør ikke noget for at sikre grundlaget for denne selvstændighed, nemlig økonomisk vækst. Tværtimod de bremser udviklingen af vækstcentre, fordi de af personlige grunde skal investere i deres egen hjemby.

Der er tale om planøkonomiske krampetrækninger, der stopper den nødvendige vækst.

Lad nu planøkonomien være, afskaf ensprissystemet og lad os få de ægte priser, lad prismekanismer, markedsøkonomi og fri konkurrence styre udviklingen. Så er der en chance for, at vi gennem effektivisering og rationalisering kan skabe væksten. Vi får øget kapacitet og lavere priser, som Anders Fogh Rasmussen efterlyste i Ilulissat forleden.

Over skatten må vi sikre solidariteten, så man kan sikre, at bygder og yderdistrikter ikke får prisstigninger af den grund.

Giv os de reelle huslejer og opbyg en boligsikring, så de, der ikke har råd til at betale denne husleje, fortsat kan blive boende i deres bolig.

Stop selskabernes udbygning uden for deres kerneområder, der er defineret i lovgivningen, og overlad det til private at løse opgaverne. I det hele taget skal de offentlige selskaber koncentrere sig om de sider af erhvervslivet, som de private ikke kan klare, og som har betydning for fordelingspolitikken.

Lad prismekanismer og markedsmekanismer styre udviklingen i stedet for, at udviklingen bremses af tilfældige embedsmænd, og hvor politikerne skal vælges.

Det er forkert, at bruge 100 millioner kroner til en lufthavn i Paamiut, hvor der er 1.000 rejsende på et år. Nok stiger antallet af rejsende med lufthavnen, men ikke nok til at gøre den samfundsøkonomisk rentabel. Under alle omstændigheder er det med en begrænset økonomi forkert at starte de steder, hvor der ikke er grundlag for vækst.

Investeringerne skal i første omgang foretages i de økonomiske vækstcentre, så vi kan får råd til at finansiere en lufthavn i Paamiut. I første omgang er det således vigtigere, at investere i en forlængelse af landingsbanen i Ilulissat og en lufthavn i Qaqortoq, som har 9.000 rejsende om året. I Nuuk behøver vi ikke en forlængelse, hvis vi til gengæld kan flyve til Kangerlussuaq for den reelle pris på den rute, det vil sige omkring 1.000 kroner for en returbillet.

I Nuuk bremses udviklingen fordi man ikke planlægger byudviklingen, byggemodner og bygger. I stedet for at lege med en lufthavn på Nordlandet, burde man have brugt pengene på planlægningen af Malenelandet.

Vi skal have gennemskuelige og kostægte priser alle steder. Stop krydssubsidiering og mærkelige tilskud. Der skal også være kostægte priser på flyruterne, og over skatten skal vi betale for, at flybillet-priserne ikke stiger i yderdistrikterne. Her skal udlicitering afgøre, at vi får de bedste og billigste løsninger.

De store hjemmestyreejede selskaber skal holde sig fra forretningsanliggender, som kan klares af private. Det gælder både, Royal Arctic Line, Tele Greenland, KNI og så videre.

Der skal privatiseres så meget som muligt, så vi kan få ægte konkurrence. Det er den eneste måde, hvorpå vi kan få priserne ned og øge kapaciteten. Hvilket igen har betydning for vækstområder, som landsstyret satser på, for eksempel turismen. Hvis kapaciteten både i trafikken og i overnatningsmuligheder ikke øges, er der ikke grundlag for den vækst i turismen, som landsstyret baserer fremtiden på.

Men landsstyret bremser den udvikling ved at bruge pengene forkert. Nuuk Imeq koster for eksempel samfundet omkring 100 millioner kroner om året.

Royal Arctic Line vil bruge 100 millioner kroner til nye fragtskibe til bygderne. Opgaver som kan klares ved udlicitering til private. At rederiet tænker i de baner viser, at det ikke tænker på at dæmpe omkostningerne, og at fragttaksterne er alt for høje. Takster der er med til at stoppe væksten.

Nøglen ligger hos politikerne. Vi får ikke økonomisk vækst med mindre politikerne åbner døren.

Venstres formand Anders Fogh Rasmussen sagde det meget tankevækkende i sit foredrag onsdag i Ilulissat:
Vi skal have større egenproduktion for at skabe økonomisk vækst og sikre en velstand, der ligner den danske. De offentlige udgifter må ikke overstige det, som landet selv kan betale. For at nå det mål, skal man gøre to ting, nedbringe de offentlige udgifter og skabe en større egenproduktion.
Initiativet ligger hos politikerne, der dels skal spare, dels skal skabe de nødvendige rammer, så der kommer en større egenproduktion.