Overforbruget

Finansloven ligner desværre politikernes forsøg på i sidste øjeblik at skabe sig en platform, så de kan blive genvalgt, i stedet for at være det nødvendige styringsredskab mod større økonomisk vækst og dermed større uafhængighed.

Fredag d. 4. september 1998
Sermitsiaq
Emnekreds: Politik, Økonomi.

Landsstyret afleverede i går et finanslovforslag, der bestemt ikke er opmuntrende læsning. Tværtimod viser det sig, at vi bruger for mange penge og at især driftsudgifterne eksploderer, uden at indtægterne kan følge med. Alligevel giver landsstyremedlem for økonomi Daniel Skifte udtryk for, at forslaget viser, at landsstyret lægger vægt på fortsat konsolidering af økonomien. Men der er ikke ret meget konsolidering i tallene, når der tværtimod er tale om et så stort forbrug, at der trækkes på likviditeten. Desværre afspejler finansloven landsstyrets afmagt. Der er der tale om et overforbrug i forhold til indtægterne, som ikke kan følge med de stigende udgifter. På den ene side vil man det hele, det vil sige, intet bliver godt nok, og på den anden side vil man ikke prioritere og gå målrettet efter de områder, som er nødvendige for, at vi kan få økonomisk vækst. Alle områder får et lille hak opad, men det er langt fra nok til at løse de akutte problemer, vi står midt i. Den bedste og mest sikre investering landsstyret kan foretage er i ungdommen, det vil sige bedre uddannelsesvilkår og en bedre folkeskole. Men der sker ikke noget, tværtimod spares der på området. Selv om antallet af lærere stiger, stiger lønningerne ikke tilsvarende, og den lønforbedring, som lærerne kræver, er ikke indregnet i finanslovforslaget. Det fremgår i hvert fald ikke klart. På sundhedsområdet ses heller ikke initiativer, der kan løse de kolossale rekrutteringsproblemer, nemlig bedre arbejdsvilkår for det fastansatte personale. Tilsyneladende vil alle hellere acceptere, at der udbetales væsentligt højere lønninger til vikarer, der ligger i fast rutefart over Atlanten. Endelig er der boligområdet, hvor der ser ud til at ske noget. Dels planlægges igangsat over 1000 boliger de kommende fire år, dels tages initiativ til at støtte privat boligbyggeri endelig sættes et ekstraordinært renoveringsprogram i gang, dels vil man fremme byggemodningen i Nuuk. Dette initiativ bør støttes fuldt ud, samtidig bør der lægges pres på de virksomheder, som har personaleboliger, så de selv anskaffer sig eller bygger boliger. Men der mangler i allerhøjeste grad vækstfremmende initiativer i finanslovforslaget. Afskaffelsen af ensprissystemet i vækstcentrene er endnu ikke sat på skinner. Der bør tages initiativ til at forlænge landingsbanen i Ilulissat, så der kan komme flere turisterne samtidig med at der opføres et feriecenter. Der bør tages flere initiativer for at nedbringe omkostningerne generelt, så private tør investere. Det farlige ved finansloven er, at den spreder sig på alt for mange områder, i stedet for at koncentrere indsatsen på nogle færre nøgleområder, og så gøre noget ud af det. Den finanslov, der lægges op til, tvinger det nye landsting efter valget til at træffe upopulære beslutninger som skattestigning eller store besparelser, hvor man tvinges til prioritering. Unødvendige hovsaløsninger. Det ville være meget klogere allerede nu at foretage de nødvendige prioriteringer i stedet for at blive tvunget til det på et senere tidspunkt. En anden vej ud af miseren er produktion og eksport eller at nedbringe importen. Derfor er det tvingende nødvendigt, at politikerne tager vækstfremmende initiativer, der øger produktionen. Vores eneste væsentlige produktion og eksport i øjeblikket er fiskeriproduktionen. Her er det ikke klogt, at tillade en så hård konkurrence, at fiskerne foretrækker selskaber, som eksporterer til produktion i udlandet. Forædlingen bør selvfølgelig ske i Grønland, og man kan undre sig over, at SIK accepterer denne eksport af arbejdspladser samtidig med, at der står halvtomme fabrikker i Maniitsoq og Paamiut. Den skæve konkurrence, hvor den ene eksporterer fisken, mens den anden producerer her i landet, kan betyde at prisen bliver så høj, at forretningen giver underskud, fordi det er dyrere at producere i Grønland end i udlandet. Den øgede konkurrence i hellefiskeområderne svarer heller ikke til den bæredygtige fangst, som er målsætningen. Med den øgede fangstintensitet fiskes der væsentlige flere hellefisk end biologerne anbefaler. Det er endda fisk som sendes ud af landet. Finansloven ligner desværre politikernes forsøg på i sidste øjeblik at skabe sig en platform, så de kan blive genvalgt, i stedet for at være det nødvendige styringsredskab mod større økonomisk vækst og dermed større uafhængighed. Vi vil opfordre politikerne til at overveje to ting: For det første, skal landets ressourcer være til gavn for samfundet eller til gavn for den enkelte? For det andet ser det ud til, at alt for mange tror, at solidaritet betyder, at vi alle skal have det lige dårligt. Solidaritet kan imidlertid også betyde, at vi skaber muligheder for hinanden og løser problemer for hinanden, fordi det er til gavn for he1heden. Igen er der tale om en prioritering, hvor det drejer sig om at løse samfundets fundamentale problemer, i stedet for at lade dem ligge og blive endnu større.